PALÆSTINA PÅ LANDKORTET
Forum For Kritiske Muslimer inviterer til filmforevisning af:
De Besatte på stort lærred med efterfølgende paneldebat
Vartov, Farvergade 27, den store sal, København K.
Mandag den 19. maj 2003 kl. 17.00-21.30
Jørgen Flindt Pedersen
Dan Harder
Fathi El-Abed
Ordstyrer: Sherin Khankan
Hvad betyder filmen De Besatte for DIN forståelse af konflikten?
Mediernes dækning af konflikten i Israel/Palæstina?
Hvad skal der til for at sætte Palæstina på landkortet inden for dansk politik?
Kan man føre dialog mellem to parter som ikke er ligeværdige eller ikke har lige rettigheder?
Skal der oprettes to demokratiske stater side om side eller én stat?
Der har været en udbredt tendens til at ignorere Palæstina/Israel konflikten under Irakkrigen i den vestlige mediedækning. Inden for dansk politik er konflikten ligeledes hensat til periferien.
Hvorfor sætter vi ikke for alvor konflikten på dagsordenen? I de politiske partier, i medierne, på skoler og universiteter. Der findes fora for dialog bl.a. mellem jøder og palæstinensere overalt i verden. Men kan man føre dialog mellem to parter som ikke har lige rettigheder? Forudsætter en dialog ikke netop ligeværdighed. Er vores kamp for social retfærdighed druknet i dialogen?
Udgangspunktet for debatten er princippet om social retfærdighed og ikke et religiøst perspektiv. Lighed for alle er målet med social retfærdighed.
Palæstinensiske narrativer eller fortællinger giver det billede vi aldrig ser i medierne.
Derfor starter vi aftenen med at vise filmen ”De Besatte” som er et personligt vidnesbyrd om fem palæstinenseres liv. Fortællingen om deres “besatte” hverdag væves sammen med beskrivelsen af det palæstinensiske folks historie, siden de mistede deres land i 1948.
Filmen handler om undertrykkelsens og besættelsens dæmoniske natur; om hadet og vreden hos et folk, hvis åndedræt gennem generationer har været kontrolleret af staten Israel. Men det er også en film om den livsglæde og kærlighed, der vokser frem under deres ufrivillige indespærring, siger Jørgen Flindt Pedersen, som sammen med filmholdet har fulgt de medvirkende gennem hele 2002 i Gaza og på Vestbredden.
Jørgen Flindt Pedersen tog i foråret 2002 til Israel, Vestbredden og Gaza. Gennem sine mange år som journalist havde han et fasttømret billede af Israel/Palæstina konflikten…men efter at have opholdt sig i området ændrede han opfattelse.
Tilmelding anbefales idet der er begrænsede pladser 140. Arrangementet er gratis. Der kan købes te, kaffe og hjemmebagt kage. Sherinkhankan@hotmail.com www.kritiskemuslimer.dk