{"id":1656,"date":"2003-10-30T08:33:19","date_gmt":"2003-10-30T08:33:19","guid":{"rendered":""},"modified":"2003-10-30T08:33:19","modified_gmt":"2003-10-30T08:33:19","slug":"lossluppen-ondskab","status":"publish","type":"post","link":"http:\/\/www.danpal.dk\/?p=1656","title":{"rendered":"L\u00f8ssluppen ondskab"},"content":{"rendered":"
Tanya Reinhart, DPV<\/div>\n

L\u00f8ssluppen ondskab<\/h3>\n<\/p>\n

Af Tanya Reinhart<\/p>\n<\/p>\n

(Artiklen er hentet fra antologien “Et andet Israel. Israelske kritikere 2000-2002.” Red. Jakob Feldt og Michael Irving Jensen. Forlaget Klim 2002)<\/p>\n<\/p>\n

I den almindelige politiske debat beskrives Israels nylige uhyrlige overgreb som \u201dgeng\u00e6ldelses-aktioner\u201d – som svar p\u00e5 den seneste b\u00f8lge af terrorangreb p\u00e5 civile israelere. Men i virkeligheden er denne \u201dgeng\u00e6ldelse\u201d blevet forberedt langt tidligere. Allerede i oktober 2000, da den pal\u00e6stinensiske opstand begyndte, havde milit\u00e6re kredse detaljerede, operative planer klar for at v\u00e6lte Arafat og Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed. Dette var f\u00f8r, de pal\u00e6stinensiske terrorangreb startede. (Det f\u00f8rste angreb p\u00e5 civile israelere fandt sted 3. november 2000, p\u00e5 et marked i Jerusalem). Et dokument, der var udarbejdet af sikkerhedstjenesterne efter ordre fra dav\u00e6rende premierminister Barak, og dateret 15. oktober 2000 fastslog, at: \u201dpersonen Arafat er en alvorlig trussel mod statens [Israels] sikkerhed og den skade, der vil blive resultatet af hans forsvinden er mindre end den skade, der for\u00e5rsages af hans tilstedev\u00e6relse.\u201d Planen, der er kendt som “De tornefulde Marker” blev forberedt tilbage i 1996, og den blev opdateret under intifadaen. Planen indeholder alt, hvad Israel har gennemf\u00f8rt p\u00e5 det seneste, og mere til. <\/p>\n<\/p>\n

De h\u00f8jeste politiske kredse (Baraks cirkler) arbejdede p\u00e5 deres side p\u00e5 at forberede den offentlige mening til at st\u00f8tte afs\u00e6ttelsen af Arafat. Den 20. november 2000 offentliggjorde Nahman Shai, der dengang var Barak-regeringens pressetalsmand, p\u00e5 et pressem\u00f8de et 60 sider langt dokument med titlen “Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndigheds manglende f\u00f8jelighed … En liste over ond tro og d\u00e5rlig ledelse”. Dokumentet, der uformelt omtales som “Hvidbogen”, var udarbejdet af Baraks r\u00e5dgiver Danny Yatom. If\u00f8lge “Hvidbogen” er Arafats nuv\u00e6rende forbrydelse, “planl\u00e6gning af intifadaen”, blot den seneste i en lang r\u00e6kke af beviser for, at han aldrig har opgivet ideen om “voldens og kampens forret”. “S\u00e5 tidligt som 13. september 1993 antydede Arafat i sin tale p\u00e5 pl\u00e6nen foran Det hvide Hus, at han ikke n\u00f8dvendigvis betragtede D.O.P. \u201dHensigtserkl\u00e6ringen for Fred” som en afslutning af konflikten. Han var ikke p\u00e5 noget tidspunkt uden sin uniform, symbolet p\u00e5 hans status som revolution\u00e6r leder (jf. afsnit 2 af hvidbogen).\u201d Tilf\u00e6ldigvis var denne uniform den eneste \u2019antydning\u2019, rapporten angiver om Arafats skjulte intentioner ved denne lejlighed.<\/p>\n<\/p>\n

Et langt afsnit i dokumentet er helliget til at fastsl\u00e5 Arafats “ambivalens og f\u00f8jelighed” i forhold til terror. “I marts 1997 var der endnu en gang mere end en antydning af \u2019gr\u00f8nt lys\u2019 fra Arafat til Hamas f\u00f8r bombeangrebet i Tel Aviv … Det ligger indirekte i en erkl\u00e6ring afgivet af et medlem af Arafats regering med tilknytning til Hamas, Imad Faluji, til den amerikanske avis Miami Herald (5. April 1997).” Ingen yderligere antydninger af, hvordan dette k\u00e6der Arafat sammen med bombningen, er angivet, men det er det “gr\u00f8nt lys til terror”-tema, som Den milit\u00e6re Efterretningstjeneste har fremf\u00f8rt siden 1997, da dens anti-Oslo linie blev lagt fast. Dette tema er siden blevet gentaget om og om igen af milit\u00e6re kredse, og efterh\u00e5nden er det blevet mantraet for den israelske propaganda – Arafat er stadig terrorist, og han er personligt ansvarlig for alle de handlinger, der udf\u00f8res af medlemmer af enhver pal\u00e6stinensisk gruppe fra Hamas og Islamisk Jihad til Hizbollah.<\/p>\n<\/p>\n

The Foreign Report (Jane\u00b4s information) fra 12. juli 2001 afsl\u00f8rede, at den israelske h\u00e6r – i Sharons regeringstid – har opdateret sin plan for et “altomfattende angreb for at smadre Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed, tvinge Yassir Arafat v\u00e6k fra lederskabet af den og dr\u00e6be eller internere dens h\u00e6r”. Planen, der har navnet “\u00d8del\u00e6ggelsen af Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed og afv\u00e6bning af alle v\u00e6bnede styrker”, blev forelagt den israelske regering af generalstabschef Shaul Mofaz 8. juli 2001. Angrebet skulle iv\u00e6rks\u00e6ttes efter regeringens sk\u00f8n efter et stort selvmordsbombeangreb i Israel med mange d\u00f8de og s\u00e5rede, hvor blodsudgydelserne skulle bruges til at retf\u00e6rdigg\u00f8re angrebet. <\/p>\n<\/p>\n

Mange i Israel n\u00e6rer en mistanke om, at mordet p\u00e5 Hamas terroristen Mahmoud Abu Hanoud, der fandt sted, netop da Hamas i to m\u00e5neder havde overholdt sin aftale med Arafat om ikke at foretage angreb i selve Israel, skulle skabe den n\u00f8dvendige “blodbads-retf\u00e6rdigg\u00f8relse” , da Sharon var p\u00e5 vej til USA Alex Fishman – sikkerhedspolitisk redakt\u00f8r p\u00e5 avisen Yediot Ahronot – gjorde opm\u00e6rksom p\u00e5, at: “uanset hvem der besluttede, at Abu Hanoud skulle likvideres, vidste vedkommende i forvejen, at blodbadet ville blive prisen. Sp\u00f8rgsm\u00e5let blev diskuteret grundigt b\u00e5de i milit\u00e6re og politiske kredse i Israel, f\u00f8r det blev besluttet at gennemf\u00f8re likvideringen.” Israels skridt i retning af at \u00f8del\u00e6gge Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed kan s\u00e5ledes ikke betragtes som en \u2019spontan geng\u00e6ldelsesaktion\u2019. Det er en velovervejet plan, der har v\u00e6ret l\u00e6nge undervejs. En foruds\u00e6tning for planens gennemf\u00f8relse var, at pal\u00e6stinensernes modstand f\u00f8rst blev sv\u00e6kket, dette havde Israel arbejdet systematisk p\u00e5 siden oktober 2000 gennem mord, bombardementer af infrastruktur, holde folk indesp\u00e6rret i deres hjembyer og ved at bringe dem t\u00e6t p\u00e5 sultegr\u00e6nsen. Alt dette skulle ske, mens man ventede p\u00e5, at den internationale situation skulle blive \u2019moden\u2019 til at acceptere de mere \u2019fremskredne\u2019 faser i planen.<\/p>\n<\/p>\n

Nu ser situationen ud til at v\u00e6re \u2019modnet\u2019. I den magt-berusede politiske atmosf\u00e6re i USA kan alt lade sig g\u00f8re. Hvis det i begyndelsen s\u00e5 ud som om, USA ville pr\u00f8ve at holde den arabiske verden p\u00e5 sin side gennem symbolsk overtalelse, som det skete under Golfkrigen, er det nu \u00e5benlyst, at amerikanerne er fuldst\u00e6ndig ligeglade. Amerikansk politik er ikke l\u00e6ngere baseret p\u00e5 at opbygge koalitioner eller at investere tid p\u00e5 at overtale, men p\u00e5 ren og sk\u00e6r magt. Den knusende \u2019sejr\u2019 i Afghanistan har sendt et klart signal til Den tredje Verden om, at intet kan forhindre USA i udse sig et hvilket som helst land som m\u00e5l for tilintetg\u00f8relse. De mener tilsyneladende, at det 21. \u00e5rhundredes mest raffinerede v\u00e5ben kombineret med total mangel p\u00e5 hensyntagen til moralske overvejelser, international ret eller den offentlige mening for altid kan bevare deres status som verdens eneste herskere. Fra nu af skulle frygt v\u00e6re den tilstr\u00e6kkelige betingelse for lydighed.<\/p>\n<\/p>\n

H\u00f8gene i USA, der presser p\u00e5 for at sprede krigen til Irak og endnu l\u00e6ngere, betragter Israel som et aktiv. Der er f\u00e5 regimer i verden som Israel, der er s\u00e5 ivrige efter at s\u00e6tte deres borgeres liv p\u00e5 spil for en ny regional krig. Som professor Alain Joxe, direkt\u00f8r for det franske CIRPES (Institut for freds og konfliktforskning), har udtrykt det i Le Monde den 17. december 2001: “Den amerikanske ledelse best\u00e5r for tiden af farlige sydstats-h\u00f8jreekstremister, der pr\u00f8ver at bruge Israel som et offensivt redskab til at destabilisere hele det mellem\u00f8stlige omr\u00e5de.” De samme h\u00f8ge taler ogs\u00e5 om at udvide den fremtidige krigsskueplads til at omfatte m\u00e5l som for eksempel Hizbollah og Syrien.<\/p>\n<\/p>\n

Under disse omst\u00e6ndigheder fik Sharon sit gr\u00f8nne lys i Washington. Som de israelske medier bliver ved med at udbasunere det: “Bush er tr\u00e6t af den der person [Arafat],” og “Powell sagde, at Arafat bliver n\u00f8dt til at holde op med at lyve” (Barnea og Schiffer i Yediot, 7. december 2001). Mens Arafat skjuler sig i sin bunker, krydser israelske F-16 jagere hen over himlen, og Israels brutalitet skaber hver dag nye desperate menneske-bomber, og USA, for tiden fulgt op af EU, bliver ved med at presse Arafat til at \u2019handle\u2019.<\/p>\n<\/p>\n

Den israelske logik<\/p>\n<\/p>\n

Men hvad er logikken bag Israels systematiske og voldsomme angreb for at udslette Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed og \u00f8del\u00e6gge Oslo-aftalen? Det kan bestemt ikke skyldes \u00b4skuffelse\u00b4 over Arafats optr\u00e6den, som det s\u00e6dvanligvis h\u00e6vdes. Sandheden er, at set i lyset af Israels interesse i at opretholde bes\u00e6ttelsen, har Arafat de sidste mange \u00e5r levet helt op til forventningerne.<\/p>\n<\/p>\n

