Abu Mazens luftkastels-køreplan
Mahmoud Abbas tog til Washington med det håb at udfolde “køreplanen” – han vendte tilbage uden andet end en bekræftelse af Israels ensidighed, skriver GrahamUsher.
I sit indlæg i The Wall Street Journal d. 20. oktober 2005 var Mahmoud Abbas typisk åben mht. hvorfor George Bush indtager en så central plads i den palæstinensiske præsidents strategi.
“Fredsklimaet behøver hjælp fra USA og det internationale samfund. For uden vedvarende pres på den israelske regering for at sætte sig ned og forhandle vil Israel kun støtte de kræfter i det palæstinensiske samfund som ikke deler flertallets ønske om fred – Israel handler som om det kan løse Mellemøst-konflikten ensidigt – palæstinenserne kan ikke følge køreplanen alene”, skrev han og henviste til den længe hvilende fredsplan som USA’s leder fremsatte i juni 2003.
Det ser ud som om de bliver nødt til det. Ved mødet med Abbas senere den dag i Washington fastlagde Bush effektivt israelsk (og palæstinensisk) ensidighed som det herskende princip for køreplanen, i det mindste i den nærmeste tid.
Ganske vist repeterede han de sædvanlige mantraer, at Israel burde fjerne “ulovlige” bosættelses-udposter, nedfryse konstruktionen af bosættelser og sikre, at Vestbredsmuren er “en sikkerhedsbarriere frem for en politisk barriere”. Men han gjorde det klart at der ikke ville være noget “pres”, før PA (Den palæstinensiske myndighed) “vandt sine naboers tillid ved at forkaste og bekæmpe terrorisme”.
Den eneste fremgang er, at Abbas synes at have overbevist Bush (som han håber igen vil overbevise Israel) om, at det ville være utilrådeligt for PA at prøve at afvæbne Hamas og andre palæstinensiske militser før PA-parlamentsvalget i januar. Bush’s godkendelse, sagde embedsmænd i Det Hvide Hus, kom dog mindre ud fra en overbevisning om, at Abbas’ forsøg på at “integrere” Hamas var rigtigt. Det er simpelthen sådan, at amerikanerne kender et uformående lederskab, når de ser ét.
USA synes også at være blevet lidt mere engageret i spørgsmål som stadig er uløste efter Israels tilbagetrækning fra Gaza sidste måned. Én dag efter Washington-mødet blev et brev fra Kvartettens kontaktmand for tilbagetrækning lækket til den israelske avisHaaretz.
I de meste diplomatiske vendinger bebrejdede James Wolfensohn Israel for ikke at have genåbnet Gazas Rafah-overgang til Ægypten (lukket siden 7. september); ikke at have etableret en palæstinensisk passage mellem Gaza og Vestbredden (lukket i oktober 2000); og ikke at have fjernet bosætter-affald fra Gaza (vedtaget i august 2005). “Indtil disse sager er løst – vil vi være i knibe med at overbevise regeringer eller investorer om at ret meget er ændret” i Gaza, skrev han.
Faktisk var den eneste “succes” han kunne nævne, bevarelsen af 3000 palæstinensiske jobs i de tidligere bosætter-drivhuse i Gaza – en “indrømmelse” Wolfensohn selv hjalp med at skaffe midler til, og som i virkeligheden gavner den israelske økonomi langt mere end den palæstinensiske.
Abbas havde ikke forventet meget mere af samtalen. Ifølge én af hans få israelske venner – tidligere justitsminister Yossi Beilin – var Abbas’ eneste mål i Washington at afholde USA fra at overtage Israels betingelser for Hamas’ deltagelse i januar-valget – afvæbning og afkald på dets grundlæggelsesdokument der opfordrer til Israels ødelæggelse.
Dette var ikke kun på grund af det igangværende palæstinensiske oprør som hersker i Gaza. (I de sidste to måneder har Abbas set over 70 bortførelser i Gaza-striben, mest i inside-krige mellem de forskellige Fatah-militser, men også involverende en tilfældig hjælpearbejder eller journalist). Han har også set en genoplivelse af væbnet modstand i Vestbredden.
