Kvinden fra Nazareth

Amneh Hawwa, Politiken

Kronik: Kvinden fra Nazareth Politiken 8 november 2000, Kultur og debat side 5 Hvorfor skal palæstinenserne betale prisen for jødernes lidelser? spørger speciallæge Amneh Hawwa og fortæller sin egen historie. Af Amneh Hawwa Som niårig stod jeg en sommerdag i min skolegård i en lille landsby fem km nord for Nazareth og sang sammen med mange skoleelever ‘Hiveno Shalom Al Lechem’ (vi bringer fred til jer). Samtidig bar nogle elever det blåhvide flag med stjernen i midten. Jeg husker tydeligt den mærkelige stemning, der herskede. Skolelærerne prøvede at smile, men smilet stivnede på læberne. Vores italienske skoleinspektør, der var katolsk præst, virkede alvorlig, men trist. Vi skulle synge flere hebraiske sange, der var uforståelige for os, men vi gentog blot ordene uden følelser. Eleverne var uengagerede, som om det ikke vedkom dem. Vi skulle af og til stramme os op for at holde sangstyrken oppe på et hørbart niveau, dette mere af frygt end af begejstring. Det var, som om der var nogen, der holdt øje med os i det skjulte. Efter ceremonien spurgte jeg min veninde der var noget ældre og kristen: »Hvorfor synger vi i dag, hvad fejrer vi?«. Dertil svarede hun: »Ved du ikke det? Det er Israels uafhængighedsdag«. Pigens fader var politimand i det lokale politi. Uafhængighed! – Hvem var Israel afhængig af? Jeg gik rundt i skolegården og mødte en anden kristen pige, der kom fra en lokal kendt akademisk familie. Hendes fader var en berømt folkesanger i området. Hun så trist ud. Jeg spurgte hende, hvad der var galt. Hun svarede, at vi fejrer den dag, hvor vores gamle kultur blev ødelagt. Den dag gik jeg hjem med hovedet fuldt af spørgsmål. Jeg spurgte min elskværdige og blide fader: »Hvorfor fejrer vi Israels uafhængighedsdag, far?«. Han tog mig op på sit skød, og jeg så at hans bløde grønne øjne blev våde. Han så fjern ud i blikket og sagde: »For 15 år siden kom folk, der var jøder, fra Europa, fordi de manglede et land at leve i. De var forfulgt i hele verden, og derfor besluttede verden, at der skulle oprettes et land til dem, et sted hvor der ikke var nogen folk. Men desværre glemte de, at vi var der, den dag staten blev oprettet. Dagen hedder Eid El Isteklal (uafhængighedsdag)«. Jeg spurgte så min far: »Boede der ikke jøder i vores land tidligere?«. »Jo, der har altid boet jøder i hele Mellemøsten«, svarede han, »men de var altid en del af de forskellige stater. De har aldrig haft deres egen stat bortset fra for flere tusinde år siden«. Jeg tænkte længe. Derefter spurgte jeg min fader: »Hvad med os? Er vi en del af denne her stat?«. »Det ved jeg ikke«, svarede han. »De siger, at det skal være en ren jødisk stat«. »Men vi er jo ikke jøder, hvor hører vi til?«. Han kiggede på mig og sagde efter en lang pause: »Det ved jeg faktisk ikke rigtig, min skat«. Her gik det op for mig, hvorfor sangceremonien var så mærkelig. Næste dag talte jeg med min fætter, der var medlem af kommunistpartiet Rakah. »Hvorfor skal det være en ren jødisk stat?«. Min fætter svarede mig, at dette er en plan man har lagt i Europa for at hjælpe jøderne, men en ufornuftig plan. Den førte til krig mellem jøder og arabere. Jøderne fik hjælp af Europa, mens araberne, der i mange år var besat af englænderne, ingen hjælp fik, og derfor vandt jøderne krigen og dannede staten. Det bedste ville have været en stat som både er for jøder og arabere. Derfor er der i kommunistpartiet både jøder og arabere, der arbejder på, at der skal være plads til begge grupper. Jeg syntes at ideen var vældig god. Efterhånden blev jeg og mine søskende, ti i alt, interesseret i kommunistpartiets program og deltog i møder i byen Nazareth. Der var ligeledes demonstrationer, altid fredelige med deltagelse af kristne, muslimer og jøder. Der var en ånd, et fællesskab og en samhørighed helt på tværs af alle skel. Min moder var tit nedtrykt og deprimeret. Hun talte tit om sin familie, som hun ikke havde set siden 1948. An- giveligt skulle de bo på Vestbredden. For mig var Vestbredden en fjern og helt anonym verden. Den eneste mulighed var at sende hilsner gennem radioen i håb om, at de blev hørt på den anden side. Programmer præcis som ‘Giro 413′ i Danmark. Begivenhederne omkring hvad der skete med min familie i 1948 hørte jeg talrige gange. Navne som Deir Yassin og Kufr Kasem hørtes ofte. Min moder og fader og mine søskende flygtede fra Nazareth nordpå mod Libanon efter at de havde hørt om massakren i Deir Yassin og Kufr Kasem. Det var der mange, der gjorde. Men min mors intuition var veludviklet og hun besluttede at vende tilbage til vores hus. – »Hellere dø hjemme end ude«, sagde hun, og vendte om og gik mod strømmen af flygtende folk. Hun kom sammen med min far og mine ældre søskende tilbage til hjemmet, men mistede kontakten til resten af familien. Gennem vores opvækst oplevede jeg min mor meget bekymret for os søskende, der deltog i kommunistpartiets arbejde. Det var faktisk næsten alle unge i hele landsbyen, rige som fattige. Jeg hørte hende engang sige: »Lad Allah ordne det, vi mennesker kan ikke«. Jeg vidste, hun var bange for at vi skulle forsvinde en dag, fordi alle vidste, at der blev slået hårdt ned på dem, der udtrykte den mindste kritik af statsapparatet. Dette gjaldt specielt de unge mænd. Alle kendte en eller anden, der var anklaget for at være terrorist. Det var stærke ord. Sådan en betegnelse kunne man få blot for at sige at man var palæstinenser. Jeg bildte mig ind at så længe jeg var i Nazareth så ville Jesus’ fredelige ånd beskytte os. En magisk tanke! Min søgen efter identitet voksede i takt med min alder. Jeg mødte italienere i min skole. Jeg hørte Beatles og Elvis Presley. Mange af mine klassekammerater havde fået familie i Europa og USA. Jeg forstod, at i verden er der folk og nationaliteter, men mit spørgsmål om mine nationale og etniske tilhørsforhold fortsatte med at være en gåde. Men det kunne have været til at holde ud, hvis det ikke var fordi man dagligt blev mindet herom. Meget var besværligt. Jeg glemmer aldrig de gange, vi så huse blive revet ned, fordi man ikke havde fået tilladelse til at bygge på sin egen jord. Byggetilladelser var et helt ukendt fænomen i den arabiske verden. Her kunne man bygge på sin jord som man ville. Det blev bestemt i en fjern by, en fjern by, der hed Tel Aviv og var Israels hovedstad. Og vi så huse, der blev jævnet med jorden, fordi en ung mand eller kvinde var blevet anklaget for terrorvirksomhed ved f.eks. at dele løbesedler etc. ud. Man følte sig diskrimineret overalt. Når man kom i kontakt med israelerne, oplevede man en overlegen arrogance. Jeg troede på et tidspunkt, at det nok var fordi de kom fra Europa. De var måske mere veluddannede end os andre. Det var lige før man troede, at man var vanskabt. Vi skulle igennem en eksamen svarende til studentereksamen. Den hed Begrut, ‘modenhedsprøve for arabere’. Det var en meget svær eksamen at bestå. Mange troede, at den kun var for genier. Men senere gik det op for mig, at dette kun var en stopprøve for os palæstinensere i Israel. Jeg bestod dog Begrut-eksamen. Jeg planlagde at studere videre, men mødte mange flere forhindringer. Blandt andet en intelligensprøve i forbindelse med optagelse på sygeplejeskolen i Afula. Den fik jeg at vide jeg var dumpet i, og at det derfor ikke var muligt at læse videre der. (At jeg dog senere læste medicin og nu er speciallæge i Danmark gav mig en vis oprejsning og en tro på mig selv, på trods af at jeg ikke kunne bestå en israelsk intelligensprøve). Som 14-årig stod jeg endnu en gang i den samme skolegård og sang morgensang. Nu var stemningen meget trykket. Seksdageskrigen (1967) var brudt ud. Vi frygtede begivenhedernes gang. Der var intet vi kunne gøre. Ville vi blive angrebet og blive gidsler? Hvem skulle vi holde med? Da krigen var overstået, oplevede vi endnu en gang at leve med anklager og mistænkeliggørelse uforskyldt, blot fordi vi var arabere. Der viste sig en uventet glædelig gave på trods af krigen. Vi havde i kraft af israelernes sejr fået mulighed for at rejse til Vestbredden, efter at den var blevet okkuperet af israelerne. En dag fik jeg nemlig besked på at følge med min moder på en rejse. Hun havde ellers aldrig rejst uden for området. Da hun var analfabet, skulle jeg følge med for at hjælpe hende. Til min store overraskelse viste det sig, at vi skulle til Vestbredden. Hun havde nemlig fået at vide, at hendes familie var i live der. 19 års adskillelse sætter sine spor! Vi mødte min mormor, moster og onkel der på Vestbredden. Jeg glemmer aldrig min mors udtryk, da hun så sine nærmeste for første gang i mange år. – Var vi stadig et folk? Eller havde årene i hver sin verden ændret os? Vi opdagede, at meget havde ændret sig, i det mindste på overfladen. Vi fra 48-området var mere velklædte og havde flere penge. Vi brugte af og til hebraiske ord af vane, som de slet ikke forstod. Men ved de israelske kontrolposter var der dog ingen forskel. Vi var bare arabere, potentielle terrorister. Jeg besluttede at rejse til udlandet (i 1974). At det blev Danmark skyldtes mest, at jeg havde en broder her. I Danmark spurgte folk: »Hvor kommer du fra?«. Når jeg svarede, at jeg var fra Israel (jeg havde jo israelsk statsborgerskab), så folk begejstrede ud. Det undrede mig, folk i Israel var jo ikke begejstrede for mig. For at undgå at være pinlig, begyndte jeg at sige, at jeg var araber fra Israel. Her virkede folk ofte noget desorienterede, for et sådant folk kendte de ikke til. Når jeg en sjælden gang vovede at sige, at jeg var palæstinenser, så jeg skræk og rædsel i folks øjne! Var jeg også en potentiel flykaprer? Derfor valgte jeg tit at betegne mig ‘kvinden fra Nazareth’. Alle kender jo Nazareth. Det er noget med juleevangeliet og fred og idyl. Og kvinden kender alle, nemlig jomfru Maria. I nytåret 1977/78 stod jeg med min danske nuværende mand (dengang kæreste) og sang ‘Vær velkommen Herrens år’ kl. 24. Da følte jeg pludselig en blanding af glæde og vemod. Glæde på min mands vegne og vemod på mine egne. Jeg kunne mærke, hvilke stærke følelser der kom til udtryk. I 1980 fik jeg dansk statsborgerskab og under mit medicinstudium blev jeg medlem af studenterrådet og aktiv i diverse græsrodsbevægelser. Det gik op for mig, at det ikke var så farligt at være palæstinenser. Det kunne faktisk være interessant på universitetet i København i 1970erne. Jeg fik mange kontakter og venner der. Jeg læste historiebøger om Mellemøsten, der til min store overraskelse gav en noget anden version af, hvad der var sket, end den jeg havde lært i skolen i Nazareth. Jeg lærte, at historien ikke er objektiv, men afhænger af øjnene der ser. Det kan stadigvæk give et sæt i mig, når jeg siger, jeg er palæstinenser. Det virker både dejligt, stærkt og smukt, men dog iblandet frygt. I 1985 stod jeg som dansk-arabisk tolk i Sandholmlejren og mødte endnu en ny del af det palæstinensiske folk, nemlig flygtninge fra Libanon. Hermed fik historien endnu en ny vinkel, der var forskellig fra de to tidligere versioner. Siden da har jeg fulgt med i tragedierne for det palæstinensiske folk overalt på jorden, og for den del af det palæstinensiske folk, der fortsat bor i Israel, og som fik flere og flere af demokratiets pligter, men kun få rettigheder. De forsøgte flere gange at protestere imod konfiskeringen af deres jord med fredelige midler. Der blev dog slået hårdt ned på dem (Jordens dag). Jeg har læst jødernes historie, grædt over ‘Anne Franks Dagbog’, set holocaustfilm om forfølgelse og undertrykkelse. Men jo mere jeg læser, des mindre forstår jeg. Hvorfor skal vi betale prisen? Netop jøderne må da vide, hvordan det er at lide og være undertrykt på baggrund af sine etniske rødder. Derfor låner jeg nu det danske pas og Dannebrog, der faldt ned fra himlen, til den dag der falder et nyt ned, nemlig det palæstinensiske.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Møder. Bogmærk permalinket.