Danpal.dk

DPV´s hjemmeside opdateres ikke for tiden!

Vi er i færd med at omlægge til en helt ny og bedre hjemmeside, som vil være klar i den nærmeste fremtid.

Israels angreb på nødhjælpskonvoj og drab på aktivister er helt utilstedeligt

– men problemet er stadig den ulovlige blokade af Gaza!

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening tager på det skarpeste afstand fra Israels dødelige angreb på de nødhjælpskonvojer, som netop har forsøgt at komme den nødlidende befolkning i Gaza til hjælp.

Israels har nu i snart tre år blokeret Gaza, og Verdenssamfundet har – selv om blokaden er i strid med international ret – undladt at hjælpe palæstinenserne i Gaza med at få den ophævet.

Det er derfor både forståeligt og sympatisk, at almindelige borgere forsøger at hjælpe Gazas befolkning med humanitære forsyninger – og helt utilstedeligt, at Israels regering har været parat til at dræbe og såre, for at forhindre konvojen i at nå Gaza.

Venskabsforeningen forventer, at regeringer verden over reagerer med skarp kritik af de israelske angreb og drab. Vigtigere er det imidlertid, hvis Israel nu endeligt bliver presset til at ophæve blokaden.

Venskabsforeningen deler EU´s holdning om, at blokaden er en hindring for fred og at den straks skal ophæves betingelsesløst.

Der forventes i dag en række protestaktioner mod de israelske angreb. I Danmark forventes vrede borgere at protestere ved den israelske ambassade. Dansk Palæstinensisk Venskabsforening bakker op om fredelige protester mod de israelske angreb og drab og mod Israels blokade af Gaza.

Israel eksperimenterede med kemiske stoffer

Af Anders Fenger

Giftige og kræftfremkaldende våben blev afprøvet på mennesker i Gaza, afslører uafhængige laboratorieprøver.

Bly og uran, kobber, kobolt, kviksølv og cæsium.

Mænd, kvinder og børn fra Gaza er fulde af giftige metalliske stoffer efter at være ramt af israelske granatsplinter og andre våben under invasionen i 2008-2009.

Dét afslører tre uafhængige laboratorieundersøgelser af vævsprøver fra sår, foretaget på universiteter i Italien, Libanon og Sverige.

De giftige metaller er en direkte fare for ofrene, deres efterladte, men udgør også fare for miljøet, da metallerne bliver spredt i grundvand og med vinden, konkluderer eksperterne.

Professor i genetik ved universitetet i Genova, Paola Manduca, fortæller til netsiden www.newweapons.org om den italienske prøve.

– Vi fokuserede på sår, hvori der ikke var fragmenter, så vi kontrollerede, om der var metaller på huden. Det er nemlig aldrig undersøgt. Til vores store overraskelse fandt vi masser af metaller, selv i brandsår fra granater med hvid fosfor.

– Metallerne fra alle slags granater er indåndet af ofrene og tilskuere, og dermed udgør de en risiko for overlevende og for folk, der ikke var direkte ramt af bombardementerne, siger hun.

Paola Manduca har analyseret 16 biopsier af væv, som læger fra Shifa-hospitalet i Gaza har indsamlet. Fire biopsier blev foretaget i juni 2006 under den israelske hærs »Operation Summer Rains«, mens de andre er taget i januar 2009 under operation »Cast Lead«.

Paola Manduca undersøgte blandt andet sår efter afrevne ben eller arme. Hun tjekkede væv fra forkullede og forbrændte sår og gennemhullede kropsdele.

I alle prøver fandt hun rester af metal, langt ud over normalen. Det drejer sig om kviksølv, arsenik, cadmium, krom, nikkel og uran, der alle er kræftfremkaldende. Stofferne kan også skabe såkaldte genetiske mutationer – uomstødelige ændringer i cellernes DNA.

Andre metaller er potentielt kræftfremkaldende som kobolt og vanadium.

Alle metaller kan desuden påvirke fostrene hos gravide kvinder eller påvirke åndedrætsorganer, nyrer og hud.

Også den naturtekniske højskole Chalmers i Gøteborg i Sverige og Beirut Universitet i Libanon har fået tilsvarende resultater fra de  samme 16 vævsprøver fra Gaza

Atomvåbenmagten Israel

En stor del af verden har vendt sig mod, at Iran eventuelt er ved at udvikle A-våben. Fint nok – men der en ingen debat om de atomvåben, som besættelsesmagten Israel ligger inde med. Oven i købet fremgår det i flg. den britiske avis ”Guardian” (maj 2010), at Israel i 1975 kunne tilbyde det dengang racistiske Sydafrika atomsprænghoveder ”i 3 størrelser”, som daværende forsvarsminister og nuværende israelske præsident Shimon Peres dengang udtrykte det.

Israel ydmyger verdensopinionen ved at ignorere FN´s protester mod de fortsatte besættelser.

Ifølge dagbladet Arbejderen 20.5.2010 har Israel i disse dage meddelt verden, at landet vil standse otte skibe fra den såkaldte ”Frihedsflotille” der vil lægge til kaj i Gaza lastet med cement, papir og medicinsk udstyr til genopbygningen af det Gaza, som Israel smadrede vinteren 2009.

Israel nægtede vinteren 2010, at medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn fik indrejsemulighed i Gaza. Tue Magnussen fra Rehabiliterings- og forskningscentret for Torturofre beklager sig over, at vestlige politikere ikke ved selvsyn får mulighed for at se de forfærdelige konsekvenserne af den ulovlige israelske blokade af Gaza.

Situationen i området er farlig. Passivitet i forhold til Israels magtarrogance øger spændingen.

Hører vi snart noget fra udenrigsministeren?

Finn Gunst

Drop belønningerne til Israel

FORHANDLINGER: Det eneste der skaber fremdrift i forholdet mellem palæstinenserne og Israel er fortsat pres. Og helst fra EU.

Af FATHI EL-ABED TALSMAND – DANSK PALÆSTINENSISK VENSKABSFORENING

Her i Palæstina er alle optagede af den amerikanske udsending til Mellemøsten, George Mitchell, der er i Mellemøsten i endnu et forsøg på at genoptage forhandlingerne mellem israelerne og palæstinenserne.

USA – der denne gang formodes at være en fair fredsmægler – vil føre de indirekte forhandlinger mellem parterne. Det hele foregår dog hemmeligt og uden at offentligheden har kendskab til den reelle dagsorden for fredsprocessen, der blev indledt for 18 år siden. Vel at mærke uden nogen form for fremskridt.

Da Israel i 1992 blev tvunget til at møde op til fredskonferencen i Madrid blev den daværende israelske ministerpræsident Yitzhak Shamir spurgt om Israels forhandlingsstrategi. Han svarede: Vi agter at forhandle ( uden resultat) i mindst 30 år.

LIGE FRA BEGYNDELSEN har Israels “forhandlingsstrategi” udelukket enhver form for fremskridt i fredsforhandlingerne.Det eneste fremskridt palæstinenserne har mærket til har været en massiv indskrænkning af deres bevægelsesfrihed, Vestbredden som er omdannet til reservater og enklaver, hvor de palæstinensiske byer og landsbyer er omringet enten af Apartheid Muren, de hundredvis af checkpoints eller endnu værre – af en halv million jødiske bosættere.Faktum er, at det er svært at få øje på, hvordan Vestbredden nogen sinde kan blive rygraden i den kommende palæstinensiske stat. Og for slet ikke at tale om den besatte palæstinensiske by Østjerusalem hvor nedrivning og besættelse af palæstinensiske huse er blevet intensiveret som aldrig før. Den palæstinensiske fredsvilje er igen indiskutabel, mens det er umuligt at tage den israelske “fredsvilje” alvorligt nok til at tro på, at Israels besættelses-, bosættelses og undertrykkelses politik på kort, eller lang, sigt vil få en ende.

VERDENSSAMFUNDET MÅ være indstillet på at presse og ikke belønne Israel for at fremme freden. Især når det gælder opgradering af handelsrelationerne mellem EU og Israel. Eller at Israel vil blive tildelt den prestigefyldte plads som et fuldgyldigt medlem af OECD, som det ser ud til vil ske inden længe. Og det i en tid hvor Israel fortsat forhindrer byggematerialer ind til Gaza.

Men også produkter som pasta, koriander, vaser, frosne pommes frites, legetøj og forbrugsvarer, der på ingen måde giver mening at holde tilbage fra palæstinenserne.Og her kan jeg ikke lade være med at tænke på Israels fortsat foragt for danske, FN eller andre internationale politikere.

Det skete for nyligt da den danske udenrigsminister Lene Espersen blev nægtet adgang til Gaza af de israelske myndigheder. Og tidligere på året blev også Det Udenrigspolitiske Nævn nægtet adgang til Gaza. Og det er uforståeligt at især EU finder sig i det. Og er endda indstillet på at belønne Israel for sine handlinger.Det er svært at få øje på, hvordan Vestbredden kan blive rygraden i den kommende palæstinensiske stat.

Ny analyse fra International Crisis Group

Den ansete internationale tænketank International Crisis Group har d. 26 april 2010 udsendt endnu en analyse af den israelsk-palæstinensiske konflikt. De ser et paradigmeskift i den palæstinensiske desillusion og manglende tro på de fredsforhandlinger, der i 17 år har fundet sted mellem de to ulige parter: Mellem besættelsesmagten Israel og det besatte Palæstina.

Crisis Group understreger, at set i lyset af paradigmeskiftet, er det afgørende, at de indirekte forhandlinger så vidt muligt støttes af det internationale samfund: Pres på Israel for at stoppe blokaden af Israel samt en revurdering af tilgangen til Hamas i Gaza er vigtige umiddelbare spørgsmål, som skal løses, hvis forhandlingerne skal have en reel chance og ikke ende som de mange foregående forlis.

Det var således imod Crisis Groups forventninger, at PLO godkendte de indirekte forhandlinger mellem Israel og Palæstina, monitoreret af USA, foreløbig for en periode på 4 måneder.

Uddrag fra Crisis Group rapport nr. 95

Vendepunkt?Palæstinenserne er på jagt efter en ny strategi for oprettelsen af en palæstinensisk stat: En mellemvej mellem de to hidtidige forfejlede strategier – de fredelige forhandlinger og den væbnede modstand.

Massiv palæstinensisk modstand mod genoptagelsen af fredsforhandlingerne

For de, der kender rytmen i de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, har dette år været fuld af overraskelser. Selvom palæstinenserne lider under status quo og desperat har behov for en aftale, så stejler de overfor en genoptagelse af forhandlingerne.

17 år efter Oslo er den amerikanske præsident kun i stand til eventuelt at få overtalt parterne til at tale indirekte med hinanden.

Hvad er det, der sker? Den palæstinensiske holdning synes umiddelbart at være uforståelig eller politisk selvødelæggende. Men den er ikke uden logik.

Den skyldes næsten to årtiers fiaskoer med USA-sponsorerede bilaterale forhandlinger.

Mahmoud Abbas kovending

For mange har det største chok været præsident Mahmoud Abbas´ modstand mod at vende tilbage til forhandlingsbordet, før Israel indvilliger i en omfattende fastfrysning af bosættelserne. Dette er et voldsomt omslag for en leder, der har bygget sit politiske liv op på samarbejde med Israel , på tætte bånd til USA og på en forhandlet to-stats løsning.

Abbas har indlysende aktuelle motiver. Siden 2008 har han måttet indkassere det ene ydmygende nederlag efter det andet: krigen mod Gaza, som han kun var passiv tilskuer til; valget af en højreorienteret israelsk regering; en forandret amerikansk holdning til en fastfrysning af bosættelserne; og hans egen fatale beslutning om at udsætte FN afstemningen om Goldstone Rapporten, der anklagede både Israel og Hamas for krigsforbrydelser, – og som udløste en bølge af palæstinensisk og arabisk kritik. Og mere overordnet ser vi et sårbart Ramallah baseret lederskab , udfordret af Hamas, af grupper indenfor Fatah og af store segmenter af den offentlige opinion. Næppe et gunstigt udgangspunkt for risikable udspil.

Det er som om Abbas er den sidste i Palæstina, der til fulde anerkender det alle andre føler, nemlig den dybe, udbredte desillusion både i forhold til den fredsproces, der har kørt indtil nu og i forhold til USAs historiske rolle i konflikten.

Men hverken PLO eller dets ledelse har opgivet forhandlinger. De har investeret for meget i dem for længe, og deres egen magt er så fuldstændig afhængig af forhandlingsprocessen af de umuligt kan foretage et hurtigt og radikalt skift. De har heller ikke udviklet realistiske erstatningsstrategier.

Ulige forhandlinger

I rapporten citeres palæstinensere der argumenterer, at hvis man overlader det til Israel og palæstinenserne at føre forhandlingerne alene, betyder det, at man overlader det til Israel at bestemme, hvornår det ønsker at afslutte besættelsen. Den skæve magtbalance mellem de to parter udenfor forhandlingsrummet vil uundgåeligt blive afspejlet indenfor. De sidste 20 års bilaterale forhandlinger har således ikke været en strategi, der leder til uafhængighed. De er et forum, hvor sejrherren høster belønningerne, og de slagne gør indrømmelser.

De strukturelle mangler i Oslo har overladt det til Israel at afslutte besættelsen. Ansvaret bør i stedet lægges over til det internationale samfund.

Overvejelser om nye mellemveje til en palæstinensisk stat

Netop nu synes fokus i Palæstina at rettes mod andre og alternative handlemåder, der kan reducere afhængigheden af Israels vilje til frivilligt at afslutte besættelsen – og afhængigheden af USAs pres på Israel for at gøre det.

En mulighed er at vende sig mod den internationale arena, hvor magtbalancen synes at hælde mod en støtte til palæstinenserne. Forslaget om en FN resolution fra Sikkerhedsrådet, der skal støtte en endelig aftale eller blot anerkende en palæstinensisk stat inden for 1967 grænserne, er et vigtigt eksempel. Israelerne afviser eller frygter også andre forslag som palæstinensisk henvendelser til internationale juridiske organisationer.

Premierminister Salam Fayyad ønsker at opnå den palæstinensiske stat på en anden måde: ved omhyggeligt at opbygge statsinstitutioner fra grunden forventer han det internationale samfunds anerkendelse af en legitim palæstinensisk stat og dets pres på Israel til at ophæve besættelsen.

Endnu en strategi er den voksende ´folkelige protestbevægelse´ . Et nyligt repolitiseret civilt samfund på Vestbredden, til en vis grad støttet af det palæstinensiske selvstyre PA, fremhæver en lang række fjendtlige men stort set ikke-voldelige initiativer rettet mod Israel som en sti mellem de to hidtidige forfejlede dominerende paradigmer fra fortiden – nemlig fredelige forhandlinger og væbnet modstand.

Det er på denne baggrund at International Crisis Group fremsætter sine anbefalinger til det internationale samfund:

Det er afgørende, at de indirekte forhandlinger støttes så vidt muligt af det internationale samfund: Pres på Israel for at stoppe blokaden af Israel samt en revurdering af tilgangen til Hamas i Gaza er vigtige umiddelbare spørgsmål, som skal løses, hvis forhandlingerne skal have en reel chance og ikke ende som de mange foregående forlis.

Redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

Tillykke Israel

Af FathiEl-Abed, talsmand, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Israel fejrer i disse dage sin skabelse for 62 år siden.

