Korsfarerstaten Jerusalem
– den zionistiske stat Israel
Af Svend Holm-Nielsen
Artikel fra Palæstina Orientering nr. 4, 1980
Med Islams erobringer i 630’erne mistede den byzantinske kejser i Konstantinopel sine mellemøstlige lande med kristenhedens historiske og hellige byer. Til disse steder havde pilgrimme fra den vestlige verden valfartet i nogle hundrede år; nu var de kommet i de vantros besiddelse, og størstedelen af den kristne befolkning i disse lande gik i løbet af det følgende århundrede over til Islam. Men Islams forhold til dem, der forblev kristne, udviklede sig i det store og hele fredeligt, og derfor gav tabet af Jerusalem, Betlehem, Nazaret og de andre »hellige« byer ikke anledning til, at man i den kristne verden lagde planer om at fordrive muslimerne. I øvrigt havde man nok at gøre med at holde muslimerne stangen i Spanien. Pilgrimsrejserne kom i gang igen, og de tog vældigt til i de følgende århundreder. Det skete i god forståelse med de muslimske herskere, som havde økonomisk fordel af dem.Den politiske udvikling i den østlige verden i 1000-tallet var en afgørende forudsætning for, at korstogene kunne gennemføres. Forholdet mellem den vestlige og den østlige kristenhed, mellem Rom og Konstantinopel, udviklede sig stadig dårligere, og det endte med en egentlig splittelse i 1054. Men samtidig var det byzantinske rige inde i en nedgangsperiode. Fra det indre af Asien var tyrkiske stammefolk strømmet ind i den arabiske verden og havde antaget dens islamiske religion. Midt i århundredet var det lykkedes en tyrkisk stamme, seljukerne, at etablere et enhedsrige i Mellemøsten, som havde sit hovedsæde i Bagdad. Det lykkedes også for dem, hvad der tidligere ikke var lykkedes for de arabiske erobrere, at trænge videre ind i det byzantinske rige og gøre sig til herrer over størstedelen af Lilleasien. Byzantinerne var for svage til at fordrive dem, og mod slutningen af århundredet rettede den byzantinske kejser en anmodning til paven i Rom om hjælp mod de vantro, som truede med at tilintetgøre kristenheden.
Det var måske denne henvendelse fra Konstantinopel, der blev den direkte anledning til, at korstogslavinen blev sat i gang. Men der var også væsentlige forudsætninger i Europa for, at det kunne ske. Det var først og fremmest fra Frankrig, korstogsridderne rekrutteredes i begyndelsen. Der hvilede det sociale mønster på et gennemført feudalsystem. Kongen sad som den øverste leder med sine lensherrer under sig. Under dem igen var de jordejende riddere, hvis eksistens var baseret på vasalbønderne, som dyrkede jorden og svarede deres herre afgifter.
Fra Frankrig havde dette vasalsystem bredt sig til England og Tyskland. Men så konsolideret systemet var, slog det ikke længere til over for den befolkningsmæssige udvikling. Den megen krigstjeneste bevirkede, at landbruget ikke udvikledes; bønder forlod deres jord og søgte ind til byerne, hvor de snart blev til et arbejdsløst proletariat. Men også ridderklassen blev overtallig. Riddere uden jord og uden herrer blev efterhånden til et ridderproletariat, som levede af at lade sig hverve til krig af andre herrer, til hvem de ikke havde noget lensforhold. Den slags professionelle soldater blev et væsentligt element i korshærene.
Kirkens voksende magt
Til baggrunden for korstogene hører også kirkens voksende magt. Kirken havde været afhængig af lensherrer og konger. Men kirken blev efterhånden selv feudal jorddrot, og den søgte at håndhæve sin magt og selvstændighed over for det verdslige regimente. Et af de midler man tog i brug var den hellige krig, som førtes mod muslimerne i Spanien og i Syditalien. I den byzantinske verden betragtede man muslimerne som barbarer, som det gjaldt om at holde på afstand. For den vesteuropæiske verden var de i højere grad vantro, som det gjaldt om at udrydde. Dertil var den hellige krig velegnet.
På forskellig vis var der i Vesteuropa således god grobund for pavens opfordring i 1095 til korstog med det formål at genvinde magten over kristenhedens vugge i østen, hvor den vantro bastard havde lagt sig til hvile.
Nu var det jo den byzantinske kejser i Konstantinopel, der havde bedt paven om hjælp til at genetablere det byzantinske herredømme i østen. Men da korstoget først kom i gang, følte dets riddere sig på ingen måde som hjælpetropper for den byzantinske kejser. Forholdet til ham udviklede sig dårligt. Der er nogle få eksempler på, at den vestlige og den østlige kristenhed optrådte i fællesskab mod muslimerne; men oftest var der kold luft mellem dem, og undertiden direkte fjendskab. Korsridderne betragtede sig ikke som repræsentanter for Byzans, men som kristenhedens rette vogtere og arvtagere. Ja, det gik så galt, at et af de senere korstog slet ikke var rettet mod vantro muslimer, men mod det kristne byzantinske kejserdømme.
Men også inden for korsfarernes egne rækker blev der splid. Allerede inden korshæren på sit togt var nået gennem Lilleasien, var en af lederne brudt ud af rækkerne. Med sine egne riddere drog han videre mod øst, indtog Edessa (det nuværende Urfa) og etablerede der sit eget grevskab. En anden beholdt den store handelsby i Nordsyrien, Antiokia, som sin del af byttet – og ingen af disse to fortsatte med på det videre togt mod Jerusalem. Formelt anerkendte de begge Jerusalems konge som deres overherre; men reelt var kongedømmet Jerusalem, som det kaldtes, delt i tre selvstændige stater, som ikke sjældent intrigerede mod hinanden, hvis ikke de ligefrem lå i krig indbyrdes.
En forudsætning for at korstoget kunne lykkes var, at det seljukiske enhedsrige var faldet fra hinanden i en række småriger, der jævnligt lå i splid med hinanden. Også modsætningsforholdet mellem seljukerne i Syrien og fatimidedynastiet i Ægypten blev til fordel for korsfarerne.
Kongedømmet Jerusalem
Korstoget nåede sit Mål med erobringen af Jerusalem i 1099 – under et formidabelt blodbad på byens muslimske og jødiske indbyggere. Kongedømmet Jerusalem blev udråbt, og for at der ikke skulle være tvivl om, at dette betød kristenhedens tilbagevenden til det land, hvorfra den så skammeligt var blevet fordrevet, lod Baudouin sig krone til konge i Kristi fødselskirke i Betlehem – juledag år 1100. Nu var verden igen blevet normal.
Det er værd at lægge mærke til, hvordan korsfarerstaten blev administreret. Uden smålig skelen til forholdene i den del af verden, man nu er havnet i, overfører man det sociale mønster fra det Europa man kom fra i et feudalt monarki. Over sig havde kongen kun Gud, i praksis paven i Rom. Den egentlige magt, både den lovgivende, den dømmende og den udøvende ligger hos højesteret, som udgøres af kongen og hans lensmænd. Gejstligheden og ridderklassen, har deres egen borgerdomstol. For de indfødte, både kristne, jøder og muslimer, var der særskilte retsinstanser.
Som noget helt nyt opstod de religiøst-militære ordner, johannitterne og tempelridderne. Oprindelig var de dannet med det fromme formål at hjælpe pilgrimme, pleje syge osv. Men i løbet af 11 20’erne udviklede de sig mere og mere til militante bevægelser, og de kom efterhånden til at udgøre hærens faste kerne. De sorterede direkte under paven, og derfor var de uden ansvar overfor kongen og patriarken i Jerusalem. De blev et reservoir for subsistensløse riddere, og foreningen af religiøse og militære idealer gav dem et præg af fanatisme.
Efterhånden som den revolutionære korsfarerånd gik tabt, blev de næsten en stat i staten. Undertiden førte de deres egne krige og indgik deres egne alliancer.
En anden ting som var med til at underminere korsfarerstatens enhed var de selvstændige handelskolonier i kystbyerne. Korsfarerne havde ikke nogen flåde, men var henvist til at forlade sig på hjælpen fra europæiske søhandelsbyer, navnlig Genua, Pisa og Venedig. De sørgede for at opretholde forbindelsen mellem Europa og Jerusalem, og militært beherskede de det østlige Middelhav. Betaling fik de i form af handelsmonopoler i kystbyerne i Syrien og Palæstina, og her fik de eksterritoriale rettigheder, uden at kongen havde egentlig myndighed over dem. Uden smålige hensyn til korsfarerånden handlede de med hvem, det i øjeblikket betalte sig bedst at handle. De opnåede de store rigdomme, og dermed politisk indflydelse.
Tilbagegang
Omkring midten af 1100-tallet begyndte tilbagegangen, og med nederlaget ved Hattins Horn i Østgalilæa i 1187 ophørte den kristne korsfarerstat faktisk at eksistere. Jerusalem overgav sig samme år til Salah ed Din (det er ham vi gerne kalder Saladdin), og flertallet af korsfarerne fik uantastet lov til at forlade landet; de vendte tilbage til Europa -uden begejstring, men en erfaring rigere.
