EU-toppen freder Israel

ukendt, Dagbladet Arbejderen

Leder: EU-toppen freder Israel

EU’s regeringsledere fortsætter med at se igennem fingrene med Israels krænkelser af Sikkerhedsrådets resolutioner.

EU’s stats- og regeringsledere holder fortsat hånden over Ariel Sharons brutale fremfærd i de besatte palæstinensiske områder.

Israels systematiske ødelæggelser af palæstinensiske boliger i Rafah, som både er i strid med international lov og i strid med Geneve-konventionerne, får kun EU-lederne til at opfordre landet til at overholde sine forpligtelser.

I stedet udtrykker topmødet “bekymring over den fortsatte vold, der rammer såvel israelere som palæstinensere. Det gentager sin opfordering til at standse ekstremistiske gruppers terrorangreb, der har kostet så mange uskyldige livet”, hedder det fra EU-toppen.

Topmødet opfordrer de palæstinensiske myndigheder til at gribe ind over for terrorismen. Samtidig anerkender EU-toppen “Israels legitime ret til selvforsvar, men minder om, at Israel har pligt til at udøve denne ret inden for folkerettens rammer.”

Topmødet roser Ariel Sharons løfter om at trække sig ud af Gaza:

“En sådan tilbagetrækning ville betyde et væsentligt skridt hen imod gennemførelsen af køreplanen, forudsat at den gennemføres i overensstemmelse med de elementer, der er nævnt i konklusisonerne fra Det Europæiske Råds møde i marts 2004.”

EU lukker imidlertid op for, at Israel kan presse sig til at udvidde sit territorium.

I erklæringen fra topmødet hedder det nemlig, “at EU ikke vil anerkende andre ændringer af grænserne fra før 1967 end dem, som parterne aftaler indbyrdes.”

Med denne formulering lægger EU op til snigløbe Sikkerhedsrådets resolutioner, der kræver, at Israel trækker sig tilbage til grænserne fra 1967.

Hermed lægger EU sig i ly af den amerikanske præsident George Bush, der allerede gav grønt lys til Israel, da Ariel Sharon fremlagde sin Gaza-plan under et besøg i USA.

EU erklærer ganske vist, at det vil arbejde for en fuldstændig tilbagetrækning, men det er altså ikke et krav, som Ariel Sharon skal opfylde. Endvidere kommenterer EU ikke med et eneste ord Sharons plan om at udvidde de eksisterende bosættelser på Vestbredden.

EU nøjes med at sende en “indtrængende opfordring” om, at Israel ændrer sin bosættelsespolitik og stoppe alle bosættelsesaktiviteter. Opfordringen gælder også Israels konfiskering af palæstinensisk jord og opførelsen af den såkaldte sikkerhedsmur på palæstinensisk jord.

/m.j.

Dette indlæg blev udgivet i Boykotkampagne, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.