Stor interesse for DPV´s studiekreds

DPV

Stor interesse for DPV´s studiekreds

 

Med henblik på at give større viden om baggrunden for konflikten mellem Israels og Palæstina og samtidig gøre opmærksom på eksistensen af Dansk Palæstinensisk Forening planlagde foreningen en serie på 5 foredrag med gennemgang af aktuelle perioder af Palæstinas historie – alle med oplægsholdere, der gennem mange år ud fra forskellige indfaldsvinkler havde beskæftiget sig med emnet

Foredragene blev fordelt over ca. ½ år, og indtil nu er to af foredragene blevet gennemført. Interessen har været overvældende. Den reserverede sal i Nørrebro Allé´s Medborgerhus har hver gang været fyldt til bristepunktet med 50 – 60 deltagere.

 

Tirsdag d. 19 oktober gav Søren Højmark, seminarielærer og ansvarshavende redaktør for tidsskriftet Palæstina Orientering, et vældig godt indblik i Palæstinas historie med focus på første halvdel af det 20. århundrede. På den tid var store dele af Mellemøsten under – og især efter den 1. verdenskrig genstand for studehandler mellem kolonimagterne Frankrig, England, Tyrkiet og de arabiske kongedømmer. En af studehandlerne endte med, at Folkeforbundet (datidens FN) tildelte England det daværende Palæstina som mandatområde.  Allerede i 1800-tallet havde jøder verden over, bl.a. som følge af idelige forfølgelser, diskuteret tanken om at samle jøderne i en stat – et eller andet sted i verden; både Argentina og Afrika blev nævnt som mulige områder for en sådan stat. Men med en stigende illegal indvandring af jøder til Mellemøsten koncentreredes nu alle anstrengelser for at få en stat i det ”gamle land”, i det engelske mandatområde. Disse anstrengelser kronedes med FN´s beslutning i 1948 om at oprettelsen staten Israel.

Vigtige realpolitiske forudsætninger var også i mellemtiden skabt dels ved international og jødisk kapital, dels ved et ”forarbejde” af tre lokale jødiske undergrundsbevægelser: Irgun, Stern og Haganah, der gennem terroraktioner mod den engelske administration gjorde englænderne møre.

 

Søren Højmarks oplæg affødte en god, informativ diskussion, der trak historien godt op fra zionisternes påstand om det aktuelle område som ”et land uden et folk” til den aktuelle situation for palæstinenserne: ”Et folk uden land”.

*

Birgitte Rahbeks foredrag mandag d.8. november  handlede om Palæstinas historie efter 1950. Birgitte Rahbek er kultursociolog og redaktør af DR/P1´ s program SYNSFELTET.

 

Birgitte tog primært fat i i nogle af myterne omkring forholdet mellem Israel og Palæstina., bl. a. myten om Arafat som skyld i sammenbruddet på Camp Davis forhandlingerne. Israelske historikere og israelere, som selv deltog i Camp David forhandlingerne, tager selv afstand fra myten. Skylden må primært lægges på den israelske premierminister Baraks forhandlingsvilje. Men myten bruges af den israelske højrefløj til at afvise seriøse forhandlinger – og bruges som en kendsgerning af danske journalister (bl.a. Jannik Kofoed, Martin Krasnik!) og vor udenrigsminister!!

 

BR gennemhullede desuden myten om den (ikke-eksisterende!) befolkning, der af egen fri vilje forlod deres landsbyer og ejendomme i mandatområdet efter 1948 – men dog foran de israelske militærstyrker!

 

BR foretog en endelig kritisk gennemgang af Osloaftalen, der bl.a. på grund af palæstinensisk naivitet under forhandlingerne har vist sig at være katastrofal for palæstinenserne. Trods aftalen udbygger Israel massivt de ulovlige bosættelser, og fremtiden tegner sig iflg. BR mere alvorlig end nogen sinde for palæstinensernes ønske om egen stat.

 

På begge møder var der fremlagt dokumenter, forslag til litteratur m.m. Her skal nævnes fire:

”En stat for enhver pris”. Birgitte Rahbeks 400-sider store værk.-  (Fremad, 2000) med en enestående samling dokumenter om konflikten i Mellemøsten.

 

”Et andet Israel”v/ Jacob Feldt og Michael Irving Jensen (red ) – (Klim, 2002), hvor man bl.a. finder israeleres egen dokumentation for løgnen om Arafats skyld i Camp Davis sammenbruddet.

 

”Holocaustindustrien” v/ Norman G. Finkelstein – (Høst & Søn, 2002)  En søn af overlevende Holocaustofre analyserer som navnet siger Holocaustindustrien og dens bagmænd. Han tager med henvisning til en anden jødes udsagn Rabiner Arnold Jacob Wolf afstand fra misbruget:

 ”Det forekommer mig, at Holocaust bliver solgt – i stedet for at blive forklaret”

 

”Kaktussens Land” v/ Carlo Hansen – (Klim, 2002). Undertitlen: ”En rejse i selvbedrag” er betegnende for bogens indhold: ”100 års kamp om Palæstina”

*

Der er stor forventning til de flg. tre foredrag:

Mandag d. 10.1.2005: ”De palæstinensiske flygtninges situation”  v/ Frederik Rosen

Mandag d. 7.2.2005: ”Palæstinenserne i Israel” v/ Julie Besser Schmuhl

Tirsdag d. 15.3.2005: ”Religion på tværs” v/ Uffe Gjerding

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.