Tegnefilmproducenten og medlem af Dansk Zionistforbund Dan Harder undrer sig i sit indlæg (WA 5/9) over, at Gorm Rye Olsen (WA 29/8) har draget parallel mellem den israelsk-palæstinensisk konflikt og det forhadte sydafrikanske apartheidstyre.
Jeg kan godt forstå at Dan Harder er forarget. Sandheden gør ondt. For det meste. Og bestemt i dette tilfælde. For netop det tætte samarbejde mellem den jødiske stat og apartheid regimet er en kendt hemmelighed. Tilsyneladende tør ingen at råbe op og fortælle om omfanget af det samarbejde. Men det var omfattende. Blandt andet er det israelske atomvåben arsenal udviklet i samarbejde med det hedengangne apartheidregime. De gensidige økonomiske- og militær interesser var enorme. Hersker mentaliteten og synet på ”fjenden” var ikke til at tage fejl af. De var identiske hos såvel Israel som det hvides apartheid styre.
Man skulle tro, at Dan Harder har en direkte linie til Tel Aviv når han fremhæver de 1,2 million palæstinensere der bor i selve Israel. Hvad ved Dan Harder ellers om dem og hvordan de lever i det ”demokratiske” Israel? Jeg spørger Dan Harder! At der bor ca. 1,2 million palæstinensere i selve Israel er sandt. Men at sige, at de bliver behandlet på lige fod med jødiske israelere er en alvorlig fordrejning af sandheden. Israelske arabere betragtes (mindst) som anden rangs borgere. Humlen i Israels forskelsbehandlings politik er aftjening af værnepligten i den israelske hær. Dem der ikke er en del af den mægtige israelske militær maskine er afskåret fra alt. Ingen palæstinenser fra selve Israel gør tjeneste i den israelske hær. De arabiske byer i selve Israel ligner den dag i dag sig selv som for 40 år siden. Stort set. Når de altså skal sammenlignes med de israelske byer der grænser op til dem. (Indrømmet. De ligner godt nok ikke Gaza striben som Israel holdt besat i mere end 25 år. Og da det palæstinensiske selvstyrmyndigheder overtog området som følge af Oslo aftalen i 1993 var der hverken kloaker eller trafik regulerings lys. Alt er sikkerhedens navn).
Det undrer mig (ikke), at Dan Harder slå på samme tangent som Sharon med hensyn til hvorfor Mahmoud Abbas har fejlet. Det er ikke Arafats skyld. For selve udnævnelsen af Mahmoud Abbas var netop DET eneste punkt der blev fulgt af kørerplan for fred. Planen er nu afgået ved døden. Desværre. Og det er takket være Sharon og sine krigsgeneraler. Kan Dan Harder fortælle mig (og WA læsere for den sags skyld) hvad Sharon implementerede af kørerplanen? Og hvem der egentlig var skyld i at Mahmoud Abbas ikke fik den folkelige oppakning der skulle til for at afvæbne Hamas og andre? Næppe Arafat. Den gamle har i snart to år ikke en gang haft kontrol over sit eget lokum i sit omringet hovedkvarter i Ramallah (undskyld mit sprog, men det er jo komisk). Hvorledes skal Arafat have kontrol over folk der intet har at miste, når deres værdighed er for længst blevet taget fra dem af besættelsesmagten!
Jeg synes DH slutter sit indlæg flot idet han konkluderer, at det israelsk-palæstinensisk konflikt må og skal løses gennem fredelig forhandlinger mellem parterne. Men DH imødekommenhed over for at tale fred er mig en gåde så længe zionisterne hverken anerkender eksistensen af det palæstinensiske folk eller vil stå ved, at Israel er en besættelsesmagt der befinder sig ulovligt på palæstinensisk jord. Og så længe Israel har en flok krigsgeneraler som den øverste udøvende magt i landet der ikke vil vedkender sig, at besættelsen er kimen til al vold i hele Palæstina.
Men der er håb forude for der er heldigvis mange andre, der tror på og er klar til at diskutere fred. Ellers vil freden blot være en utopi.