Sharon bygger og bygger – verden kigger og kigger!
Det har i årevis været bredt erkendt, at de israelske bosættelser er den største hindring for fred i Mellemøsten. Alle bortset fra Israel selv har gentaget og gentaget dette synspunkt – og der er sandt.
På den baggrund har der også fra alle gode kræfter – jeg tror DPV kan medregnes – været brugt meget energi på at få skabt et internationalt pres som kunne bremse bosættelserne og nu også den djævelske mur som skal indhegne palæstinenserne på Vestbredden i ghettoer.
For et håndfuld år siden koncentrerede protesterne sig om den planlagte bosættelse på Jebel Abu Gneim (af israelerne kaldet Har Homa) lige klos op af Betlehem. Bosættelsen skulle lukke det sidste hul i ringen af bosættelser rundt om det besatte Øst-Jerusalem. Der blev protesteret verden over. FN, EU, USA og mange andre kritiserede kraftigt planerne om Jebel Abu Gneim og antydede problemer for Israel, hvis det ikke smed planerne i papirkurven.
I dag ligger der en stor og voksende bosættelse på den palæstinensiske bakketop og mange i Betlehem kan følge det stadige nybyggeri. Israel ignorerede de massive protester og førte sin politik igennem med gravemaskiner og betonblandere. Det virkede og den internationale reaktion udeblev. Historien om at springe op som løve og falde ned som lam gentog sig.
Det seneste års tid er protesterne blev rettet mod den israelske mur, som Israel bygger på palæstinensisk jord af påståede sikkerhedshensyn, men som reelt handler om ekspansion og bevarelse af et stort antal bosættelserne –deres illegalitet ufortalt. Senere skal muren føres rundt om de større palæstinensiske byer, sådan at der også er mur mellem palæstinenserne og den frugtbare Jordandal.
Mængden af demonstrationer og protester mod muren, fra palæstinensiske organisationer, fra israelske fredsbevægelser, fra menneskeretsmarcher, fra parlamentariske delegationer (en dansk inklusive), fra pro-palæstinensiske grupper i Europa og andre steder. Selv USA har svært ved at se noget fornuftigt og sympatisk ved en israelsk mur på fremmed territorium.
Men der bygges. Muren vokser med kilometer efter kilometer. Beton eller pigtråd kommer på plads. Volde og voldgrave tilføjer yderligere befæstning. At det direkte skader mindst en halv million palæstinensere alvorligt, får ikke bygherren til at ryste på hånden. Sharon, som snart træder ind i sit 4. regeringsår, vender det døve øre til alle protester. Gravermaskinerne og byggekranerne trænger mennesker op i en krog.
Og han og hans regering slipper godt fra det, som andre før ham. Hvor andre lande for længst var blevet mødt med et større udvalg af sanktioner, synes der at svæve en usynlig hånd over Israel. En hånd som får ethvert ellers handlekraftigt land eller sammenslutning til at afstå fra at træde i karakter og kræve at Israel overholder international lov og menneskerettigheder og arbejder for fred.
Det er sådanne forhold der til tider gør det svært at tro på nytten af at protestere og insistere på at palæstinensere har de samme rettigheder og krav på international beskyttelse som andre folkeslag. Vi er barnefødt med troen på retssamfund, og på at det hjælper at påpege de indlysende uretfærdigheder og de at gode argumenter ikke kan undgå at vinde.
Det vil være en hjælp, hvis regeringer i Danmark, Europa og andre gode steder, ville benytte deres handlemuligheder til at understøtte denne tro og i den konkrete sag gøre det omkostningsfyldt for Israel at føre sin ekspansionspolitik. Der er mange økonomiske, diplomatiske og sikkerhedspolitiske redskaber at bruge, hvis der er vilje til at stoppe muren.
Statsministeren ynder at sige at handlinger skal have konsekvenser. Tør man håbe på at det sker i denne sag, eller skal vi om 2-3 år notere os at også denne israelske plan fik lov at blive gennemført?
Ole Olsen