Af
Torben Lund, Gruppeformand for de danske socialdemokrater i
Europaparlamentet.
Der
må sættes en stopper for Ariel Sharon. Det burde man have gjort allerede i
1970'erne. Han er er den største hindring for en fredsslutning imellem
israelere og palæstinensere. Hans seneste udtalelser til et hebraisk dagblad
om, at han fortryder, at han ikke for 20 år siden likviderede Yassir Arafat
under Israels invasion af Libanon - en invasion, der var ledet af Sharon -
afslører fuldstændig, hvad han indeholder. Nu er hans kynisme, menneskeforagt og
udøvelse af statsterrorisme en tilståelsessag. Og hvad indeholder så
egentlig listen over Sharons meritter - eller måske snarere hans synderegister.
Det er langtfra muligt at tage det hele med, men følgende bør trækkes frem:
I 1982 gennemførte Israel sin invasion af Libanon med Sharon som en
aggressiv og brutal forsvarsminister. Som boligminister i 1980'erne
accelererede Sharon etableringen af de israelske bosættelser i de besatte
palæstinensiske områder. En politik, som er en grov provokation over for
palæstinenserne og naturligvis har medvirket stærkt til det had, som ligger bag
palæstinensernes voldshandlinger.
Jeg tager på det skarpeste afstand fra
voldshandlinger fra palæstinensiske grupper og dem, der står bag. Man skal
imidlertid ikke have kandidateksamen i psykologi for at forstå, hvordan hadet og
aggressionerne er opstået. Hovedansvaret for eskaleringen af voldshandlingerne i
Israel og i de besatte områder hviler klippetungt på Sharon og hans
fundamentalistiske jødiske venner...