International aktionsdag mod muren

DPV

International aktionsdag mod muren

Den 9. november er der international aktionsdag mod den israelske mur i Palæstina. I Danmark forbereder en lang række foreninger at markere dagen om lørdagen d. 8. november, da der er Krystalnatsdemonstration d. 9. november. Nærmere oplysninger om de danske aktiviteter d. 8. november kommer senere her på hjemmesiden.

———————–

En mur af håbløshed

Israel har siden 2002 bygget en mur på palæstinensisk jord i de besatte områder. Muren tjener to ille­gale formål. Dels understøtter den Israels fortsatte kolonisering områderne, dels indhegner den palæstinenserne i mindst 2 reservater på Vestbredden.

Ifølge israelske kilder lider mere end 210.000 palæstinensere skade som følge af byggeriets første fase (ca. 145 km). Mange er fanget på den forkerte side af muren, så de ikke længere har kontakt med Vestbreddens øvrige palæstinensiske samfund. Afsætning af produkter, skolegang og adgang til sygehuse mv. hindres eller besværliggøres. Andre har mistet jord og huse og er ophørt med at dyrke de stærkt efterspurgte fødevarer.

Hvis Muren blev opført med det formål at beskytte den israelske stat, ville den blive opført på israelsk jord eller på grænsen mellem Israel og de besatte områder. Det er intet­steds tilfældet. Israel bør derfor tvinges til at stoppe byggeriet.

Læs mere om mur-byggeriet på denne hjemmeside. Brug søgefeltet og skriv muren.

Eller se på den internationale hjemmeside www.stopthewall.org

Gode citater:

FN’s generalsekretær Kofi Annan d. 31. juli 2003:

”Hvad angår hegnet, så ved jeg, at man siger, at hegn giver gode naboer. Men det gælder kun, hvis du bygger et hegn på din egen grund og ikke blander dig i din nabos liv”

Gitte Seeberg, udenrigsordfører for de Konservative i Berlingske Tidende 28. august 2003 om sit møde med muren rundt om byen Qalqilya:

”En meget ubehagelig oplevelse, der giver et indtryk af, hvordan en ny palæstinensisk stat kan komme til at se ud”.

Helga Moos, medlem af Folketinget for Venstre, 12. sept. 2003

”By for by vil israelerne lade omringe af muren, sætte hele den palæstinensiske befolkning i kæmpefængsler, som i de Bantustans, Sydafrika havde planlagt, men hvor verdenssamfundet sagde fra – gennem handelsembargo og massivt diplomatisk pres. Nu er det ikke sorte, det går ud over, men palæstinensere – som om der er en forskel?”

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Pressemeddelelser. Bogmærk permalinket.