Hvorfor skynde sig ?
”Det bliver interessant at se præcist hvor mange gange premierminister Ariel Sharon må møde modparten før sidstnævnte forstår, at det eneste palæstinenserne har opnået er møder med Sharon” siger den israelske kommentator, Zvi Bar´el i nedenstående artikel fra Ha´aretz 20. juli 2003.
Den meget efterspurgte våbenhvile kom endelig i stand som resultat af en del anstrengelser. Ifølge israelske officerer gør de palæstinensiske sikkerhedsstyrker en oprigtig og vidtgående indsats for at hindre terroraktioner. Desuden er efterretnings-samarbejdet blevet fornyet, og selv den fødte skeptiker, chefen for IDF, Mofaz Ya´alon, taler om et historisk vendepunkt, og muligvis endda om intifada’ens afslutning.
Det kunne se ud til at være det rette tidspunkt at introducere køreplanens næste trin; en israelsk tilbagetrækning til de stillinger, som de israelske forsvarsstyrker besatte på intifadaens første aften, såvel som forberedelser til valget af en ny palæstinensisk myndighed og dragningen af den palæstinensiske stats foreløbige grænser. Dette ville være øjeblikket til at genåbne de palæstinensiske handelskontorer i Østjerusalem, og til at indgå i seriøse, intensive forhandlinger om nøglepunkter såsom Jerusalems status, bosættelserne, retten til tilbagevenden, vand og alle de andre omtålelige emner.
Alligevel synes udviklingen at have skabt et dilemma her. Nu da der er stille og vi har våbenhvile, nu hvor der ingen terrorisme er og antallet af terror advarsler er faldet dramatisk synes vi at spekulere over hvorfor vi skulle haste ind i forhandlinger. Hvis palæstinenserne mister tålmodigheden og afblæser våbenstilstanden efter tre måneder og terrorangrebene genoptages, vil vi i hvertfald ikke behøve forhandle, som alle ved forhandler vi aldrig, mens der er terrorisme. Hvis de på den anden side beslutter at udvide våbenhvilen, så de ikke kan få skyld for at sabotere køreplanen, vil vi stadig ikke behøve at haste ind til forhandlingsbordet. Kort sagt har vores politiske situation aldrig været bedre.
Den israelske regering synes at se den nuværende ro som en permanent situation, der ikke kræver noget af den. Fangeløsladelserne kan vente. Når det kommer til stykket står det intetsteds skrevet i køreplanen at Israel skal løslade nogen fanger. Fjernelsen af de ulovlige forposter er ligeledes udskudt. Der var rigtigt nok et mindre skridt fremad for en måned siden, en ufrivillig refleks handling, der resulterede i fjernelsen af to eller tre sådanne forposter, men den fase er forbi nu.
De israelske forsvarsstyrker har trukket sig tilbage fra det meste af Gaza striben og fjernet sig fra Betlehems kerne, men resten af Vestbredden forbliver under fuldstændig besættelse. Når det kommer til folks bevægelsesfrihed og deres evne til at gå på arbejde, til fjernelsen af kontrolposter eller til varetransporter har intet rigtigt ændret sig. Hvorfor ulejlige sig med at bryde gamle vaner, især hvis der er stille og ingen terrorisme ?
Det bliver interessant at se præcist hvor mange gange premierminister Ariel Sharon må møde modparten før sidstnævnte forstår, at det eneste palæstinenserne har opnået er møder med Sharon. Snart vil Abu Mazen rykke et reelt skridt fremad: han vil mødes med præsident Bush. Så snart dette var bekendtgjort forsøgte et bekymret Israel at beregne præcist hvor stor skade besøget ville volde, og hvilken pris Israel måtte betale. Der er dog ingen grund til at bekymre sig. Husk bare den ængstelse vi følte før besøgene fra udenrigsminister Colin Powell og sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice. I sidste ende oversteg omkostningerne for dem ikke prisen på den frokost de blev trakteret med.
Så det er også sikkert at antage, at Sharons besøg i Washington ikke vil afføde nogen ny politisk fremdrift i regionen. Bush har sin egen private besættelse at forholde sig til (Irak, red.). Den har boret sine tænder i ham som en stædig bulldog. De tre andre spillere (i kvartetten, red.) bliver boycottet af Israel efter at deres repræsentanter insisterede på at møde Arafat. Snart vil Egypten, det land der skabte et ægte omslag i situationen med mæglingen af våbenhvilen, også blive træt af Israels holdning og dets foregivende af ikke rigtigt at være en del af begivenhederne. Men hvorfor skynde sig ?
Uddrag af artikel fra Ha´aretz 20.juli 2003. Oversat fra engelsk af Lise B.N. Hendil.