Konservativ politiker rystet over Israel

Referat fra Ekstra Bladet

Politiker rystet

– referat fra Ekstra Bladet 6. december 2004, 1. sektion, side 16

K-politikeren Gitte Seeberg chokeret efter at have oplevet sine venner israelernes behandling af palæstinenserne

Ekstrabladet har talt med Gitte Seeberg, konservativt medlem af Europa Parlamentet, der netop er vendt hjem fra en observationsrejse i Israel. Hun er så menneskeligt og politisk rystet, at hun har valgt at tage bladet fra munden over for Ekstra Bladet og sige sin mening om israelernes voldelige undertrykkelse af palæstinenserne på Vestbredden.

Til Ekstrabladet siger hun;

– Israelerne spiller dobbeltspil med omverdenen. På den ene side siger Israel, at man vil forhandle om oprettelse af en palæstinensisk stat. Men

faktum er, at bosætterne målrettet arbejder på at udvide deres greb over så store dele af Vestbredden, at det nærmest umuliggør en stat, hvor

palæstinenserne ville kunne leve og forsørge sig selv, siger Gitte Seeberg.

Hun fortsætter;

– Tror man mest på, hvad folk siger, eller hvad de gør? Jeg tror mest på det sidste. At tage afstand fra det officielle Israel er ikke en sag, der falder 44-årige Gitte Seeberg let. Som ung var hun ni måneder i kibbutz. Både før og siden har flere af hendes bedste venner været

israelere, bosat i Israel.

– I næsten 25 år har jeg, nærmest uanset hvad, holdt med israelerne. Jeg har

været i stand til at forklare deres handlinger med behov for sikkerhed og retten til også at have et sted at bo siden jødeudryddelserne under 2.

verdenskrig.

Seeberg var tidligere på besøg på Vestbredden;

– Da hun kom hjem, var hun bekymret, men i dag er hun mere end bekymret.

– Nu er forholdene for palæstinensere så forfærdelige, at jeg mener, at EU og Danmark må gøre noget aktivt for at forhindre en menneskeskabt

humanitær katastrofe.

– Jeg er chokeret over at se omfanget af bosættelser, chokeret over, hvordan de foregår. Og ikke mindst over den totale retsløshed, som ingen

griber ind overfor. Der skal omfattende hjælp til for at få genoprettet et civilt samfund.

– Da jeg boede dernede, kunne palæstinenserne færdes frit. Det kan de ikke mere. Veje og transportsystemer kan kun frit benyttes af bosættere og

militær. Vil palæstinensere bevæge sig rundt, skal de have tilladelse og undersøges ved checkpoint, som er så svære at komme igennem, at f.eks. mere

end 50 fødende palæstinensiske kvinder siden år 2000 ikke er nået frem til et hospital, men fødte deres børn i et checkpoint. Nogle af børnene

døde.

Hun fortsætter;

– Mange palæstinensiske byer er hegnet ind af mure og pigtråd, fortsætter Gitte Seeberg.

– Børn har svært ved at komme i skole. De mange palæstinensere, der lever af landbrug, kan ikke komme frem til deres jorder uden for landsbyerne. Og

bosætterne er i fuld gang med at placere deres boliger på den gode landbrugsjord, ikke mindst hvor der findes vand.

– Palæstinenserne skal derimod hele tiden søge om tilladelse til vand. Mange af dem afskæres fra at ernære sig selv på Vestbredden.Palæstinenserne

har aldrig været rige, men de har været selvforsynende. Nu er mange så fattige, at de har mindre end to dollar om dagen at leve for.

Ekstrabladet spørger;

Israel har rømmet Gaza- så hvorfor ikke også Vestbredden?

Seeberg svarer:

– Israelerne planlægger og bygger nye bosættelser på Vestbredden i rasende fart. Bosætterne anlægger deres byer i ringe omkring de palæstinensiske

byer og landsbyer på en måde, så palæstinenserne kommer til at leve i små indhegnede enklaver uden fremkommelige forbindelser og veje til resten af

landet.

– Bosætterne kommer til at kunne bevæge sig frit og bekvemt til og fra hinanden og til Israels byer, mens palæstinenserne højst får adgang til

deres egne byer via få tunneller og broer, som man ikke kan køre, men kun gå på. 80 procent af vejnettet på Vestbredden er ikke frit tilgængeligt

område for palæstinensere, påpeger Gitte Seeberg.

Ekstrabladet spørger;

Tror du ikke, at Arafats død kan rette op på forholdene?

– Lige nu går det den forkerte vej, selvom han er død. Bosætterne er i fuld gang, og palæstinenserne er i fare for at komme til at leve i isolerede

bantustans, som vi kendte dem fra Sydafrikas apartheid-system.

Beskyttelse for dyr

– I øvrigt indrømmede ledende israelere, jeg talte med, at Israel ikke opgav Gaza på grund af internationalt pres og fredspolitiske overvejelser,

men ene og alene fordi bosættelserne var for dyre at beskytte, og man hellere ville koncentrere de militære ressourcer på Vestbredden.

– Når man rejser rundt og ser på bosættelserne kan man tydeligt se, at nogle af dem er små, men de fleste er helt almindelige byer på størrelse med

vores større provinsbyer. Der er intet foreløbigt over dem. Tværtimod.

Ekstrabladet spørger;

I lyset af intifadaer og selvmordsterrorister er der vel ikke noget at sige til, at Israelerne har ønsket at skærme sig imod palæstinenserne ved

hjælp af mur og hegn?

– Nej, det er der ikke. Der er da også mange palæstinensere, der har forståelse for israelernes sikkerhedsbehov.

Israels mur.

– Men mange steder går muren langt ind over palæstinensernes områder, typisk i store sving ind over god landbrugsjord og vandboringer. Muren har

ikke så meget med sikkerhed at gøre som med at fravriste palæstinenserne så meget jord og så god jord som muligt, mener Gitte Seeberg.

EB spørger;

Palæstinenserne afviste de fredspolitiske udspil under Camp David forhandlingerne i 2000. Siden har vi mest set vold og ballade.

– Der er masser af israelere og palæstinensere, som er desperate efter en fredelig løsning. Men der er også ekstremister i begge lejre. Jødiske

religiøse fanatikere på den ene side og terroristiske selvmordere på den anden.

Fred med vold

– Jeg tror, man bliver nødt til at opgive kravet om, at der ikke må forekomme vold for at kunne opnå en fredelig og hurtig løsning.

– Vi bliver nødt til i en periode at skille kravene om ikke-vold fra den fredspolitiske proces. Begge parter bør afholde sig fra vold. Det er da

rimelige krav. Men det kan desværre nok ikke være en realistisk forudsætning. Måske en ny palæstinensisk præsident kan gøre mere, end Arafat gjorde

for at stoppe den palæstinensiske vold. Det kan vi da håbe, slutter Gitte Seeberg.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.