Den 16. oktober blev tre jødiske bosættere dræbt i et baghold nær ved Vestbreddens Gush Etzion bosætterblok. Fatahs Al-Aqsa Martyrernes Brigade (AMB) påberåbte sig angrebet som gengældelse for Israels mord på flere AMB- og Islamisk Jihad-kadrer, det seneste på en Jihad-mand nær ved Jenin natten før.
Israel udnyttede angrebet til at etablere efter-Gaza-tilbagetræknings-ordenen i de besatte territorier, meget lig den måde det havde udnyttet en salve af morterer affyret fra Gaza i september. I Gaza bestod den i en belejring og nådesløse militære angreb for at banke palæstinenserne til underkastelse. I Vestbredden bestod den i adskillelse, gennemført ikke kun ved hjælp af muren og de “palæstinensisk frie” og “palæstinensisk afgrænsede” områder bestemt af bosættelserne, men nu også ved forbud mod al privat palæstinensisk trafik på de størreVestbred-veje.
Israels forsvarsminister, Shaul Mofaz, siger at forbuddet er midlertidigt. Få tror på det. Ifølge den israelske avis Maariv er systemet af veje kun for israelere og kun for palæstinensere ved at blive ét programpunkt i en bunke strategiske foranstaltninger, hvis formål er “totalt at adskille de to populationer i Vestbredden”. Et andet er Vestbreds-muren som, når den først er bygget, vil forhindre al palæstinensisk infiltration ind i Israel og de 10 procent af Vestbredsterritoriet som ligger bag den. Et tredje er den fremadskridende afslutning på israelske firmaers anvendelse af palæstinensisk arbejde, således at der efter 2008 ikke vil være nogen palæstinensiske arbejdere i Israel fra Gaza og Vestbredden.
Den Palæstinensiske Myndighed har stemplet alle tre foranstaltninger som “enden på to-stats-løsningen”. FN’s specielle rapportør, John Dugard, har kaldt de separate transportsystemer en form for “vej-apartheid”.
Bush nævnte intet om køreplanen ved hans møde med Abbas. Det gjorde den palæstinensiske leder heller ikke. Så afhængig af amerikanerne – og i mindre udstrækning af Hamas – er Abbas blevet, at prioriteterne nu ikke er Israels grasserende Vestbreds-kolonisering; de er styring i Gaza, valg i januar og bønnen om at der over regnbuen mellem de to vil være luftkastels-køreplanen. Men også her kan palæstinenserne ikke rejse alene.
Den 23. oktober trængte 15 israelske pansrede mandskabsvogne in i Vestbredsbyen Tulkarm og skød to palæstinensere ihjel, den ene af dem den lokale leder af Islamisk Jihads Al-Quds-brigade, Loai al-Saadi, som påstås at være hjernen bag selvmordsaktioner i Tel Aviv og Netanya tidligere i år. Soldater fangede åbenbart deres bytte i et hus og skød ham på trappen. “Han kunne lige så nemt være blevet arresteret”, bemærkede det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder.
Som “et første svar” affyrede Jihad morterer ind i Israel fra Gaza. Israel svarede igen ved at skyde med artilleri ind i det nordlige Gaza og lade F16-jagere flyve øresønderrivende togter over resten af Gaza-striben. Det er usandsynligt at træfningen vil ende der. “Vi vil ikke stå stille, mens vore kæmperes blod bliver udgydt. Lad roen gå ad helvede til”, siger en erklæring fra Islamisk Jihad efter drabet påSaadi.
Dette vil ikke forurolige Ariel Sharon særlig meget. Han har nu palæstinenserne, Abbas og køreplanen præcis hvor han gerne vil have dem: udkæmpende en nyttesløs krig i Gaza, mens Israel påtvinger sin egen separate to-stats-løsning inden for Vestbredden.
(Fra Al-Ahram Weekly Online: http://weekly.ahram.org.eg/2005/766/re101.htm)
Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng