Sharon fortsat under anklage
De sorte skygger fra massakrerne i Sabra og Shatila hviler stadig tungt over Ariel Sharon. Og de kræfter, der står bag ham, gør stadig mange forsøg på at stoppe den gruppe af belgiske advokater, der på nogle af ofrenes vegne arbejder for at få rejst en anklage mod Sharon for hans medansvar for de blodige begivenheder i september 1982.
Men advokaterne arbejder støt videre, og situationen i Belgien har skabt så megen panik i Israel, at den israelske regering fornylig har indkaldt den belgiske ambassadør for overfor ham at give udtryk for bekymring over et forslag i det belgiske parlament, der vil kunne gøre det muligt at genåbne Sharon-sagen (Ha’aretz, 7.8.02).
Det har været muligt at rejse sagen i Belgien, fordi landets nationale lovgivning direkte omfatter den såkaldte universelle jurisdiktion. Denne jurisdiktion giver ret til at retsforfølge grove forbrydelser som f.eks krigsforbrydelser, uanset hvor i verden de bliver begået. Den blev oprindelig formuleret i den 4. Geneve-konvention som et værn mod en gentagelse af 2. verdenskrigs rædsler. I parentes bemærket var det denne universelle jurisdiktion, som israelerne påberåbte sig, da de i sin tid fangede Adolf Eichmann i Argentina og derefter henrettede ham.
En forkætret afgørelse ved Den internationale Domstol satte en forløbig stopper for, at Sharon-sagen kunne fortsætte ved de belgiske domstole (DPV Nyhedsbrev, marts 2002). Men 17. juli enedes de politiske partier i det belgiske parlament om at præcisere den belgiske lovgivnings afsnit om universel jurisdiktion, så der blev åbnet mulighed for at gå videre med de igangværende forberedelser til anklager mod mistænkte krigsforbrydere som for eksempel Ariel Sharon.
1. juli 2002 lykkedes det omsider at samle tilstrækkelig mange lande bag kravet om, at man skulle oprette den såkaldte Internationale Straffedomstol. Aftalen skal fungere som en international retsinstans, der kan dømme enkeltindivider for deres personlige ansvar for krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod menneskeheden. Men den har to alvorlige mangler: Den kan kun bringes i anvendelse i forbindelse med stater, der har ratificeret aftalen (og selvsagt er hverken USA eller Israel blandt dem), og den gælder kun forbrydelser begået efter 1.juli 2002.
Og dog: Hele processen har, trods alt, sendt nogle stærke signaler. Henry Kissinger – som nu omsider også er kommet i søgelyset – har advaret mod de voksende anklager for krigsforbrydelser som en en regelret “heksejagt” og en ny form for inkvisition.
Men hverken Kissinger eller Sharon må glemme, at middelalderens heksekunster var fantasifostre. Det, vi her taler om, er grumme kendsgerninger om vor tids talløse civile ofre for politisk og militært magtmisbrug.
En af Sharon-sagens belgiske advokater, Luc Walleyn, besøgte tidligere iår Danmark. Hans holdning er klar: “Idag har det palæstinensiske folk… ingen mulighed for at forsvare de rettigheder, de har ifølge international humanitære love og Geneve-konventionerne. Denne mangel på juridiske muligheder kan ikke fortsætte. Kampen for at stille de skyldige for retten vil aldrig ophøre”.
Eric Ericsen