FRED GENNEM TE-SELSKABER ?
– tomme kalorier i dansk Mellemøst-plan.
Forleden gæstede Israels udenrigsminister Shimon Peres Danmark og sagde god for en såkaldt ”dansk” fredsplan for Mellemøsten. Det kan ikke undre, for Per Stig Møllers udspil kunne på ingen måde genere Israels aktuelle politik over for palæstinenserne.
Tag endelig ikke fejl. Jeg synes det er glædeligt, at lande i Europa gør en indsats for at skabe fred i Mellemøsten – initiativer herfra kan kun være bedre end USA’s helt ensidige udspil til fordel for Israel. Men har den danske model en kvalitet som kan gøre en forskel? Vil det afslutte besættelsen og give begge parters sikkerhed ?
Den danske model består kort fortalt i, at der skal dannes en række arbejdsgrupper, hvor der skal føres samtaler om at gøre noget ved en række mere kortsigtede spørgsmål. De som skal drikke te sammen og føre samtaler skal være palæstinensere og israelere, som skal bistås af repræsentanter for Jordan, Egypten, Saudi-Arabien og ”kvartetten”. Kvartetten består af FN, EU, USA og Rusland, som prøver at koordinere deres skridt.
Et af de mange emner, der skal drøftes, er reformer af det palæstinensiske selvstyre, som krævet af USA efter forslag fra Israel. Også jeg synes at Selvstyret burde være mere demokratisk og mindre despotisk, men det er altså ikke noget afgørende spørgsmål for fred mellem nationerne i Mellemøsten. Israel er fløjtende ligeglad med om palæstinenserne lever under demokrati eller ej, og kravet herom er intet andet end en dårlig undskyldning for at opretholde besættelsen.
Jeg synes det er en OK idé, at palæstinenserne i de besatte områder kan komme til stemmeurnerne som de var det i 1995, da Arafat blev valgt med 83 pct. af stemmerne, men valg med kanonløb i maven kan aldrig blive et frit valg. Og hvis Israel (og USA) håber at Arafat vil tabe ved et valg, er det da helt absurd at holde Fatah-lederen Marwan Barghouti i fangenskab. Han er den eneste, der eventuelt kunne vinde et valg over Arafat.
Men i det danske te-selskab skal der altså tales om palæstinensiske valg og palæstinensiske reformer. Der vil også blive talt om, at Israel bør løsne det aktuelle kvælertag i de besatte områder, hvor udgangsforbud på effektiv vis øger depressionen og raseriet blandt palæstinenserne. Der vil måske også blive talt om, at Israel skal holde op med at blokere for de penge som de skylder Selvstyret i told og skat.
Derimod vil der næppe blive talt om at Israel, som krævet af et enstemmigt FN-sikkerhedsråd i april, skal trække sig tilbage fra de gen-besatte områder. Der vil heller ikke blive drøftet undersøgelse af, hvad der skete i Jenin-flygtningelejren – ellers også et enstemmigt krav fra et FN-sikkerhedsråd, som accepterer at få sin autoritet undergravet.
Der vil næppe heller blive diskuteret, hvordan de palæstinensiske flygtninge får realiseret deres ret til at vende tilbage til de områder de blev fordrevet fra, da Israel startede sin karriere som stat med at gennemføre en omfattende etnisk udrensning. Det var ellers bl.a. fraværet af et acceptabelt svar på flygtningenes fremtid, der gjorde Camp David forhandlingerne under Bill Clinton udsigtsløse.
Og der vil slet ikke blive talt om at Israel skal gå i gang med at trække sine 400.000 bosættere tilbage. Det har ellers været hele verdens vurdering gennem mange år, at ”bosættelserne er den største hindring for fred” – og der er også bred enighed om at den fortsatte bosættelsesaktivitet skabte den anden intifada.
Det er således desværre sådan, at Per Stig Møller finder, at de stridende parter i Mellemøsten skal sidde til te-selskaber og drøfte en række forhold af sekundær betydning for en fremtidig fred, mens de ikke må tale om de virkelige problemer. Tilmed rettes opmærksomheden næsten alene på det besatte folks forhold, mens der stort set ikke stilles krav til besættelsesmagten. At palæstinenserne vil være med i dette forløb skyldes alene, at de som den svage part ikke kan tillade sig at være højlydt rasende.
Hvad hele denne danske forestilling har med problemløsning eller endsige retfærdighed at gøre, aner jeg ikke, men at Shimon Peres rejste veltilfreds fra Danmark, forstår jeg så udmærket. Han kan fortsætte sit hykleri, hvor han foregiver at være en fredens mand – i opposition til den Sharon-regering han er medlem af.
Ole Olsen
Formand for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening