Suspekte tomater på Roskilde Festival

DPV

Frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp sætter fokus på frugt og grønt fra de ulovlige israelske bosættelser. Varerne markedsføres som “Made in Israel” og fritages derved for told.

Cherrytomater, avocadoer, vin og friske krydderurter fra de ulovlige israelske bosættelser i de besatte palæstinensiske områder markedsføres i hele Europa som “Made in Israel”. Derved undgår bosætterne, at deres produkter bliver pålagt told.

Denne praksis er et brud på Israels handelsaftale med EU, som fritager israelske produkter men ikke bosætterprodukter fra told. Ifølge international humanitær lov er bosættelserne ulovlige, og de er en af de alvorligste hindringer for fred og sikkerhed i Israel. Herudover er produkter fra bosættelserne dyrket på land og overrislet med vand, der er konfiskeret fra palæstinensere.

I Info-teltet, port 8, samler frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp underskrifter til EU-kommisær Frits Bolkestein for at opfordre EU til at sikre, at Israel overholder den handelsaftale, landet har skrevet under på og begynder at mærke sine varer korrekt. Kun ved at vide om et produkt stammer fra en israelsk bosættelse – eller om det rent faktisk er ‘Made in Israel’ – får forbrugeren retten til at vælge.

Sideløbende med aktiviteterne i Info-teltet samler yderligere 400 frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp flasker under hele festivalen. Overskuddet fra pantindsamlingen skal gå til en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, den israelsk-palæstinensiske organisation “Parents Circle”.

“Parents Circle” består af israelere og palæstinensere, som alle har mistet et familiemedlem på grund af konflikten. Organisationens medlemmer forsøger at skabe dialog på tværs af “skyttegravene” frem for at give efter for den nærliggende tilskyndelse til at hade og dæmonisere modparten.

To medlemmer af “Parents Circle” er gæster på festivalen. Det er 26 årige Guy Elhanan fra Israel, som mistede sin søster i 1997 og i dag nægter at gøre militærtjeneste i de besatte områder og 31-årige Ali Aboawwad fra Palæstina, som har mistet to søskende.

Fra fredag til søndag kan Guy Elhanan og Ali Aboawwad træffes i Folkekirkens Nødhjælps Info-telt ved port 8 mellem klokken 16 og 18 eller kontaktes via koordinatorerne.

Dette indlæg blev udgivet i Boykotkampagne, Gamle indlæg, Klip fra pressen. Bogmærk permalinket.