Dårligt resultat af dårlig politik
Hasan Abu Nimah, The Electronic Intifada 23.05.2007
Dårlig politik giver et dårligt resultat, men fordi det at forbinde virkning med årsag inddrager ophavsmændene, er der en tendens til, at man ofte tillægger ikke-relaterede omstændigheder fadderskabet til menneskeskabte katastrofer.
Der er derfor lettere at skyde skylden for de tragiske kampe mellem palæstinensere i Gaza på en tåbelig og selvisk stræben efter magtpositioner, snarere end på den rådne politik, som er udtrykt i Oslo-aftalen, der blev brygget sammen halvandet årti tidligere.
Faktisk og på mange måder foregår der en kamp om magten, men rødderne til det skal søges længere tilbage end det valgresultat, der bragte HAMAS til magten (i januar 2006, o.a.). til en meget høj pris for det parti, der indtil da, siden Oslo-aftalen blev indgået, under den vedvarende israelske besættelses paraply, havde haft et sikkert og uantastet magtmonopol.
De der har beskrevet det pågående blodbad som den anden palæstinensiske katastrofe, eller Nakba som er den gængse betegnelse, har helt ret når de giver udtryk for deres dybe smerte, men den virkelige anden katastrofe var Oslo-aftalen i 1993.
I 1947 var den tragedie, der ramte palæstinenserne en kombination af internationale og regionale faktorer, som hverken den arabiske befolkning i Palæstina eller de arabiske stater tilsammen var i stand til at gøre front imod; det var en uundgåelig uretfærdighed der voldsomt og magtfuldt blev påtvunget.
Oslo-aftalen, derimod, var en katastrofe, selvpåført af ledere, der for længe havde placeret sig selv i toppen af PLO, ledere der indtil da
kraftigt havde taget til orde imod og anklaget enhver, der vovede at overveje nogen som helst form for aftale med “den zionistiske fjende”, der ikke bragte historiens forløb tilbage til tilstanden fra før 1947, for at være forrædere.
Her, og det med det forfærdende arrangement i Oslo, lykkedes det for første gang i sin historie Israel at sikre det frivillige, om ikke entusiastiske samtykke fra den bredt anerkendte “eneste og legitime repræsentant for det palæstinensiske folk” i legitimeringen af besættelsen og konsolideringen af alle krigserobringerne, praktisk taget omkostningsfrit.
Israel havde i årevis meget kraftigt afvist enhver tendens i retning af at anerkende eller forhandle med det “terroristiske” PLO. På den konto blev PLO udelukket fra fredsforhandlingerne i Madrid i slutningen af 1991.
Israelerne kunne på det tidspunkt klart nok ikke være kommet på den tanke, at nogen form for meget vidtgående indrømmelser, som dem PLO-repræsentanterne uden problemer gjorde i Oslo, ville have større politisk vægt, hvis de blev gjort af et anerkendt snarere end af et afvist PLO. Sandsynligvis forestillede israelerne sig aldrig, at PLO ville være så forsonlig eller generøs med at sælge en hel sag.
Det var faktisk Oslo, der splittede palæstinenserne. Det tog rigtigt nok sin tid, før den dybe splittelse antog en så voldelig karakter, men problemerne har tårnet sig op, og der er altid et punkt, hvor en konflikt kan bryde ud i lys lue.
Oslo var en lejlighed for Israel, hvis ikke en helt igennem israelsk plan, til at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt uden mange – faktisk ingen som helst – ændringer i området. Snarere end at fjerne besættelsen og befri dem, der havde lidt under den i årtier, valgte de tiljublede “befriere”at glide ind under den og slutte sig til dem, som de lydeligt pralede med, at de var besluttede på at ville befri.
Ifølge Oslo-Aftalen skulle Den Palæstinensiske Myndighed (PA) og dens sikkerhedsstyrker optræde som besættelsesmagtens forlængede arm og blot lette besættelsesmagtens byrder. Palæstinensiske soldater, snarere end israelske skulle tage sig af palæstinensiske brud på den offentlige ro og orden.
Penge skulle komme fra det såkaldte internationale samfund, især EU, til finansiering af stedfortræderbesættelsen via Den Palæstinensiske Myndighed. Og det krævede, at man vendte et blindt øje til korruption, profitmageri og regnskabsaflæggelse med det sikre resultatet at hundreder af millioner af dollars fra bistandspengene fandt vej til “befrieres” private lommer.
Hele idéen var at tillade repræsentanterne for den Palæstinensiske Myndighed at svømme i oceaner af individuelle privilegier og enhver form for materialle fristelser og glemme “sagen” – og det gjorde de.
