Der er en bosætter i alle israelere

Haaretz

Der er en bosætter i alle israelere

Af Amira Hass, Haaretz

Jagtsæsonen er på det højeste, og bosætterne er byttet. De er blevet en skydeskive for medierne i et omfang hvis lige er svært at huske.

De er blevet kritiseret for at sende deres børn for at afspærre vejene, for at slå og bande ad soldater, for at der er forsvundet blå-hvide bånd fra bilerne (og nogle gange også antennerne), for at besætte et palæstinensisk hus i Muasi og for at kaste sten på palæstinensiske unge.

Nabolagets forkælede unge, som føler han bør få alt, kan pludselig ikke styre sit temperament og naboerne er ved at miste tålmodigheden. Men barnet er forkælet, fordi hele nabolaget har forkælet ham og han er overbevist om, at han burde få alt, fordi at nabolagets handlen i mange år har vist, at sådan plejer det at være.

Det begyndte med tolerancen udviste af alle israelske regeringer, såvel som af det retslige apparat, over for bosætternes adfærd over for palæstinenserne.

Det nåede sit højdepunkt med Yitzhak Rabins skånsomme politik i 1994, hvor han ikke evakuerede de fundamentalistiske bosættere i Hebron i lyet af den udbredte foragt for massakren begået af Baruch Goldstein, men hvor han i stedet indførte et langvarigt udgangsforbud for palæstinensere i Hebron.

Han gav dermed grønt lys for en uophørlig række af kriminelle handlinger bestående af forfølgelser og fordrivelser, længe før lynchningen i Muasi.

Det er Israels regeringer siden 1967, som har ført en politik om at kolonisere nyligt erobrede territorier, fra indlemmelsen af cirka 70 kvadratkilometer af Vestbredden til Jerusalem til Nahal-forposterne, som i sidste instans blev til byer.

Messianske bosættere pressede Mapai og Arbejderparti regeringerne til at acceptere de steder de havde valgt at kolonisere, og regeringer var glade for at blive presset. Forskellen er, at de messianske bosætter også påstod at have guddommelig autoritet over den kollektive israelske appetit for fast ejendom, snarere end at basere det udelukkende på sikkerhedsdoktrin.

Bosætterne er et produkt af en israelsk politik, som nød en evig stigende støtte fra den jødisk-israelske offentlighed, især efter at Menachem Begin og Ariel Sharon omdannede bosættelserne til at blive et masseforetagende fra 1977 og frem. Og igennem hele Oslo perioden, selv under Rabin og Ehud Barak, forsatte det med at være et masseforetagende.

Den generøse kompensation betalt til 8000 bosættere fra Gaza har ikke ført til massive sociale protester i Israel. Tusinder af israelere ved trods alt, at jøder har fordrevet jøder (og ikke kun palæstinensere) i lang tid: Familier som ikke har kunnet betale deres lån er blevet fjernet fra deres huse af gode jøder, regeringens tjenestemænd.

Titusinder af israelere er vidende om at succesfulde israelske regeringer også sendte deres forældre på den nationale mission om at være nybyggere i fjerntliggende områder, og de lider af diskrimination, forsømmelse og kronisk arbejdsløshed. Selv den dag i dag.

Alligevel har denne viden ikke været tilstrækkelig til at få den offentlige debat eller regeringerne til at behandle spørgsmålet, om hvorfor bosætter har flere rettigheder – ikke kun flere end palæstinenserne, men også flere end deres jødiske trosfæller inden for Den Grønne Linie.

Dette spørgsmåls eksplosive magt er blevet neutraliseret, fordi bosættelses foretagendet på Vestbredden er blevet et middel til at avancere socialt og økonomisk for mange israelere. Omtrent 400.000 israelere bor i bosættelser på Vestbredden. De har hundrede tusinder af slægtninge og venner som besøger dem regelmæssigt, og for hvem bosættelserne er en realitet og naturligt.

De ved, at også de kan få huse i Gilo, Ma’aleh Adumim eller Alon Shvut, som de ikke ville kunne få i Israel. For dem er det en måde at reagere på den gradvise ødelæggelse af velfærdsstaten. Selv de som ikke overvejer at flytte til bosættelserne har gavn af deres eksistens. Bosættelserne sikrer Israel forsat kontrol over Vestbredden og dens vand ressourcer, og sikrer en forsat uretfærdig fordeling af områdets vand i forholdet 7 til 1 til skade for palæstinenserne.

Derfor kan vi, jøderne, ødsle, som om vi boede i et land med rigeligt vand. Også større motorveje bygges på land stjålet fra Palæstinenserne – såsom den moderne ringvej omkring Jerusalem, eller Rute 443, som sørger for en ekstra indkørsel til Jerusalem, alene for israelere. Disse veje tjener ikke kun bosætterne, men også mange andre, hvis mellemklasse-bevidsthed kræver bekvemmelighed, effektivitet og tidsbesparelse.

Entreprenører, byggevirksomheder og arkitekter; ansatte under Israels Elektriske Selskab, Offentlige Arbejderes Departement og Undervisningsministeriet; avisejere som publicerer store annoncer om nye nabolag fem minutter fra Jerusalem – de har alle gavn af bygge-boomet. Og det uden endda at nævne det faktum at bosættelserne garanterer en forsat sikkerhedstrussel for dets beboere og byggere, og derfor nødvendiggør vækst af sikkerheds-industrien.

I enhver israelers hjerte er der en lille bosætter. Derfor er vore dages kritik for snævert fokuseret og rammer fuldstændig forbi det egentlige mål, som er den illegale og umoralske kolonialiserings-politik. Denne politik gavner i sidste ende en evig voksende del af det israelske samfund – som derfor ikke bekymrer sig omkring spørgsmålet om hvordan det påvirker områdets fremtid.

6 juli 2005

http://www.haaretz.com/hasen/spages/596329.html

Oversat for DPV fra engelsk af Abdullah Domurcuk

Dette indlæg blev udgivet i Boykotkampagne, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.