HVAD GIK GALT I CAMP DAVID ?
Henning Kjeldgaard, bestyrelsemedlem Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.
Artiklen er bragt i septembernummeret af AIFs blad International Horisont
Det er i skrivende stund nøjagtigt 4 år siden Camp David forhandlingerne blev indledt. Da forhandlingerne efter et par uger brød sammen, fik det ret hurtigt katastrofale virkninger for situationen i Mellemøsten: den 28.september 2000 – dagen efter at Sharon havde gennemført sit provokerende besøg på Tempelbjerget – udbrød den anden palæstinensiske intifada. Og kort tid efter indkasserede Ariel Sharon ved parlamentsvalget resultatet af sin provokation og blev premierminister for en højreregering, der satte en ære i så hurtigt og effektivt som muligt at begrave enhver form for forhandlingsløsning med palæstinenserne. Takket være skiftet i den amerikanske regering er det samtidig lykkedes Sharons regering at hindre enhver form for indblanding fra det internationale samfund – EU og FN ja undertiden selv fra USA – ligegyldigt hvor groft Israel har overtrådt folkeretten. Resultatet er en skærpelse af den allerede hårdhændede besættelsespolitik af de palæstinensiske områder, en forøgelse af de illegale bosættelser og opførelse af den mur som den internationale domstol netop har betegnet som ulovlig og i modstrid med folkeretten.
Netop på grund af disse alvorlige konsekvenser er det naturligvis af stor betydning at få belyst hvorfor forhandlingerne i Camp David mislykkedes. Så meget desto mere som præsident Clinton senere har tillagt præsidenten for det palæstinensiske selvstyre Arafat hele skylden for sammenbruddet.
Grundlaget for forhandlingerne i Camp David skal findes i Oslo-aftalerne fra september 1993. Hele formålet med disse aftaler var at erstatte de tidligere forhandlinger mellem besættelsesmagten og de besatte med en dialog hvor man gradvis fandt frem til fælles løsninger. Og vel at mærke løsninger der ud over at kunne godkendes af begge parter forsøgte at udelukke indflydelsen fra de grupper på begge sider der ikke ønskede nogen løsning af problemerne.
Med valget af Netanyahu som regeringschef i 1996 var det netop disse grupper – bosætterne og de ultranationale – der kom til magten. Netanyahus regering gjorde da også alt hvad den kunne for at sabotere fredsprocessen: den overdrog ikke de dele af de besatte områder til de palæstinensiske selvstyremyndigheder og løslod kun en del af de palæstinensiske fanger som de havde lovet samt undlod at gennemføre en række andre foranstaltninger som etablering af en forbindelse mellem Vestbredden og Gaza og anlæggelsen af en havn og en lufthavn i Gaza. Endelig fortsatte de med at oprette nye og at udvide eksisterende bosættelser.
Forventningerne ved Baraks overtagelse af regeringsmagten i 1999 var store – også blandt palæstinenserne. Men i stedet for at udnytte de muligheder for at bringe fredsprocessen videre valgte Barak at fortsætte Netanyahus politik overfor palæstinenserne. Han nægtede således at tilbagegive kontrollen i de besatte områder til de palæstinensiske myndigheder lige som han i stedet for at fjerne de folkeretsligt set ulovlige bosættelser tillod at de blev udvidet. Men – og her er vi ved problemets kerne – Baraks regering undlod samtidig at gøre det klart for den israelske befolkning at den Permanent Status Agreement som var forudset i Oslo-aftalerne betød at der skulle dannes en palæstinensisk stat, og at den skulle omfatte den altovervejende del at de besatte områder med det arabiske del af Østjerusalem som hovedstad og at der skulle findes en ordentlig løsning på flygtningeproblemet. Det er naturligvis af disse grunde at Netanyahu – og senere Sharon – samt bosætterne og de ultranationale jødiske kredse konsekvent har bekæmpet Oslo-aftalerne med næb og klør.
I stedet for at få en fredsaftale i stand med palæstinenserne koncentrerede Barak sig det første år om at opfylde de to andre løfter han havde givet de israelske vælgere: at få trukket den israelske hær ud af Sydlibanon – et løfte som han holdt – og at opnå en fredsaftale med Syrien. Først efter at det var mislykkedes for præsident Clinton i Geneve i marts 2000 at få overtalt den syriske præsident Assad til at indgå en fredsaftale med Israel, begyndte Barak at koncentrere sig om det centrale løfte til de israelske vælgere nemlig en fredsaftale med palæstinenserne. Men så skulle det til gengæld gå stærkt.
Allerede da Arafat i forsommeren 2000 blev opfordret til at deltage i et topmøde i Camp David, gav han udtryk for stærke betænkeligheder idet han frygtede at et dårligt forberedt møde kunne gøre mere skade end gavn. Men amerikanerne insisterede. Resultatet blev et møde hvor næsten intet fungerede:
– Barak led af ”besættelsesmagtens arrogance” både overfor palæstinensernes synspunkter og overfor deres repræsentanter. Han havde i sin tid som premierminister helt undladt at opbygge et personligt forhold til hverken Arafat eller andre fra det palæstinensiske selvstyre, og i de næsten 2 uger Camp David møderne varede nægtede Barak at mødes med Arafat til bilaterale møder.
– fra forhandlingsprocessens start havde palæstinenserne insisteret på at udgangspunktet for en løsning af konflikten kun kunne findes såfremt israelerne præsenterede en altomfattende pakke som behandlede samtlige spørgsmål i forbindelse med oprettelsen af en palæstinensisk stat. Gennemførelsen af en løsning kunne ske gradvist, men hvis man ikke fik angivet i hvert fald omridset af en løsning på de udestående problemer, åbnede man op for pression fra de grupper på begge sider der ikke ønskede en løsning. Alligevel valgte Barak kun at spille ud med et begrænset oplæg. Selv om Barak hen mod slutningen af forhandlingerne forbedrede og udvidede sine oprindelige forslag, var tiden løbet ud. På grund af den israelske forhandlingstaktik blev der således i Camp David aldrig tale om egentlige forhandlinger.
– Baraks tilbud i det afgørende spørgsmål om hvilket territorium den nye palæstinensiske stat skulle omfatte var helt utilstrækkeligt. Ifølge Baraks udspil skulle Israel således have lov til at annektere 12 % af det besatte område uden kompensation. Dette udspil viser en total mangel på forståelse for at de palæstinensiske forhandlere allerede fra begyndelsen af forhandlingerne havde gjort en enorm – og politisk uhyre vanskelig – indrømmelse ved at begrænse forhandlingerne til de 22 % af ”mandatområdet Palæstina” som den nye palæstinensiske stat skulle omfatte. Det var simpelthen en betingelse for at de palæstinensiske forhandlere kunne acceptere en aftale, at den nye stat kom til at omfatte hele de besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Den efterfølgende israelske udlægning hvorefter Barak i Camp David skulle have tilbudt at den nye stat skulle omfatte 95 % af de besatte områder er som Ron Pundak skriver intet andet end ”et forsøg på at omskrive historien”.
– Clinton og State Department var selv med til at bidrage til at det ikke lykkedes at nå et gennembrud i Camp David. Først og fremmest fordi de ikke optrådte som uvildige mellemmænd men derimod kritikløst gjorde de israelske synspunkter til deres egne. Og selv om Clinton og hans administration var den første amerikanske administration der overhovedet var villige til at modtage palæstinensiske ledere som Arafat, var der var fra amerikansk side meget lidt forståelse for de palæstinensiske synspunkter. I og med at det var Clinton og hans udenrigsminister der tvang Arafat til at deltage i Baraks ”alt eller intet møde” – og afviste Arafats ønske om at erstatte det med en serie møder forekommer det unægteligt noget ejendommeligt efterfølgende at give Arafat skylden for sammenbruddet i Camp David !
Det mest interessante ved Camp David mødet er imidlertid at Barak efterfølgende åd sin alt eller intet forhandlingsstrategi i sig og forsatte forhandlingerne med palæstinenserne i Taba. Her blev der til gengæld tale om ægte forhandlinger hvor der blev skabt en række fremskridt hvor uenigheden blev væsentlig indsnævret på samtlige de centrale områder: grænserne for en ny palæstinensisk stat, Jerusalem, flygtninge og sikkerhed. På grund af det israelske valg der erstattede Barak med Sharon blev forhandlingerne imidlertid ført til ende. Men som Ron Pundak bemærker ”såfremt Barak allerede fra begyndelsen havde gennemført forhandlingsformen fra Taba ville vi i dag være på vej mod fred”.
Men myten om at det var Arafat, der ikke var villig til at tage imod Baraks generøse tilbud om at få næsten hele Vestbredden og dele af Østjerusalem tilbage lever fortsat videre. Takket være Sharons villige eftersnakkere i USA – og i Berlingske Tidende og Jyllandsposten. Forhandlingerne i Taba viser imidlertid at en fred der giver Israel sikkerhed indenfor internationalt anerkendte grænser og palæstinenserne en egen stat ikke alene er mulig – den viser også inden for hvilke rammer den er mulig.