Israelske soldater kommer aldrig i fængsel for drab på palæstinensere. Aldrig!

Nurit Peled-Elhanan, Counter Punch

Israelske soldater kommer aldrig i fængsel for drab på palæstinensere. Aldrig!

Mordet på den niårige Abir Aramin

Af Nurit Peled-Elhanan, Counter Punch 08.08.2007

Hvor er det bedrøveligt at nå frem til den forståelse at antallet af dem, der viger tilbage for at gøre tjeneste i besættelseshæren er så beskedent, at der praktisk talt ikke er nogen indvirkning på motivationen hos Israels børn for at trække i brutalitetens uniform.

Professor Stewart Cohen fra Bar Ilan Universitetet trøster os med at erklære, at “skylden” er at finde hos det tiltagende antal “Haredier” som

[af religiøse grunde, o.a.] er fritaget for militærtjeneste og han belærer os om, at USA’s hær ville have været lykkelig for et så lavt procenttal af militærnægtere under Vietnam-krigen. Måske ville han gøre klogt i at lære noget af 1960’ernes amerikanere eller af de Haredi-jøder, der frygter for deres børns sikkerhed.

Da omfanget af militærnægtelse blev en kendt sag, fik jeg en invitation til at deltage i Oded Shahars program “Politika”, som en moder, der ikke vil tillade sin søn (nu 15 år gammel) at gå ind i hæren. Bortset fra mig – fik jeg at vide i løbet af den langvarige overtalelseskampagne – var der kun inviteret mænd, de fleste af dem krigsliderlige generaler som Effie Eitam og Yossi Peled.

Efter at være nået frem til overbevisningen om, at min deltagelse i programmet ville være af betydning, samtykkede jeg. Forskeren spurgte, hvorfor jeg ikke ville tillade min søn at gå ind i hæren. Jeg forklarede hende, at en hær som gennem fire årtier har været involveret i systematiske og tiltagende overgreb mod en civilbefolkning (overgreb, som selv en modig journalist som Gideon Levy omtaler med den bløde betegnelse “bevogtning”); en hær, der lærer sine soldater, at drab på palæstinensere og dem, der prøver at beskytte dem, som Rachel Corrie og James Miller, ikke er en forbrydelse; en hær hvis kommandanter nyder straffrihed, skønt de dagligt begår forbrydelser mod menneskeheden, ikke er et passende sted for min søn, som er blevet opdraget til at elske mennesker, og hvis brødre og slægtninge har palæstinensiske venner, som bliver underkastet dette samme terrorregime og daglige lidelser. Efter en halv times forløb fik jeg at vide, at trods mit bidrag var der ikke siddepladser nok i panelet.

Nogle få dage senere hørte vi i én eneste lokal nyhedsudsendelse, at sagen om mordet på Abir Aramin, Salwa og Bassam Aramins datter, var

blevet lukket. Bassam er en af grundlæggerne af den palæstinensisk-israelske bevægelse Combatanter for Fred, hvor også mine sønner Elik og Guy er medlemmer. Bassam Aramin har tilbragt ni år i israelsk fængsel, fordi han er medlem af FATAH’s Hebron-afdeling og for at prøve at kaste en granat mod en israelsk militærjeep, der var på patruljetjeneste i det besatte Hebron.

En tirsdag eftermiddag, 16. januar, skød en israelsk soldat hans niårige datter, Abir, i hovedet, da hun var på vej hjem fra skole. Soldaten kommer ikke til at tilbringe så meget som én time i fængsel. I Israel kommer soldater ikke i fængsel for drab på arabere. Aldrig. Det gør ej heller nogen forskel, hvorvidt araberne er unge eller gamle, virkelige eller potentielle terrorister, fredelige demonstranter eller stenkastere.

Hæren har ikke gennemført nogen undersøgelse af Abir Aramins død. Politiet og retterne har ikke udspurgt nogen undtagen hendes søster, der holdt hendes hånd, da hun faldt omkuld. Den yngre søster blev spurgt igen og igen, hvor mange meter de befandt sig fra skoleporten, fra kiosken, fra jeepen.

Der fandt knap nok nogen efterforskning sted bortset fra en privat, der blev foretaget af Bassam og hans venner, der er helt på det rene med, hvem drabsmanden er. Men for så vidt angår den israelske besættelsesmagt, fandt skudepisoden ikke sted. Hærens officielle udlægning af Abirs død er, at hun kan være blevet ramt af en sten, som en af hendes klassekammerater kastede “mod vore styrker”. Dette over for udsagnet fra en erfaren læge, som gennem mange år har arbejdet på et retsmedicinsk institut.

En af beskyldningerne mod militærnægterne er, at de har mistet troen på sådanne “værdier” som opofrelse. Hvis opofrelse, helt nøjagtigt? På hvilket alter? Til hvilken nytte? Israels soldater bliver opfordret til at ofre børn, forældre, frivillige, og sommetider sig selv på alteret for storhedsvanviddet hos staten Israels uforskammede og korrupte ledere, som har formået at gøre dette land til et alter for ofring af andre folks børn til dødens gud.

Og ingen er skyldig i disse dødsfald; ingen bliver nogensinde straffet for mordet på et palæstinensisk barn. Staten tager nogle gange hånd om dem, der tjener den. Andre gange ofrer den endog dem, med samme koldblodighed og af de samme grunde.

Og morderne ? Hvad med dem? Ved de, at de har begået forbrydelser? Vender og drejer de sig i sengen om natten? Martres de af billedet af de små kroppe, der vrider sig og falder for deres riffelskud, bomber og granater? Dette gør de sandsynligvis ikke. Vi har ikke kendskab til noget tilfælde, hvor en soldat har meldt sig selv og givet udtryk for at have angret sine handlinger.

Det er den største succes for det israelske uddannelsessystem: Skelnen mellem blod og blod, skelnen mellem det ene og det andet døde barn og indskærpelsen af, at mord på palæstinensere og deres venner ikke er nogen forbrydelse.

Enhver der træder ind i hæren ved dette og er forberedt på det. Den halve nation ! Hvor mange millioner er det? Hvor mange millioner af unge mænd og kvinder som simpelt hen ikke bevæges af et barns gråd, af en kvindes fødselsveer, af en gammel mands bønner og af uskyldige menneskers død?

Hvor mange millioner mennesker, som aldrig lærte at nægte at udføre ordrer, som er uafviseligt umenneskelige, selv om de er legale ifølge deres stats racistiske love; og ikke lærte at sige nej til korrupte ledere og blodtørstige generaler ?

Godt skuldret af det israelske militær! Flot klaret af det israelske jødiske uddannelsessystem, som har formået næsten til perfektion at viderebringe racismens værdier, uden at støde på megen modstand !

Og hvis min søn, Yigal, skulle ønske at deltage i de militære kurser, som de påtvinger gymnasieelever, der starter i 10. Klasse, eller – Gud forbyde det – indgå i besættelsens og lidelsens hær, må jeg anse det for en opdragelsens fiasko. En frygtelig moderlig svigten. Og hvis ikke jeg gør alt hvad jeg kan gøre for at forhindre ham i at ende som morder eller lig i en alder af 18 år, så vil jeg blive belært om, at jeg har forrådt ham og min egen opgave som moder.

Nurit Peled-Elhanan kan kontaktes på nuritpeled@gmail.com

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.