Fred for Palæstina-flygtninge

Ole Olsen, DPV

Indlægget er skrevet som en redaktion på en klumme af Herbert Pundik 8/12. Politiken har imidlertid ikke ville bringe følgende:

Seniorkorrespondent Pundiks klummer om Mellemøsten, senest 8/12, rummer mange gode iagttagelse, men desværre også ofte en nonchalant holdning til de palæstinensiske flygtninges tarv og rettigheder.

I klummen blev flygtningenes ret til tilbagevenden blot beskrevet som et krav i PLO’s program, hvilket mildest talt er en underdrivelse. Retten for palæstinensiske flygtninge til hjemvenden til de områder som de kommer fra, er konkret beskrevet i den resolution, hvor FN’s generalforsamling godkendte Israel som stat. Perspektivet om hjemvenden er ligeledes en del af baggrunden for FN’s særlige organisation til støtte for Palæstina-flygtninge.

Hjemvenden er endvidere en ret, der står i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne, retten er en del af den bindende konvention om civile og politiske rettigheder, og den er grundlaget for al international flygtningepolitik.

I modsætning hertil står det af mange roste “Geneve-initiativ”, som netop opererer med at flygtninge må se i vejviseren efter hjemvenden. Dog stilles der andre muligheder i udsigt, der kan forbedre deres fremtidsmuligheder.

Jeg er meget opmærksom på at 4 mio. palæstinensiske flygtninge ikke kan finde plads i Israel i morgen, men der er unægteligt en forskel på denne løsning og så lægge op til, at de alle skal glemme alt om hjemvenden.

Fred handler også om forsoning og bitterheden hos palæstinenserne mod Israel skyldes jo særligt den fordrivelse der – under internationale protester – fandt sted ved Israels oprettelse og senere ved 67-krigen. En substantiel tilbagevenden vil være et afgørende element for at en fredsaftale bliver langtidsholdbar.

Og mon de mange ubetingede tilhængere af Geneve-initiativet har overvejet, hvad det vil betyde for flygtningearbejde og konfliktløsning i fremtiden, hvis fordrivelse blot skal tages til efteretning? Og var det ikke rimeligt, at Israel skulle yde andre bidrag til fred end blot “at tilbagelevere erobret territorium til de retmæssige ejere” – som Pundik så præcist beskriver Israels rolle i forhold til Geneve-initiativet.

Ole Olsen

Formand for DPV

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.