Så gør vi sådan, når vi flytter et folk..

Ian Gilmour, Palæstina Orientering nr. 1, marts 1993

Så gør vi sådan, når vi flytter et folk..

af Ian Gilmour

Oversat af Svend Holm-Nielsen

Bragt i Palæstina Orientering nr. 1, marts 1993

Det er ikke sædvanligt og heller ikke rimeligt af omtale bøger ved at afskrive andres anmeldelse. Ganske særlig når man ikke selv kender den bog, der anmeldes. Dette skal da heller ikke opfattes som en anmeldelse. Det er en oversættelse af en længere omtale i Guardian Weekly 24. januar 1993, skrevet af lan Gilmour. Det drejer sig om en bog af Nur Masalha: Expulsion of the Palestinians, the Concept of “transfer” in Zionist Political Thought 1882-1946.

Ordet “transfer” dukker ikke så sjældent op i engelsksproget diskussion om Palærstinakonflikten. Det er svært af finde en meningsmæssigt dækkende oversættelse til dansk. “Forflyttelse”, “overflytning” må vist være de gloser der kommer nærmest. Men ingen af dem dækker fuldt ud det moment af truende rodløshed, der indeholdes i “transfer”: Det kommer til udtryk i, hvad Gilmour skriver om bogen.

Svend Holm-Nielsen

———————————

Serbiens “etniske udrensning” har vakt afsky vidt og bredt; men fordi den vestlige verden er svag og splittet, er det hidtil lykkedes Slobodan Milosevic at slippe af sted med den, og skal man slutte ud fra fortilfælde, får han held til at gennemføre den.

Før, under og efter krigen i 1948 fordrev israelerne omkring 750.000 palæstinensere. Israels første præsident, Chaim Weizmann, som længe havde ønsket at gøre Palæstina ”ligeså jødisk som England er engelsk”, kaldte denne exodus en “mirakuløs rensning af landet”, og trods utallige FN-resolutioner nægtede Israel vedblivende at omskabe dette “mirakel” ved ud fra et medmenneskeligt synspunkt at lade flygtningene vende tilbage til deres land. Yizhak Shamirs Stern-bande myrdede endda FN’s fredsmægler, greve Bernadotte, efter at han havde

påpeget, at det ville være “en krænkelse af principperne for elementær retfærdighed, hvis retten til at vende tilbage til deres hjem blev nægtet disse ofre for konflikten, samtidig med at jødiske immigranter strømmede ind i Palæstina.” Forhåbentlig skal Cyrus Vance og David Owen ikke risikere det samme fra Milosevic!

Zionisme er tyveri

Således har Yizhak Rabins både ulovlige og urimelige fordrivelse af fire hundrede palæstinensere i december en lang historie bag sig. Rabin selv var en fremtrædende figur i 1948. De ideer og de holdninger, som skabte fordrivelsen dengang, er temaet for denne bog af en israelsk araber; den gør indtryk, og den er aktuel. Den er næsten udelukkende baseret på officielt israelsk kildemateriale, og dr. Masalhas nøgterne og omhyggeligt efterforskede beretning viser endegyldigt, at “transfer”, der blot er et pænere ord forfordrivelse, lige fra begyndelsen var en integreret del af zionismen. Israels grundlægger; David Ben Gurion, skrev i sin dagbog om den tvingende nødvendige “transfer” af araberne fra den planlagte jødiske stats dale. “Den beslutning må vi fastholde som en konsekvens af, at vi tilegnede os Balfourerklæringen, ja, endnu mere: som en konsekvens af at vi tilsluttede os zionismen.”

Zionismens mest forførende valgsprog har altid været Israel Zangwills “et folk uden land til et land uden folk.” Zionisme ville have været et næsten uomtvistet gode, hvis dette valgsprog havde været sandt. Det var det ulykkeligvis ikke! Der var allerede et folk i Palæstina, som havde levet der i århundreder og selvom Zangwill selv måtte erkende, at dele af Palæstina allerede var “dobbelt så tæt befolket som USA”, vedblev zionisterne at tale om et land uden et folk.

