Forestil dig en palæstinensisk hverdag

Naser Khader, Politiken

Forestil dig en palæstinensisk hverdag

Kronik i Politiken d. 7.9.2003 af folketingsmedlem Naser Khader

Enhver, der har været i Jerusalem, kender fornemmelsen. Når solen står op over Oliebjerget, og lyset reflekteres i den gyldne Klippekuppel på Tempelbjerget, behøver man ikke være troende for at føle, at man befinder sig i Guds eget land.

De fleste kender også til de voldsomme afbrud af denne idyl. De jævnlige terroraktioner i Jerusalems gader der kræver uskyldige ofre. Terroraktioner som Israel ikke er sene til at hævne flerfoldigt. Siden den første intifada i 1987 har flere tusinde palæstinensere og flere hundrede israelere mistet livet i det blodige opgør – heraf mange børn og unge.

Men de færreste kender formentlig de vilkår, palæstinenserne udsættes for hver dag på Vestbredden – lige øst for Jerusalem – og i Gaza. Lad det være sagt, at jeg tager kraftigt afstand fra de palæstinensiske terroraktioner. Men hvis man skal forstå deres baggrund, skal man prøve at forestille sig en almindelig palæstinensisk hverdag, som jeg selv har oplevet den for nylig.

Forestil dig, at du lever i et land, der har været besat i snart 37 år – siden Seksdageskrigen i 1967. At din by har været omringet i flere år, så al transport er begrænset og kontrolleret. Bl.a. af de mange check-points midt i din by der hindrer fri bevægelse fra en del af byen til en anden. Forestil dig at blive ydmyget af besættelsestropper hver dag – unge, arrogante, flabede og svært bevæbnede – som demonstrativt lader folk stå i kø i den stegende hede, mens de selv drikker kildevand i skyggen. At blive behandlet som kvæg og hindret i at udføre helt almindelige gøremål.

Forestil dig at leve adskilt fra din familie og ikke kunne fejre højtider og festdage sammen med dine børn og børnebørn, fordi de bor i en anden by. Forestil dig, at dine børn ikke kan sove af frygt for lyden af besættelsestroppernes helikoptere, der kredser over dit hjem, og maskingeværernes salver i nærheden. Forestil dig, at dine børns skole er ramponeret og ødelagt, at der er huller i vægge og tavler efter kugler og projektiler. At dine børn ikke skades af voldelige film men jævnligt konfronteres direkte med død og lemlæstelse. At de på vej hjem fra skole ser mennesker blive skudt og udsættes for blodige lig og løsrevne lemmer.

Forestil dig at leve midt i en slags apartheid. At besættelsestroppernes landsfæller har indrettet en bosættelse midt i din by, som du er afskåret adgang til. Du kan bare stå uden for og betragte dette statsautoriserede tyveri, mens du selv forhindres i at tage en uddannelse, finde arbejde og forsørge din familie. Eller forestil dig, at din by eller område bliver indhegnet eller afskåret af en mur. Israel er nu i færd med sætte et hegn op omkring hele Vestbredden.

Når man bliver behandlet som en genstand og betragtet som et skadedyr, mister man enten selvrespekten eller indleder en desperat kamp. En palæstinensisk hverdag på Vestbredden og Gaza er uden håb og tro på fremtiden. Palæstinenserne har intet at tabe. Det normale liv er afløst af en permanent undtagelsestilstand, hvor det eneste sikre udover døden er, at endnu flere ydmygelser venter.

Intifadaen er udtryk for flere ting. Men den skal først og fremmest ses som den almindelige palæstinensers oprør mod undertrykkelse og uretfærdighed. Et udtryk for at man ikke vil dø i stilhed, uden kamp. Som situationen er i dag, kan Israel tillade sig nærmest hvad som helst med henvisning til nationens sikkerhed. Israel beskytter sine borgere mod terrorister med præventive indgreb og hævnaktioner, lyder begrundelsen, når man fx likviderer formodede terrorister uden rettergang. Men kimen til problemet er Israels besættelse af Vestbredden og Gaza. De israelske hævnaktioner skaber hverken fred eller sikkerhed for israelerne.

I 1967 vedtog FN resolution 242, som kræver israelsk tilbagetrækning fra alle de besatte områder samt respekt for palæstinensernes ret til at leve i fred inden for sikre og anerkendte grænser. Hvorfor skal Israel – og Nordkorea – som de eneste lande i verden ikke overholde verdenssamfundets afgørelser? Realistisk set er USA det eneste land, der kan gennemtvinge en løsning. Her kunne den danske regering passende udnytte sit priviligerede forhold til den amerikanske regering. På denne måde får vi også USA tilbage som redskab for verdenssamfundet.

Palæstinenserne har ret til en normal hverdag. De skal også kunne nyde solopgangen over Oliebjerget.

(Artiklen er gengivet her med forfatterens tilladelse)

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Møder. Bogmærk permalinket.