Debatmøde om Martyrbrigaderne

Information

Debatmøde om Martyrbrigaderne

Dagbladet Informations debatforum – Luftskibet – inviterer til debat om selvmordsbombere i Israel og Irak

Mandag den 29. september kl. 19.30

Institut for statskundskab, lokale RO9, Rosenborggade 15, København

I Israels og Iraks voldelige konflikter ofrer unge mennesker sig selv og river mange med i døden i blodige bombeattentater. Hvorfor gør de det? Hvor fører det hen? Hvad er fremtiden i de to krigszoner?

Mød to fagfolk med indgående kendskab til selvmordsbombere og konflikten i Mellemøsten:

Frida Nome, norsk religionshistoriker. Har læst arabisk ved Bir Zeit Universitetet på Vestbredden og forsket i selvmordsaktioner. Forfatter til den ny bog Martyrbrigaderne – De palæstinensiske selvmordsbombere, der udkommer på dagen for debatmødet.

Michael Irving Jensen, mellemøstforsker ved Institut for Internationale Studier, København. Forfatter til den ny bog Irak – fra diktatur til demokrati, der udkommer omkring d. 1. oktober.

Gratis adgang til mødet, men begrænset deltagerantal. Tilmelding på tlf. 3369 6173 eller på mail til : luftskibet@information.dk

Luftskibet, Forum for Systemdebat, er rammen om en række offentlige møder, hvor Information sætter aktuelle spørgsmål om samfundet til debat.

Om bogen :

Hvad tænker en ung mand, før han med dynamitbælte om livet sprænger sig selv i luften i en overfyldt bus eller gågade i Israel? Og hvorfor gør han det?

Selvmordsbomber står i centrum for den voldelige konflikt i Mellemøsten og andre af verdens brændpunkter. De udgør en terrorform, som er anderledes og mere civilt rettet end de spektakulære attentater mod f.eks. vestlige symboler.

Frida Nome kender indgående til konflikten i Mellemøsten, til historien bag, og til hverdagens forholdsregler og problematikker i Israel og de besatte områder. Hun forsøger med denne bog at finde ud af, hvad der får unge palæstinensere til at udføre disse ’Missioner for Gud’. Hvad tænkte de lige inden? Hvordan var de? Hvad længtes de efter? I en reportageagtig dagbogsstil tager hun læseren med om bag mediernes nyhedsdækning, om til frygten, æren, vreden, hævnen. Vi besøger de unges efterladte familier og venner, er til møde med bl.a. en ayatollah og en forsker på et Martyrinstitut, som giver økonomisk støtte til de efterladte. Vi taler med en israelsk psykolog med speciale i selvmordsbombere og deltager i martyrfestivaler, hvor de døde helte hyldes i lokalsamfundet.

De mange unge selvmordsbombere er ikke ’typiske’ selvmordskandidater – flere er højtuddannede, veletablerede eller forlovede på vej ind i giftermål. Hvad får dem til det?

Frida Nome (f.1972) er norsk religionshistoriker. Hun har studeret arabisk ved Bir Zeituniversitetet på Vestbredden, arbejdet som observatør og tolk i den internationale fredsstyrke i Hebron, har udført feltstudier på Vestbredden og i Gaza og har i en årrække forsket i palæstinensiske voldsaktioner.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.