Palæstinenserne betegner den som ´ Al-Nakba´ ( Katastrofen), ´Voldtægten af landet´ eller ´historiens største væbnede røveri begået ved højlys dag´. Israelerne bruger den romantiske betegnelse ´uafhængighedsdagen´.

Spørgsmålet, der må stilles: Uafhængighed fra hvem? Var de zionistiske terror grupper i 1920´ erne, 30´ erne og især 40´ ernes Palæstina i gang med en modstandskamp eller var de snarere i gang – i tæt samarbejde med den engelske kolonimagt – med en veltilrettelagt strategi, der sørgede for at dræne Palæstina for sine sociale, økonomiske og politiske kapaciteter for at gøre klar til tiden, hvor ´Al-Nakba´ ramte palæstinenserne i midten af maj 1948? To tredjedele af det palæstinensiske folk blev for største dels vedkommende jaget væk fra deres hus og hjem i tiden op til den 15. maj 1948. Derfor kan Israel ikke tillade sig fortsat at kalde sin skabelse på ruinerne af det palæstinensiske folk for en uafhængighedsdag. Og slet ikke for en sejr. Langt fra.

Tillykke til Israel med ´uafhængighedsdagen´.

Imens begræder palæstinenserne tabet af forfædrenes land. Og glemt er smerten ikke. Den er fortsat kimen til denne – for begge folk – ulykkelige konflikt.

Mahmoud Abbas: ”De indirekte fredsforhandlinger vil bryde sammen, hvis ikke de fokuserer på helt centrale spørgsmål som endelige grænser i en palæstinensisk stat”

Op til genoptagelsen af de indirekte forhandlinger i næste uge mellem Israel og Palæstina har Abbas i forskellige sammenhænge givet udtryk for den stadig stærkere palæstinensiske mistillid til en forhandlingsløsning

’Forhandlingerne skal fokusere på fastlæggelsen af grænserne i den palæstinensiske stat. Der er ingen grund til at gå i detaljer eller diskutere småting. Det har vi fået nok af i de tidligere forhandlinger’ , udtalte Abbas efter samtaler med Jordans kong Abdullah II i Amman tidligere på ugen.

Abbas fremførte, at han ville give forhandlingerne 4 måneder til at udvikle sig. Derefter vil han rådføre sig med Den arabiske Liga om et eventuelt videre forløb.

Israel siger på sin side, at man er villig til at forholde sig til centrale spørgsmål men fastholder, at en endelig beslutning kun kan træffes i en direkte forhandling mellem parterne.

Palæstinenserne har i længere tid nægtet at deltage i direkte forhandlinger med Israel, med mindre man fastfryser alle byggerier i bosættelserne på Vestbredden og i Østjerusalem, områder som palæstinenserne ønsker skal indgå i en fremtidig stat sammen med Gaza Striben.

Abbas afventer en endelig godkendelse af sin deltagelse i de indirekte forhandlinger fra PLO på lørdag d. 8.5. I et interview med CNN tidligere på ugen udtalte han, at den israelske side repræsenteres af en ’radikal og stædig’ regering. Han tilføjede, at det vil blive vanskeligt at overbevise israelerne om, at de skal trække sig ud af de palæstinensiske territorier og forhandle om Jerusalems status og flygtningenes fremtid.

Hvis forhandlingerne derfor bryder sammen, vil ´palæstinenserne genoverveje deres stilling´.

Nej til Fayyads statsprojekt

I denne sammenhæng udelukker Abbas i interviewet med CNN sin støtte til premierminister Salam Fayyads statsprojekt, ifølge hvilket han ensidigt vil udråbe den palæstinensiske stat i august 2011, selvom man ikke kan enes om en forhandlet aftale.

’Der er ingen grund til at vi skal udråbe en stat og stå alene. Resultatet vil være, at vi ikke bliver anerkendt som en stat af verdenssamfundet’, fortalte han CNN .

Redigering og oversættelse: Marianne Risbjerg Thomsen