Lovforslag hindrer at offentlige midler går til det palæstinensiske selvstyre.

Washington Post

Lovforslag hindrer at offentlige midler går til det palæstinensiske selvstyre

Af Glenn Kessler, Washington Post, 5. Maj 2005, http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2005/05/04/

AR2005050402339.html

Kongressen lagde stramme restriktioner på den hjælp til palæstinenserne, som præsident Bush havde annonceret med fanfare i sin tale om nationens tilstand, hvilket kan skade de amerikanske bestræbelser på at støtte den nye palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas.

I den ”emergency spending bill”, som lovgiverne færdiggjorde sidste tirsdag, havde Det Hvide Hus ansøgt om 200 millioner dollars ”til at støtte politiske, økonomiske og sikkerheds-reformer i Palæstina”, som præsidenten sagde i sin februartale om nationens tilstand. Men skrevet med småt giver dette dokument 50 millioner dollars af disse penge direkte til Israel til at bygge terminaler for mennesker og varer ved checkpointene, der omgiver palæstinensiske områder. Andre 2 millioner dollars til palæstinensisk sundhedsarbejde vil blive givet til Hadassah, Amerikas Kvinde-Zionist Organisation, mens snævre retningslinier følger fordelingen af resten af pengene.

Lovforslaget lader til at gøre det vanskeligt for Det Hvide Hus at give noget som helst af hjælpen direkte til det palæstinensiske selvstyre, som palæstinenserne havde håbet. I stedet skal hjælpen kanaliseres gennem NGO´er.

Mens Det Hvide Hus i teorien kunne søge en form for lempelse af restriktionerne på direkte hjælp, sagde en kongres-embedsmand, at udenrigsministeriet havde forsikret lovgiverne om, at Bush ikke ville søge en sådan bemyndigelse.

”Konferencedeltagerne er enige om at budgetanmodningen og anbefalingen indeholdt i denne lov ikke giver specifik, direkte økonomisk støtte til det palæstinensiske selvstyre”, angav konferencerapporten.

Lovforslaget kræver, at 5 millioner dollars af hjælpen bruges til en uafhængig undersøgelse af selvstyrets bogholderiprocedurer og udgifter.

Direkte hjælp til det palæstinensiske selvstyre er symbolsk vigtig for Abbas, der også er kendt som Abu Mazen. Kort efter at den palæstinensiske leder Yasser Arafat døde i november, tillod Bush at 20 millioner dollars blev ydet direkte til det palæstinensiske selvstyre. Efter en aftale med kongressen blev disse penge imidlertid med det samme overført til betaling af regninger hos Israels elselskab.

Edward G. Abington Jr., en konsulent for det palæstinensiske selvstyre, udtalte at kongressens handling er et ”kæmpe slag i ansigtet på Abu Mazen,” hvis parti står over for en stor udfordring ved de kommende lokalvalg. Han sagde, det var et ”ret chokerende tilbageslag” for Abbas, fordi Abington mener, at restriktionerne på hjælpen er mere strenge nu, end da Arafat var i live.

”Palæstinenserne vil ikke se disse penge i månedsvis”, sagde Abington.

Israelske embedsmænd har beklaget sig over, at Abbas har undgået at træffe svære beslutninger siden valget af ham i januar. Den israelske ambassadør Danny Ayalon udtalte i går, at Abbas har været ”meget skuffende”, fordi han ikke har konfronteret de militante grupper og ikke har handlet med henblik på at koordinere med israelerne vedr. en planlagt tilbagetrækning fra bosættelserne i Gaza-striben.

Det Hvide Hus havde angivet, at så meget som 50 millioner dollars i støtte kunne bruges som hjælp til at lette flaskehalsene ved israelske checkpoints. Abington sagde, at palæstinenserne var blevet ledt til at tro, at de ville modtage pengene til at købe amerikansk udstyr for.

Men Ayalon sagde, at Israel havde afsat 200 millioner dollars til bygning af high-tech terminaler og havde søgt pengene til at fremme byggeriet af disse. Israel modtager næsten 3 milliarder dollars i militær og økonomisk støtte fra USA. Palæstinenserne ”har en stor opgave med at bevise, at de virkelig kan arbejde på en gennemsigtig måde” med bistand, sagde Ayalon.

Danielle Pletka, en vicedirektør hos American Enterprise Institute, har vidnet for Kongressen, at palæstinenserne ikke var klar til at absorbere en stor tilførsel af bistand. Mens det ville være rart at give diplomatisk støtte til Abbas, sagde hun i går, så har kongressen en ”betroet forpligtelse til ikke at smide penge i toilettet”.

Abington bemærkede, at det palæstinensiske selvstyres finanser bliver administreret af Salaam Fayad, en tidligere embedsmand fra IMF, som har vundet ros fra amerikanske embedsmænd for at have indført gennemsigtighed og den uafhængige revision af palæstinensiske regnskaber.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.