Hvad Israels sikkerhed ang\u00e5r, er intet l\u00e6ngere fra sandheden end beskyldningerne i “Hvidbogen” eller den efterf\u00f8lgende israelske propaganda. For blot at n\u00e6vne \u00e9t eksempel, i 1997 – det \u00e5r “Hvidbogen” angiver som tidspunktet for Arafats given “gr\u00f8nt lys for terror” – blev en \u2019sikkerhedsaftale\u2019 mellem Israel og Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed undertegnet under chefen for CIAs Tel Aviv hovedkvarter, Stan Muskovitz\u00b4s, auspicier. Aftalen forpligter selvstyremyndigheden til aktivt at drage omsorg for Israels sikkerhed – at bek\u00e6mpe “terroristerne, terroristbaserne og de samfundsforhold, der skaber st\u00f8tte til terror” i samarbejde med Israel, herunder gensidig udveksling af informationer og ideer, og milit\u00e6rt samarbejde” (\u00a7 1). Arafats sikkerhedstjenester udf\u00f8rte omhyggeligt dette job ved at myrde Hamas terrorister (mordene forkl\u00e6dt som \u2019uheld\u2019) og arrestere politiske ledere fra Hamas. <\/p>\n<\/p>\n

Omfattende informationer om disse aktiviteter blev offentliggjort i de israelske medier, og \u00b4sikkerhedskilder\u00b4 var fulde af ros over Arafats pr\u00e6station. F.eks. udtalte Ami Ayalon, der dengang var chef for den israelske sikkerhedstjeneste (Shabak), under et regeringsm\u00f8de 5. april 1998, at: “Arafat g\u00f8r sit arbejde – han bek\u00e6mper terror og s\u00e6tter hele sin magt ind mod Hamas.” De israelske sikkerhedstjenesters succesrate i kampen mod terror har aldrig v\u00e6ret h\u00f8jere end Arafats; i virkeligheden meget lavere.<\/p>\n<\/p>\n

I venstreorienterede kredse og hos kritiske grupper er det sv\u00e6rt at v\u00e6kke medlidenhed med Arafats personlige sk\u00e6bne (i mods\u00e6tning til det pal\u00e6stinensiske folks tragedie). Som David Hirst skrev i The Guardian i 1994, da Arafat vendte tilbage til de besatte omr\u00e5der: “Han kom som kollaborat\u00f8r i lige s\u00e5 h\u00f8j grad, som han kom som befrier. For israelerne var sikkerhed – deres, ikke pal\u00e6stinensernes – Oslo-aftalernes alfa og omega. Hans job var at skaffe dem den. Men han kunne kun forts\u00e6tte i kollaborat\u00f8rens rolle, hvis han til geng\u00e6ld fik den politiske gevinst, der gennem en r\u00e6kke \u2019midlertidige aftaler\u2019 skulle f\u00f8re til den \u2019endelige aftale\u2019. Den kunne han aldrig f\u00e5 … [Hen ad vejen], affandt han sig med at m\u00e5tte give et stigende antal indr\u00f8mmelser, der kun gjorde afstanden st\u00f8rre og st\u00f8rre mellem det, han faktisk opn\u00e5ede til sidst, og det, han forsikrede sit folk, at han ville opn\u00e5 p\u00e5 denne m\u00e5de. Han var stadig Mr. Pal\u00e6stina med en karisma og en historisk legitimitet, der var helt hans egen. Men han viste sig i uhyggelig grad at v\u00e6re ude af stand til at gennemf\u00f8re sin anden store og supplerende opgave, at benytte de givne foruds\u00e6tninger til at opbygge en stat. \u00d8konomisk elendighed, korruption, overtr\u00e6delse af menneskerettighederne og skabelsen af et k\u00e6mpe undertrykkelsesmaskineri – alt dette fl\u00f8d, helt eller delvist, fra den selvstyremyndighed, han var leder af.” <\/p>\n