Der er en lang række årsager til, at det gik som det gik. Den splittelse blandt korsridderne, som havde gjort sig gældende næsten fra begyndelsen, tog til gennem årene. De sidste år rådede der næsten borgerkrig. Men i den arabiske verden, som omgav korsfarerstaten, var forholdet omvendt. Den svejsedes mere og mere sammen til en enhed – vel ikke så meget ud fra en indre forståelse som af politisk nødvendighed. Bag Salah ed Din stod en arabisk enhedsverden, der spændte fra Irak i øst til Ægypten i vest. Og denne verden havde umådelige ressourcer i materiel og mandskab, mens korsfarerne var henvist til at supplere sig fra Europa med lange og sårbare forbindelseslinier.
Dertil kom, at Europa langsomt tabte interessen for korstogsideen. Delegation efter delegation af kirke- og statsmænd fra Jerusalem kom til Europa for at prædike korstog, men der kom efterhånden ikke ret meget ud af det. Og i stadig højere grad skete det, at de der så endelig kom, ikke slog sig ned, men snart rejste tilbage igen efter at have aftjent deres religiøse værnepligt.
Men den væsentligste grund til at det gik, som det gik, er nok den isolationisme, der på alle måder prægede kongedømmet Jerusalem. Vel påvirkede orienten dagliglivets vaner – særlig i borgerskabet, mens ridderskabet fornemt hægede om sine europæiske kulturtraditioner. Men i det store og hele gælder det, at korsfarerne forblev både etnisk og kulturelt fremmede, ikke blot over for muslimerne, men også over for den lokale kristne befolkning. Dens religiøse traditioner, dens byzantinsk-ortodokse eller mere og mindre sekteriske teologi betragtede de latinske kristne fra Europa som noget mindreværdigt, som man gerne så erstattet med sit eget. Og den politik man førte over for det byzantinske rige med mistænksomhed og arrogant selvtilstrækkelighed kan man bedst karakterisere som selvmorderisk. I stedet for at vinde venner skabte de sig overalt fjender. Historien nævner eksempler på, at den lokale kristne befolkning modtog muslimerne som befriere og hjalp dem mod de europæiske herrefolk.
Korsfarerstaten blev aldrig folkelig. Korstogsbevægelsen kom aldrig til at sætte et folkeligt, kulturelt præg på den mellemøstlige verden. Der står i dag i Libanon, Syrien, Jordan og Palæstina mere eller mindre velbevarede rester af grænsefæstninger og borge, som korsfarerne havde bygget for at værne deres stat. Bag dem indkapslede de sig.
De søgte ind mod sig selv og mod deres egne ideer, som de havde haft med fra Europa. De forblev europæere, og i den mellemøstlige verden forblev de et fremmedlegeme. I det store og hele formåede de ikke at efterlade sig andet end tomme kirke- og borgruiner.
Ligheder og forskelle
De fleste vil formodentlig studse over en påstand om væsentlige ligheder mellem middelalderens korstogsstat og det 20. århundredes statsdannelse, Israel. Umiddelbart falder forskellene i øjnene. Men alle forskelle, der kun er betinget af at det ene foregår i middelalderen, det andet i 20. århundrede, er i denne sammenhæng uden betydning. Det er heller ikke en afgørende forskel, at det ene drejer sig om kristne, det andet om jøder. Kampen mod islam var overfladisk set drivkraften i korstogsbevægelsen; i Israels tilfælde spiller den en så ringe rolle, hvis overhovedet nogen, at der ikke er grund til at nævne den. Men i korstogene var dette religiøse motiv følelsesmæssigt bestemt, og der spilledes dygtigt på det. Udviklingen viste, hvor ringe rolle det i virkeligheden spillede.
Set fra et religiøst synspunkt var valfarten til de kristnes hellige steder i Palæstina udgangspunkt for korstogene. Den udvidedes til ønsket om at have ejendomsretten til disse steder, et religiøst-idealistisk ønske om at genskabe Palæstina som kristenhedens vugge. Det var dette, der langsomt udviklede sig i politisk retning, så man kan diskutere, hvor meget af den oprindelige drivkraft der var tilbage i korstogsperiodens slutning.
Det er dette, der har en slående lighed med den zionistiske bevægelse, som er det væsentligste fundament for staten Israel. Denne bevægelse begyndte i forrige århundrede på religiøst-idealistisk grundlag. Gennem århundreder havde jøder valfartet til jødedommens hellige steder i Palæstina; mange havde slået sig ned der. På denne tendens byggede zionismen. Den ville udvide muligheden for, at jøder i Europa – det drejede sig først og fremmest om Østeuropa – skulle kunne emigrere til Palæstina, hvis de følte sig draget dertil. I århundreder havde der ved den jødiske påskefest lydt udtrykket: »næste påske i Jerusalem«. Det havde haft et religiøst, næsten mystisk indhold, som hang sammen med jødedommens forventning af og håb om messiasrigets komme ved dagenes ende. Men langsomt fik denne vending en mere jordisk betydning; den kom til at give udtryk for ønsket om at bo i Palæstina og blive et folk der. Det var navnlig østrigeren Th. Herzl, der omkring århundredeskiftet gav zionismen en drejning i politisk retning. For ham var jødedommen andet og mere end religion. Han dyrkede forestillingen om det jødiske folk, der var spredt over alle verdens lande, men som skulle samles som nation i et land, der skulle være dets eget. Og siden Herzl har zionismen udviklet og udnyttet denne nationalistiske tendens politisk. Dens slogan blev: »folket uden land søger landet uden folk«. Man foregøglede jøder i Europa, at Palæstina var et folketomt land, der blot lå og ventede på, at de skulle komme og skabe den jødiske nation.
Zionismen er blevet Israels ideologiske grundlag. Men ikke blot det: zionismen er blevet en ide, hvorved Israel søger at knytte jødedommen til sig, hvorend den findes i verden. Helst skulle jøder udvandre til Israel. Men vil de ikke det, vil de forblive som loyale borgere i de lande, hvor de har levet gennem århundreder, så skal de i al fald vide, at de derudover har yderligere et fædreland, Israel. Og sådan søgte korsfarerne at hamre ind i den europadiske kristenhed, at Palæstina kristeligt talt var dens rette fædreland.
Kulturel isolation
Korsfarerstaten i Mellemøsten var karakteristisk ved sin kulturelle isolation. Det gælder også Israel. Den massive indvandring i 1930’erne, som kanaliseredes af den zionistiske organisation Jewish Agency, kom i alt væsentligt fra Europa og først og fremmest fra Tyskland – af let forståelige grunde, når man husker på nazisternes jødeforfølgelser. For Palæstinas indfødte arabiske befolkning var de der kom, købte jord og slog sig ned, slet og ret europæere. I deres adfærd og i deres forhold til landets befolkning var de ikke til at skelne fra de englændere, der regerede i landet. Der var ikke noget ved disse indvandrere, der kunne lede tanken hen på de arabiske jøder, som de gennem århundreder havde haft midt iblandt sig, og som var ligeså arabiske som de selv. Muslimerne gik i moskeen om fredagen, jøderne i synagogen om lørdagen og de kristne i kirken om søndagen – men arabere var de alle sammen. Men her kom nu – beskyttet af engelske våben og uden noget forsøg på at vinde den palæstinensiske befolknings tilslutning – en indvandring af et europæisk herrefolk, som etablerede sig midt i det altsammen uden at lægge skjul på, at det betragtede sig som landets retmæssige ejer i kraft af en tradition, men navnlig i kraft af teknisk og i det hele taget materiel overlegenhed. Man påpeger gerne forskellen i, at korsfarerne erobrede landet, mens de indvandrende europæere i 20. århundrede købte hver tomme jord. Men for den arabiske bonde var resultatet det samme, for det var ikke ham, der solgte sin jord. Og når alt kommer til alt, så er 93% af det område, som Israel i dag behersker, vundet ved erobring, ikke ved handel. Lad så en del af det blot være »besat« område; for hver dag der går, er der færre, der tror på, at Israel vil aflevere det okkuperede igen ved forhandling.
Korsfarerstatens politiske og kulturelle isolation i Mellemøsten førte med sig, at den måtte forlade sig på sin europæiske baggrund som sin støtte. Også Israel er kulturelt og politisk helt isoleret i sin verden. Derfor må det støtte sig til den vestlige verden, først og fremmest USA. Derfor kan Israel blive ved med at være en vestlig enklave i en orientalsk verden. Men det betyder også en politisk og økonomisk afhængighed af USA, og det bestemmer landets situation både indadtil og udadtil. Mens den altovervejende del af den afrikanske og asiatiske verden har sympatiseret med og støttet nationale oprørsbevægelser mod kolonistyre, og derfor også stod på Nordvietnams side i dets kamp mod amerikansk imperialisme, var det Israel, der i majestætisk isolation bakkede USA op i Vietnam. Og det er Israel, der har sine militære rådgivere stationeret i nogle afrikanske lande som f.eks. Sydafrika til hjælp for bekæmpelsen af de undertvungnes oprørsbevægelser. Sådan tegner sig mønsteret af Israel som et af den vesteuropæiske kolonialismes resultater, der er med til at støtte kolonialismens sidste kræfter i den underudviklede verden. Og det svarer meget vel til, hvordan den arabiske befolkning i Palæstina oplever israelerne: som herrefolket over for underudviklede. Ikke just med mord, brand og forfølgelse – skønt også det – men med den overudvikledes bedrevidende og medlidende indstilling over for den underudviklede; den mentalitet som over hele verden har skabt afgrunde inden for befolkninger, og som også har gjort det i Israel.
Svigtende økonomi
Det er værd at lægge mærke til, hvordan denne afgrund gør sig gældende trods religiøse forbindelser. Korsfarerne fra Europa var i Mellemøsten uvilligt eller direkte fjendtligt indstillet over for den orientalske kristenhed, de fandt på stedet. De betragtede den som mindreværdig. Det samme gør sig gældende i Israel i den europæiske eller europæiserede indstilling over for de arabiske jøder, hvadenten disse allerede fandtes i Palæstina, før europæerne kom, eller de senere er blevet importeret dertil fra andre arabiske lande. For turister fremviser man i Israel yemenitiske, nordafrikanske og irakiske jøders håndværkstraditioner, deres traditionelle dragter, danse, sange og synagoger. Kulturelt går der en afgrund mellem Europa og orienten på tværs gennem det israelske samfund. En afgrund, som man har undgået at snakke om, ligesom man er gået uden om det dybe skel mellem ortodoks og liberal jødedom. Men af grunde som ikke desto mindre er der, og som gennem de senere år er blevet tydeligere.
Økonomisk stabiliseredes korsfarerstaten gennem investeringer navnlig fra de italienske handelsbyer. Men det betød også, at disse opnåede rettigheder og monopoler, som statens centrale regering hverken kunne beherske eller kontrollere. Frem for alt var disse handelskarteller uafhængige af selve korstogsideen og ubundne af statens forhold til den omgivende arabiske verden. For dem drejede det sig om handelsinteresser. Og da konjunkturerne langsomt ændrede sig, voldte det ikke samvittighedsnag at sadle om og etablere sig i den arabiske verden, navnlig Ægypten. Nu ligner historiske forhold aldrig hinanden til fuldstændighed. Men det er ikke urimeligt at minde om, i hvor høj grad Israels økonomi er afhængig af investeringer og anden form for subsidier, herunder også egentlige gaver. Men industri og handel investerer vel kun, sålænge det kan betale sig. Og gaverne kommer vel kun, sålænge giveren har lyst til at give. Og hvem vil garantere, at USA i al fremtid vil bevare sin interesse for at holde Israel i live økonomisk?
Som tiden gik efter erobringen af Jerusalem i 1099, viste det sig nødvendigt for korsfarerstaten at basere sin eksistens på militær styrke. Naturligt kom det til at betyde, at militæret og de militære synspunkter fik større og større betydning og indflydelse. De to hellige ordner, tempelridderne og johannitterne, blev mere og mere militante, og de udviklede sig efterhånden til at være den egentlige professionelle hær, som kongerne måtte forlade sig på, og som derfor fik en magt, så de kunne politisere på egen hånd.
Det ville være urimeligt at trække en direkte parallel til Israels militærvæsen. Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på noget misforhold mellem regering og militær. Men det er alligevel et spørgsmål, i hvor høj grad militæret har været medbestemmende for udformningen af Israels politik. Der kan vel ikke herske tvivl om, at det var en militær vurdering, der i 1967 fik sat den såkaldte 6-dages krig i gang. Hvordan man end vil vurdere dette – og andre lignende begivenheder, så er der grund til at frygte den videre udvikling, hvis militæret i Israel vinder yderligere i politisk indflydelse.
***
Korsfarerstaten måtte hurtigt realisere, at dens eksistensberettigelse ikke afhang af moralske og religiøse vurderinger i Vesteuropa. Det er for længst gået op for de toneangivende kredse i Israel at Israels eksistens afhænger af dets militære styrke, og at denne igen er afhængig af landets vestlige alliancer. To omstændigheder der betingede korsfarerstatens undergang, var den vestlige verdens aftagende interesse for korstogseksperimentet, og samlingen af den arabiske verden i kamp mod den vestlige erobrermagt.Ingen af delene er endnu åbenlyse i den nuværende verden. Men der er også kun gået tredive år, siden Israel blev etableret. Kongedømmet Jerusalem bestod i otteogfirs år.