OM DET “ENESTE DEMOKRATI I MELLEMØSTEN”

OM DET “ENESTE DEMOKRATI I MELLEMØSTEN”Af Karl Aage JacobsenDen konfliktprægede situation i Mellemøsten afspejler sig til stadighed i mediernes spalter i form af læserbreve, kronikker og kommentarer. Her i Danmark har sympatien i overvejende været på Israels side i konfrontationen med palæstinenserne. Det “eneste demokrati i Mellemøsten” har i høj grad været genstand for den vestlige verdens magthaveres og mediers bevågenhed og sympati. I de allerseneste år er denne virkelighedsfjerne glansbilledversion af Israel begyndt at krakelere. Men opfattelsen af Israel som demokratiets forpost lever stadig. Det kan derfor være på sin plads at se lidt nærmere på staten Israels gøren og laden siden dens oprettelse i 1948.En af verdenshistoriens mest succesfulde politiske propagandaløgne er myten om folket uden land der kom til landet uden folk. I forbindelse med staten Israels oprettelse igangsatte zionisterne en stadig pågående etnisk udrensning. Langt over en halv mio. Palæstinensere blev fordrevet med mord, vold, terror, deportationer, som det skete i Deir Yassin, Lydda, Ramle, Safsaf, Tantura for blot at nævne nogle få blandt mange flere lokaliteter. Efter krigshandlingernes ophør nægtede Israel at efterkomme de mange gange gentagne FN-beslutninger, om at de overlevende flygtninge havde ret til at vende hjem til deres jorder og ejendomme. De fik derfor status som fraværende. En del palæstinensere søgte under de pågående krigshandlinger tilflugt hos nærtboende slægtninge uden for krigszonerne. Også sådanne palæstinensiske flygtninge, der efter kampenes ophør befandt sig i den nyoprettede stat Israel, blev nægtet retten til at vende hjem og måtte friste en tilværelse som internt fordrevne flygtninge. Også de fik så status som fraværende, men da de jo ubestrideligt var tilstedeværende blev de byrokratisk rubriceret som tilstedeværende fraværende. Såvel de fraværendes som de tilstedeværende fraværendes jorder og ejendomme blev overtaget -d. v. s. tyvstjålet- af Den Jødiske Nationalfond, der administrerer 92% af al jord i Israel og som i sit grundlagscharter har en paragraf der forbyder salg og udlejning til ikke-jøder. De stjålne ejendomme og jorder blev overladt til jødiske immigranter fra hovedsagelig Østeuropa. Faktisk er 350 af de 370 bosættelser, der i perioden 1948 – 1953 blev opført i Israel, beliggende på stjålen palæstinensisk jord.I visse bydele i Jerusalem – Qatzir eksempelvis er det overordentligt besværligt eller slet og ret umuligt for socialt uegnede – såsom palæstinensere – at leje eller købe en bolig.Hvis man drister sig til at kritisere Israel for dets overgreb og krænkelser af folkeretten i behandlingen af palæstinenserne, bliver man stadig med næsten usvigelig sikkerhed i vide kredse angrebet for at være jødehader, antisemit eller selvhadende jøde. Det er derfor relevant at se lidt på hvordan israelske jøder, som ingen med nogen skygge af rimelighed kan klandre for at hade semitter, jøder i almindelighed eller sig selv i særdeleshed, ud fra vidt forskellige indfaldsvinkler, opfatter situationen. Den jødisk-israelske forfatter Uri Davis skriver i sin bog “Israel – an Apartheid State” bl. a.”….Hver eneste israelsk jøde har en skygge: Den palæstinensiske arabiske flygtning fra 1948. Israelske jødiske hjem er bygget på ruinerne af deres hjem. Israelske jøder dyrker deres jord….”. En anden israelsk jøde, generalen Moshe Dayan, der selv tog aktivt del i den voldelige og morderiske fordrivelse af palæstinenserne i 1948, bekræfter ud fra sin radikalt anderledes opfattelse Uri Davis’s ord. I en tale, som han i 1969 holdt for de studerende på den tekniske skole i Haifa sagde han blandt andet. aa.aa.a.”…Vi kom til dette land, som allerede var beboet af arabere, og vi grundlagde en jødisk stat her. Der blev bygget jødiske landsbyer i stedet for de arabiske. Og I kender ikke engang navnene på de arabiske landsbyer. Og det vil jeg ikke bebrejde jer. For geografibøgerne eksisterer ikke længere, og det gør de arabiske byer heller ikke. Der findes ikke et eneste sted i dette land, som ikke tidligere var beboet af arabere…”.Hvis vi ser bort fra myterne a la folket uden land og landet uden folk er det mest iøjefaldende træk ved Israel, at det gennem årtier har formået –med en aldrig svigtende opbakning fra USA og størstedelen af den øvrige vestlige verden – at lade hånt om FN-resolutioner og har fået lov af anskaffe sig kernevåben uden at det har forårsaget bekymring hos de samme magter, som for små to år siden på et løgnagtigt grundlag invaderede Irak og fjernede Saddam Hussains rædselsregime. Men zionisternes rædselsregime i det besatte Palæstina er stadig fredet af de samme magter, der ynder at føre sig frem som demokratiets vogtere. Denne dobbeltmoral og blindhed i forhold vedrørende Israel blev for nylig gjort helt åbenlys og meget anskuelig i The Los Angeles Times(LAT). I en overskrift proklamerede LAT 25. februar, at en ”palæstinensisk selvmordsbomber smadrer den seneste tids ro”. Følgesætningen fortsætter med at konstatere, at ”denne bombemand tilintetgør en månedlang periode med relativ ro….”. Men kendsgerningen er, at denne våbenhvile og denne ”ro” blev smadret længe forinden. Det seneste forudgående bombeattentat mod civile israelere fandt sted 1. november 2004. Det kostede tre israelere livet. Siden da –i perioden med ”relativ ro”- er 170 palæstinensiske mænd, kvinder og børn blevet dræbt. I løbet af denne periode med ”relativ ro” blev yderligere 379 palæstinensiske mænd, kvinder og børn sårede og lemlæstede. Det betyder på Vestbredden knuste knogler i benene; indvolde, der bliver flået op; tænder, der bliver smadrede. Og hvad vi ikke bør overse er de 8.000 palæstinensere, der sidder indespærrede i israelske fængselsceller og rutinemæssigt bliver ofre for overgreb og grotesk ydmygelse. Flere end 300 af dem er børn. Det eneste demokrati i Mellemøsten er i sandhed enestående.