Til zionisternes ros skal det siges, at de ikke ønskede en Apartheid-stat, hvor de kunne udnytte den indfødte befolkning. Men desværre ønskede de endnu mindre at dele Palaestina loyalt med befolkningen. I 1936 sagde Ben Gurion: “Hvis vi ønsker en hundredprocents hebraisk frelse, så må vi have en hundredprocents hebraisk bosættelse og en hundredprocents hebraisk arbejdskraft.” Og da araberne nu var der allerede, så måtte dette mål nødvendigvis indebære, at arabisk jord blev forvandlet til jødisk jord, og at en jødisk befolkning trådte i stedet for en arabisk, der altså blev nødt til at fordufte. Det var virkeliggørelsen af det, som mange år senere skabte den berømte FN-resolution, der nu lykkeligvis er omstødt, at zionisme er racisme. Den er ikke racisme, den er noget helt for sig selv. Zionisme er, som Edward Said har sagt det, zionisme! Eller, som Proudhon kunne have sagt det: Zionisme er tyveri!

Zionismens konsekvens

Masalha påpeger, at “transfer” eller fordrivelse var en logisk konsekvens afden zionistiske koloniseringsproces. Når zionisterne købte jord, fordrev de fastboende bønder og arbejdere. Der måtte kun være jødiske jordbrugere på jødisk jord. Det var en effektiv proces, omend den var langsom: Endnu i 1948 ejede zionisterne kun 6% af jorden. Derfor kunne Palaæstina kun gøres virkeligt jødisk ved “transfer”, altså ved at skaffe sig af med araberne en masse. Grundlæggeren af den politiske zionisme, Theodor Herzl, havde ment, at detkunne ske ved at “lokke den fattige befolkning over grænsen ved at sikre den arbejde i transitlandene, samtidig med at den nægtes beskæftigelse i vort eget land.” Palæstinenserne blev da også nægtet beskæftigelse; men de nægtede at lade sig “lokke” bort. Derfor blev mere direkte metoder nødvendige, og der blev arbejdet meget med forskellige planer for en forflytning af palæstinenserne. For zionisterne var en fordrivelse rimelig, fordi de betragtede palæstinenserne som laverestående (det gør de stadig!); derfor kunne og skulle palæstinenserne behandles som betydningsløse. En zionistisk leder skrev: “Araberne er for mange, og de er for rodfæstede i landet . . ; den eneste udvej er at skære dem løs fra deres rødder.” Denne tanke om “transfer” blev almindeligt accepteret; selv Moshe Shertok (der senere kom til at hedde Sharett), den mest rimelige og moderate leder Israel har haft, var dybt involveret i de “transfer”-komitéer, der blev dannet for at virkeliggøre det.

Konsekvent skete der da også i 1948 en “transfer” af 80% af den arabiske befolkning (dvs. i den del af Palæstina, der blev Israel, o.a.). Denne “krænkelse af elementær retfærdighed” var så oprørende, at Israel blev nødt til at mildne den ved at foregive, at der ikke havde fundet nogen fordrivelse sted.

Planlagt “transfer”

Man hævdede, at palæstinenserne var rejst frivilligt, fordi de blev opfordret til det over arabiske radiostationer. Så langt tilbage som i 1961 blev det påvist, at denne påstand var falsk i bund og grund. Ikke desto mindre er dette blevet en løgn ligeså vedholdende som den før nævnte om Palæstina som et land uden folk. For nylig har også israelske historieforskere gennemhullet myten; de har vist, at fordrivelse blev tvangsmæssigt gennemført. Men de klamrer sig til det synspunkt, at fordrivelse var styret af militærstrategiske hensyn og ikke skyldtes en forudfattet plan. End ikke den tro kan overleve Masalhas forskning, som stille og roligt tilintetgør forestillingen. Rensningen af landet var ikke noget mysterium og ikke noget mirakel. I et memorandum til Ben Giurion “transfer”-komitéen, som Masalha citerer, hedder det: “… den stedfundne exodus … var ikke en af de overraskelser, der aldrig er blevet forudsagt .. .; den fandt sted efter gennemarbejdede overvejelser i de senere år som løsning på et problem for hele Israels land.” Eller, som Masalha selv siger det: “Exodus var resultatet af omhyggelig planlægning og en målrettet vision, som er blevet fastslået vedholdende, igen og igen, gennem næsten halvtreds år.”Zionistisk kolonisering hørte ikke op i 1948. Etnisk udrensning er stadig noget meget aktuelt, i Palæstina som i Jugoslavien. I et følgende bind vil Masalha føre historien op til i dag.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kategori 601. Bogmærk permalinket.