Intet andet end en intern zionistisk opfindelse
Af Meron Benvenisti, Haaretz, 30. juni 2005
Jo tættere vi kommer på datoen for tilbagetrækningen, des klarere fremtræder den virkelige ”historiske begivenhed af episke dimensioner”, som Premierminister Ariel Sharon og hans hjælpere udtrykker det sammen med deres entusiastiske støtter og modstandere af tilbagetrækningen:
Dette er en intern, begrænset, mellemklans, jødisk-zionistisk kamp mellem to grupperinger, splittet over evakueringen af jødiske bosættelser i Gazastriben, men forenet i deres holdninger overfor ”bosættelsen”-det jødiske træ, hus, børnehave-som en suveræn værdi, som noget der har en sjæl.
En gruppe ønsker at tilskrive noget ukrænkeligt til det zionistiske hus og træ i alle bosættelserne og vagtposterne i Israel, hvorimod den anden gruppe kun ønsker at tilskrive politisk betydning til de bosættelser, som de selv har etableret, eller som passer ind i deres geopolitiske horisont. Den almene zionistiske fællesnævner er det, der giver uenigheden dens ”skæbnebetonede” karakter, fordi begge sider er enige omkring myten om ”Jødiske bosættelser”, de bruger det bare til modsatrettede formål.
Bevarelsen eller destruktionen af jødiske bosættelser ses som en borgerkrig, broder mod broder, eller endda ”destruktionen af Det tredje tempel”, og derfor anklages enhver, der forbliver ”neutral”, for at svigte sin zionistiske pligt.
Og majoriteten af befolkningen, som forbliver indifferente (og ikke hænger et blåt eller orange bånd på deres bil) bliver så sandelig kritiseret, fordi de ikke demonstrerer for at redde staten Israel (ved at støtte enten ødelæggelsen eller bevarelsen af bosættelserne).
Og ve den, som vover at sige, på dette vitale tidspunkt for zionismen og bosættelsernes etos, at alt dette er anakronistisk, siden det for længe siden blev til salgbar fast ejendom, og at på dette tidspunkt er selv evakueringen af Gush Katif beboerne blevet kommercialiseret.
”Den tavse majoritet”, som ikke tager del i den zionistiske køren-rundt-med fortalere og modstandere af evakueringen (som er et spejlbillede af hinanden), holder i virkeligheden en sund distance til hele opstanden, eftersom de identificerer prætensionerne, interesserne og manipulationerne.
Og hvis der er noget behov for at bevise bekymringen på alle sider for at bevare den stammeagtige, jødisk-zionistiske ramme over alt andet, så kan holdningen overfor evakueringen af de jødiske bosættere i territorierne fungere som bevis.
Alle er enige i den i sten huggede regel om, at enhver jøde i landet Israel er en pioner- en fighter, som altid er en partner i den kollektive kamp, og aldrig blot en almindelig borger eller bonde.
Derfor er enhver bosætter, hvor end han bor, altid blevet ”sendt” derhen af Israels regering, om så han har valgt at bo i en blomstrende forstad til storbyerne eller i en fjern udkant. Og fordi han er en pioner, som er blevet ”sendt” dertil, hvor han er, så er det regeringens ansvar, at se efter ham, beskytte hans børn, og yderligere at betale for hans evakuering og rehabilitation et andet sted, ved at betale kæmpestore pengesummer og generøst at tildele ham materielle goder.
Den zionistiske fællesnævner gør det utænkeligt så meget som i en hvisken at foreslå en model for adskillelse (tilbagetrækningen fra Gaza) a´ la Algeriet.
Der, hvor General Charles De Gaulle tog en beslutning ikke mindre dramatisk end evakueringen af Gaza, tøvede han ikke med at privatisere evakueringen:
Enhver som ønskede det kunne blive, og enhver som ønskede det kunne flytte ud, og ville herefter modtage et stipendium på 450 francs om måneden (550 dollars regnet ud i forhold til kurserne i dag) og et rehabiliteringsydelse på 25.000 dollars pr. familie. Ingen europæiske bosættere forblev i Algeriet, og der var intet behov for at hyre i titusindvis af soldater til evakueringen.
Hvis nogen i Israel skulle finde på at foreslå en lignende behandling, så ville hans mund øjeblikkeligt blive lukket, for det er forbudt at opgive en jøde.
Ydermere: hvis De Gaulles metode blev valgt, så ville man undgå hele det show, som de udenlandske journalister kommer for, og hvis formål er at vise, hvor tragisk løsrivelsen (fra Gaza, oversætters note) er, og hvor umuligt det vil være, at skulle gentage det på Vestbredden.
Og for at understrege symbolikken ved det jødiske hjem, så har de besluttet at ødelægge huse, for en araber må ikke bebo et hus, der har en jødisk sjæl; kun jøder har lov til at prale af, at de bor ” i et arabisk hus”.
For at forstå den begrænsede, familiære natur i behandlingen af løsrivelsen, er det nødvendigt at gøre opmærksom på det faktum, at den kun fokuserer på nogle få tusinde israelere, og overhovedet ikke relaterer sig til 1,5 millioner palæstinensere.
Hvad vil ske med dem efter løsrivelsen? Vil grænsekontrollerne blive overgivet til dem, hvilket ville give dem direkte forbindelse med omverdenen? Vil lufthavnen i Dahaniya blive repareret og gjort brugbar igen? Vil opførelsen og driften af Gaza havnen ville blive tilladt? Vil en sikker forbindelse mellem Gaza og Vestbredden blive istandsat?
Alle disse spørgsmål, og spørgsmål om relationen mellem Israel og den palæstinensiske selvstyremyndighed, gøres ikke til en offentlig diskussion her imellem de mange spørgsmål, der stilles til løsrivelsen.
Den israelske offentlighed er forenet bag den opfattelse, at dette er et ensidigt træk fra Israels side, som de tager, for at sikre deres egne interesser. Deres egen agenda er det eneste, der interesserer dem, og palæstinenserne kan så gå ad helvede til.
Verden er inviteret til at vride deres hænder over dette drama, eller klappe hænderne i begejstring over det israelske offer- på betingelse af, at de (verden) betaler den finansielle del af løsrivelsen, og ikke kommer med nogen politiske betingelser.
Og spørgsmålet opstår, om ikke denne begrænsede israelske opfindelse, som er blevet pustet op til at være ”en historisk begivenhed af episke dimensioner”, er værd alt dette postyr, eller om det ikke ville være bedre om den fejler, og viser hykleriet og ondskaben i al sin forstillelse og illusionens reelle tomhed.
Under alle omstændigheder vil begge grupperinger i forhold til løsrivelsen hævde, at den zionistiske position består.
Det er ikke herfra, at freden vil komme.
http: //www.haaretz.com/hasen/spages/594123.html
Oversat fra engelsk for DPV af Malene Agergaard Rasmussen.