Men set fra den israelske bes\u00e6ttelsesmagts side betyder alt dette, at Oslo-aftalen i bund og grund var en succes. Arafat evnede ved h\u00e5rdh\u00e6ndet undertrykkelse at holde frustrationen hos sit folk nede og at garantere bos\u00e6tternes sikkerhed, mens Israel uantastet fortsatte med at oprette nye bos\u00e6ttelser og annektere mere pal\u00e6stinensisk land. Undertrykkelsesmaskineriet, Arafats forskellige sikkerhedsstyrker, blev oprettet og tr\u00e6net i samarbejde med Israel. Megen energi og mange ressourcer medgik til opbygningen af dette komplicerede Oslo-apparat. Det bliver ofte indr\u00f8mmet, at de israelske sikkerhedsstyrker ikke er i stand til at forebygge terror bedre, end Arafat er. Hvorfor var den milit\u00e6re og politiske top alligevel s\u00e5 fast besluttet p\u00e5 at nedbryde alt dette allerede i oktober 2000, selv f\u00f8r terrorb\u00f8lgen startede? For at besvare dette sp\u00f8rgsm\u00e5l er det n\u00f8dvendigt at se n\u00e6rmere p\u00e5 historien.<\/p>\n<\/p>\n

Oslo: To israelske opfattelser<\/p>\n<\/p>\n

Lige fra begyndelsen af \u2019Oslo-processen\u2019 var der to modstridende opfattelser i det israelske politiske og milit\u00e6re system. Den ene, der blev fremf\u00f8rt af Yosi Beilin, str\u00e6bte efter at f\u00e5 gennemf\u00f8rt en eller anden udgave af Allon-planen, som Arbejderpartiet havde v\u00e6ret talsmand for i mange \u00e5r. Den oprindelige plan bestod i israelsk annektering af ca. 35% af omr\u00e5det og s\u00e5 enten jordansk styre eller en form selvstyre over resten af omr\u00e5det, den del af landet, hvor pal\u00e6stinenserne rent faktisk boede. Tilh\u00e6ngerne af denne plan mente, at den repr\u00e6senterede et n\u00f8dvendigt kompromis i forhold til alternativerne, der var enten at opgive hele omr\u00e5det eller en konstant blodsudgydelse (som den vi nu er vidne til). Rabin var tilsyneladende villig til at f\u00f8lge denne linie, i det mindste i begyndelsen, og han ville til geng\u00e6ld for Arafats forpligtelse til at holde sit folks frustrationer nede og garantere Israels sikkerhed, tillade, at Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed styrede de enklaver, hvor pal\u00e6stinenserne stadig bor, under en eller anden form for selvstyre, som endog kunne kaldes en pal\u00e6stinensisk \u2019stat\u2019.<\/p>\n<\/p>\n

Den anden fl\u00f8j protesterede over endog disse indr\u00f8mmelser. Den var is\u00e6r synlig i milit\u00e6re kredse, hvis mest markante talsmand i Oslo-processens f\u00f8rste \u00e5r var dav\u00e6rende generalstabschef Ehud Barak. En anden gruppering af modstandere var naturligvis Sharon og den yderste h\u00f8jrefl\u00f8j, der var imod Oslo-processen lige fra starten. Denne enighed mellem milit\u00e6re kredse og Sharon kan n\u00e6ppe undre nogen. Sharon – den sidste af lederne fra \u20191948-generationen\u2019, var en legendarisk skikkelse i h\u00e6ren, og mange af generalerne som f.eks. Barak var hans elever. Som Amir Owen skrev: “Baraks dybe og vedvarende beundring for Ariel Sharons milit\u00e6re indsigt er et andet udtryk for hans synspunkter; Barak og Sharon tilh\u00f8rer begge den r\u00e6kke af politiske generaler, der begyndte med Moshe Dayan.” <\/p>\n<\/p>\n

Denne type generaler var vokset op med myten om landets forl\u00f8sning. Ari Shavits interview med Sharon, der blev trykt i Ha\u2019aretz\u00b4 weekend-till\u00e6g den 13. april 2001, kan give et indblik i dette verdensbillede. Alt er v\u00e6vet sammen i \u00e9t stort romantisk billede: markerne, blomsterfloret i haverne, ploven og krigene. Hjertet i denne ideologi er landets hellighed. I et interview i 1976 forklarede Moshe Dayan, der var forsvarsminister i 1967, hvad der dengang f\u00f8rte til beslutningen om at angribe Syrien. I datidens kollektive israelske bevidsthed, blev Syrien opfattet som en alvorlig trussel mod Israels sikkerhed og som en stadig iv\u00e6rks\u00e6tter af aggressioner mod indbyggerne i det nordlige Israel. (Men efter Dayans mening er dette “bull-shit” – Syrien var ingen trussel mod Israel f\u00f8r 1967: “Glem alt om det … Jeg ved, hvordan mindst 80% af kontroverserne med Syrien startede. Vi sendte en traktor ind i den demilitariserede zone, og vi vidste, at syrerne ville skyde.” If\u00f8lge interviewet udtrykte han en vis beklagelse). Det, der fik Israel til at provokere Syrien p\u00e5 denne m\u00e5de, var gr\u00e5dighed efter mere land – den opfattelse, at det er muligt “at snuppe et stykke land og beholde det, indtil fjenden bliver tr\u00e6t og overlader det til os”. <\/p>\n

P\u00e5 t\u00e6rsklen til Oslo-forhandlingerne var de fleste israelere tr\u00e6tte af krige. Efter deres mening var kampen for land og ressourcer forbi. De fleste israelere mener, at Befrielseskrigen i 1948, med dens forf\u00e6rdelige konsekvenser for pal\u00e6stinenserne, var n\u00f8dvendig for at skabe en stat for j\u00f8derne, der stadig var plaget af erindringen om Holocaust. Men nu da de har en stat, \u00f8nsker de at blot at leve et normalt liv med det, de har opn\u00e5et. Imidlertid var ideologien om landets forl\u00f8sning aldrig d\u00f8et ud i h\u00e6ren eller i de grupper af \u00b4politiske generaler\u00b4, der flyttede fra h\u00e6ren til regeringen. I deres \u00f8jne kunne grunden til, at Sharons alternativ med at bek\u00e6mpe pal\u00e6stinenserne til den bitre ende og gennemtvinge nye regionale magtstrukturer – som han havde pr\u00f8vet det i Libanon i 1982, ikke lykkedes, v\u00e6re det fork\u00e6lede israelske samfunds bl\u00f8ds\u00f8denhed. Men med den nye krigsfilosofi, der er etableret i Irak, Kosovo og Afghanistan, tror de, at det med Israels luftv\u00e5bens massive overlegenhed skulle v\u00e6re muligt at vinde dette slag i fremtiden.<\/p>\n<\/p>\n

Mens Sharons parti var i opposition under Oslo-forhandlingerne, deltog Barak som generalstabschef i dem, og han spillede en central rolle for aftalernes udformning og Israels holdning til Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndighed.<\/p>\n<\/p>\n

Jeg citerer her fra en artikel, jeg skrev i 1994, fordi den belyser, hvad enhver, der studerede de israelske medier omhyggeligt, kunne se dengang: “Lige fra begyndelsen har det v\u00e6ret muligt at identificere to forestillinger, der ligger til grund for Oslo-processen. Den ene er, at dette vil g\u00f8re det muligt at begr\u00e6nse bes\u00e6ttelsens omkostninger ved at benytte en pal\u00e6stinensisk marionetregering med Arafat i rollen som overbetjent med ansvaret for Israels sikkerhed. Den anden er, at processen skulle f\u00f8re frem til Arafats og PLOs sammenbrud. Ydmygelsen af Arafat og omfanget af hans overgivelse vil gradvist f\u00f8re til hans tab af folkelig opbakning. Det vil medf\u00f8re, at PLO bryder sammen eller g\u00e5r ind i voldelige konflikter. S\u00e5ledes vil det pal\u00e6stinensiske samfund miste sin sekul\u00e6re ledelse og sine institutioner. Den magtbeg\u00e6rlige opfattelse hos dem, der er ivrige efter at fastholde den israelske bes\u00e6ttelse, ser dette som et fremskridt, fordi det vil vare lang tid, f\u00f8r det pal\u00e6stinensiske folk igen kunne organisere sig, og det er til enhver tid lettere at retf\u00e6rdigg\u00f8re selv de v\u00e6rste former for undertrykkelse, n\u00e5r fjenden er en fanatisk muslimsk organisation. De to forestillinger er sandsynligvis ikke kommet til en forst\u00e5else endnu, men for tiden ser det ud som om, den sidste har overtaget: For at f\u00e5 den f\u00f8rste f\u00f8rt ud i livet, skulle Arafats stilling have v\u00e6re styrket gennem, i det mindste, nogle sm\u00e5 resultater, der kunne skaffe ham pal\u00e6stinensernes opbakning, og ikke gennem Israels politik med konstante ydmygelser og brudte l\u00f8fter.” <\/p>\n<\/p>\n

Alligevel blev scenariet med Den pal\u00e6stinensiske Selvstyremyndigheds sammenbrud ikke til virkelighed. Det pal\u00e6stinensiske samfund benyttede sig endnu en gang af sin storsl\u00e5ede strategi \u2019Sumud\u2019 – at klynge sig til landet og t\u00e5le presset. Helt fra begyndelsen advarede Hamas\u00b4 politiske ledelse og andre om, at Israel pr\u00f8vede at tvinge pal\u00e6stinenserne ud i en borgerkrig, hvor nationen ville nedbryde sig selv. Alle grupper i samfundet samarbejdede om at undg\u00e5 denne fare og om at nedd\u00e6mpe enhver konflikt, der var p\u00e5 vej til at udvikle sig voldeligt. Det lykkedes dem ogs\u00e5, p\u00e5 trods af Arafats tyranniske styre, at opbygge et imponerende antal institutioner og en omfattende infrastruktur. Selvstyremyndigheden best\u00e5r ikke udelukkende af de korrupte ledere og de forskellige sikkerhedsstyrker. Det pal\u00e6stinensiske Selvstyrer\u00e5d, der arbejder under et utal af begr\u00e6nsninger, er stadig et repr\u00e6sentativt politisk organ, en slags grundlag for fremtidige demokratiske institutioner. For dem, hvis m\u00e5l det var at nedbryde den pal\u00e6stinensiske identitet og den f\u00f8lgende forl\u00f8sning af deres land, var Oslo-processen en fiasko.<\/p>\n<\/p>\n

I 1999 kom h\u00e6ren tilbage til magten i skikkelse af de \u00b4politiske generaler\u00b4 – f\u00f8rst Barak og siden Sharon. (De samarbejdede ved de to seneste valg for at forhindre, at en anden, civil, kandidat fik mulighed for at opstille. Vejen var banet for at rette op p\u00e5 det, der i deres \u00f8jne var den alvorlige fejl ved Oslo-processen. For at n\u00e5 dertil var det f\u00f8rst n\u00f8dvendigt at overbevise det fork\u00e6lede israelske samfund om, at pal\u00e6stinenserne ikke ville leve i fred, og at de var en trussel mod selve vor eksistens. Sharon kunne sandsynligvis ikke have opn\u00e5et dette alene, men Barak form\u00e5ede det med sit \u2019gener\u00f8se tilbud\u2019-falskneri. Efter et \u00e5r med uhyggelige terrorangreb kombineret med en massiv str\u00f8m af propaganda og l\u00f8gne f\u00f8ler Sharon og h\u00e6ren, at intet kan forhindre dem i at f\u00f8re hele planen ud i livet.<\/p>\n<\/p>\n

Hvorfor haster det s\u00e5 meget for dem at f\u00e5 v\u00e6ltet Arafat? Shabtai Shavit, den tidligere leder af efterretningstjenesten (Mossad), der ikke er underlagt de restriktioner, der p\u00e5hviler officielle kilder, forklarer det \u00e5bent: “I de nogle og tredive \u00e5r han [Arafat] har v\u00e6ret ved magten, er det lykkedes for ham at opn\u00e5 virkelige fremskridt p\u00e5 det politiske og p\u00e5 det internationale omr\u00e5de … Han fik Nobels fredspris, og med et enkelt telefonopkald kan han f\u00e5 et m\u00f8de i stand med en hvilken som helst statsleder i verden. Der er ingen p\u00e5 den pal\u00e6stinensiske scene, der kan udfylde hans plads, hvad ang\u00e5r international status. Hvis de [pal\u00e6stinenserne] vil give afkald p\u00e5 denne fordel, vil det v\u00e6re et k\u00e6mpe fremskridt for os. Det pal\u00e6stinensiske sp\u00f8rgsm\u00e5l vil blive slettet p\u00e5 den internationale dagsorden.” <\/p>\n<\/p>\n

Deres umiddelbare m\u00e5l er at f\u00e5 pal\u00e6stinenserne slettet p\u00e5 den internationale dagsorden, s\u00e5ledes at nedslagtning, udsultning, tvungen evakuering og \u00b4udvandring\u00b4 kan forts\u00e6tte uforstyrret og muligvis f\u00f8re frem til virkeligg\u00f8relsen af Sharons gamle dr\u00f8m, der er udtrykt i de milit\u00e6re planer. Det umiddelbare m\u00e5l for enhver, der er optaget af verdens fremtid, skulle v\u00e6re at stoppe denne proces af l\u00f8ssluppen ondskab. Eller som Alain Joxe udtrykte det i slutningen af den f\u00f8romtalte artikel i Le Monde: “Det er p\u00e5 tide, at opinionen i vesten markerer sig og tvinger regeringerne til at tage et moralsk og politisk standpunkt i forhold til den truende katastrofe, nemlig en situation med permanent krig mod de arabiske og muslimske folk og stater – virkeligg\u00f8relsen af det fantasibillede der er f\u00e6lles for Bin Laden og Sharon.” <\/p>\n<\/p>\n

(Artiklen der i original udgave hedder \u201dEvil Unleashed\u201d blev publiceret f\u00f8rste gang den 19. december 2001, Indymedia, Israel. Artikel er siden publiceret i Tikkun. A Bimonthly Jewish Critique of Politics, Culture, & Society, Volume 17 Number 2, March\/April 2002. Den er oversat af Mogens L\u00f8vgreen Jacobsen.)<\/p>\n<\/p>\n<\/p><\/p>\n","protected":false},"excerpt":{"rendered":"

Allerede i slutningen af 1990\u00b4erne lagde det israelske establishment planer for at v\u00e6lte Arafat og de pal\u00e6stinensiske selvstyremyndigheder med henblik p\u00e5 at f\u00e5 pal\u00e6stinenserne slettet af den internationale dagsorden. L\u00e6s resten →<\/span><\/a><\/p>\n","protected":false},"author":1,"featured_media":0,"comment_status":"closed","ping_status":"open","sticky":false,"template":"","format":"standard","meta":{"footnotes":""},"categories":[207,69,101],"tags":[],"_links":{"self":[{"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/1656"}],"collection":[{"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts"}],"about":[{"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/types\/post"}],"author":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/users\/1"}],"replies":[{"embeddable":true,"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcomments&post=1656"}],"version-history":[{"count":0,"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=\/wp\/v2\/posts\/1656\/revisions"}],"wp:attachment":[{"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fmedia&parent=1656"}],"wp:term":[{"taxonomy":"category","embeddable":true,"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Fcategories&post=1656"},{"taxonomy":"post_tag","embeddable":true,"href":"http:\/\/www.danpal.dk\/index.php?rest_route=%2Fwp%2Fv2%2Ftags&post=1656"}],"curies":[{"name":"wp","href":"https:\/\/api.w.org\/{rel}","templated":true}]}}