Imens og i løbet af den fastsatte 5-årlige overgangsperiode satte Israel turbo på sin kampagne for at skabe flere af de planlagte kendsgerninger i området: Flerre kolonibosættelser, flere omfartsveje forbeholdt jøder, der forbandt bosættelserne med Israel, flere konfiskationer af land og flere foranstaltninger for at kantonisere palæstinenserne i isolerede enklaver uden faciliteter, der aldrig ville kunne udgøre nogen form for et rimeligt grundlag for en statsdannelse eller endog blot for en fortsat eksistens på stedet.
Mange palæstinensere var modstandere af “udsalget i Oslo”, men de valgte enten tålmodigt at forblive tavse og håbe på, at forholdene kunne bedres og at løftet om fred en dag ville blive til virkelighed; eller tog til orde og protesterede og blev så skånselsløst taget under behandling af de palæstinensiske sikkerhedsstyrkers mange forskellige afdelinger som “fjender af freden” og sabotører.
Indgrebene mod oppositionen var alvorlige og der forekom graverende krænkelser af menneskerettighederne. Besættelsens afskyeligheder blev faktisk sammenblandede og mange led under både israelske og PA’s repressive tiltag. Frustrationerne tog stadig til mens Israel for sit vedkommende fortsatte med at gøre en ende på palæstinensiske rettigheder og PA sank dybere ned i korruption og inkompetence.
At stemme HAMAS til magten ved de seneste valg til PLC (Palestinian Legislative Council) var et stort skridt i retning af at polarisere palæstinensisk politik og afstanden blev helt klart forøget mellem dem, der ønskede at fastholde politikken fra Oslo og nyde deres privilegier fuldt ud, og andre der fremsatte betingelser for en mulig fredelig afslutning på konflikten.
Splittelsen blev så meget alvorligere fordi Oslo-fløjen fik støtte fra hele det såkaldte “internationale samfund” (en misvisende betegnelse for dem der enten støtter Israel eller frygter det) mens den anden part anført af HAMAS straks blev udsat for skrappe økonomiske og diplomatiske sanktioner og havde generelt fået liden moralsk støtte som knapt nok kunne omsættes til nogen praktisk opbakning.
De pågående sammenstød i Gaza, er ikke de første og helt sikkert heller ikke de sidste og kan, når de bliver sat ind i den rette sammenhæng, blotlægge en dyberegående modsætning mellem to modsatrettede tendenser, ikke blot to konkurrerende fraktioner. Det er ikke nogen let sag at bringe disse sammenstød til ophør uden en aftale om en fælles palæstinensisk holdning til spørgsmålet om fred og og en afslutning på konflikten.
Mecca-aftalen har betydet meget lidt i den henseende ved kun at påkalde nødvendigheden af at undgå kampe mellem brødre af hensyn til “den hellige sag”. Målet var at komme et lag fernis hen over uenighederne, men fernis holder ikke i det lange løb.
I stedet for en opfølgning af de beskedne fremskridt fra Mecca med seriøse bestræbelser på at ,opbygge en palæstinensisk konsensus og bringe forskellige politiske retninger i samklang og fordele mandater og andele så vi ildevarslende og åbenlyse forsøg på at gøre PA’s præsidentskab i stand til at udrydde HAMAS i kraft af våben og penge, der tilflød FATAH.
Det eneste resultat af Mecca-aftalen , den nationale enhedsregering, blev afvist af det internationale samfund og den finansielle boykot fortsatte. Enhedsregeringen blev ikke givet nogen chance for at komme til at fungere, som om det, lige som ved det forudgående valg, lige præcist var det ikke-ønsksværdige resultat som skulle annulleres.
Hvordan kan nogen, der holder den dåse, hvorfra der hældes olie på ilden med forbavselse skrige op om, at der er ild løs eller at ilden griber om sig? Den omsiggribende ild i Gaza er det uundgåelige resultat af besættelse, belejring og udsultning, af årevis af ydmygelse og lidelse, af frustration og desperation, af uretfærdighed og undertrykkelse, af den resulterende lovløshed og kaos, af fraværet af lederskab og ondsindet udenlandsk intervention og meningsløs opildnen.
Under sådanne forhold, alle sammen planlagte og på forhånd gennemtænkte gør Gazas indbyggere sig fortjente til alverdens respekt for kun at opføre sig så dårligt som tilfældet er. Der er hele tiden blevet udfoldet bestræbelser på i Gaza at frembringe vilkår, der kan gøre den enkelte til modstander af alle andre. Der er ikke tale om palæstinensisk tåbelighed og selviskhed; der er snarere tale om at en mission er blevet fuldført for dem, der planlagde denne situation for et svækket Gaza.
Bidragsyder til Electronic Intifada Hasan Abu Nimah er forhenværende repræsentant for Jordan i FN. Denne artikel blev først bragt i The Jordan Timas
Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen