| [Politiken - Fathi El-Abed] 15/5 2010 |  |
Drop belønningerne til Israel
FORHANDLINGER: Det eneste der skaber fremdrift i
forholdet mellem palæstinenserne og Israel er fortsat pres. Og helst fra
EU.
Af FATHI EL-ABED TALSMAND - DANSK PALÆSTINENSISK
VENSKABSFORENING
Her i Palæstina er alle optagede af den amerikanske
udsending til Mellemøsten, George Mitchell, der er i Mellemøsten i endnu et
forsøg på at genoptage forhandlingerne mellem israelerne og
palæstinenserne.
USA - der denne gang formodes at være en fair
fredsmægler - vil føre de indirekte forhandlinger mellem parterne. Det hele
foregår dog hemmeligt og uden at offentligheden har kendskab til den reelle
dagsorden for fredsprocessen, der blev indledt for 18 år siden. Vel at mærke
uden nogen form for fremskridt.
Da Israel i 1992 blev tvunget til at møde op til
fredskonferencen i Madrid blev den daværende israelske ministerpræsident Yitzhak
Shamir spurgt om Israels forhandlingsstrategi. Han svarede: Vi agter at forhandle ( uden resultat) i mindst 30
år.
LIGE FRA BEGYNDELSEN har Israels
"forhandlingsstrategi" udelukket enhver form for fremskridt i
fredsforhandlingerne. Det eneste fremskridt palæstinenserne har mærket til
har været en massiv indskrænkning af deres bevægelsesfrihed, Vestbredden som er
omdannet til reservater og enklaver, hvor de palæstinensiske byer og landsbyer
er omringet enten af Apartheid Muren, de hundredvis af checkpoints eller endnu
værre - af en halv million jødiske bosættere. Faktum er, at det er svært at
få øje på, hvordan Vestbredden nogen sinde kan blive rygraden i den kommende
palæstinensiske stat. Og for slet ikke at tale om den besatte palæstinensiske by
Østjerusalem hvor nedrivning og besættelse af palæstinensiske huse er blevet
intensiveret som aldrig før. Den palæstinensiske fredsvilje er igen
indiskutabel, mens det er umuligt at tage den israelske "fredsvilje" alvorligt
nok til at tro på, at Israels besættelses-, bosættelses og undertrykkelses
politik på kort, eller lang, sigt vil få en ende.
VERDENSSAMFUNDET MÅ være indstillet på at presse og
ikke belønne Israel for at fremme freden. Især når det gælder opgradering af
handelsrelationerne mellem EU og Israel. Eller at Israel vil blive tildelt den
prestigefyldte plads som et fuldgyldigt medlem af OECD, som det ser ud til vil
ske inden længe. Og det i en tid hvor Israel
fortsat forhindrer byggematerialer ind til Gaza.
Men også produkter som pasta, koriander, vaser,
frosne pommes frites, legetøj og forbrugsvarer, der på ingen måde giver mening
at holde tilbage fra palæstinenserne. Og her kan jeg ikke lade være med at
tænke på Israels fortsat foragt for danske, FN eller andre internationale
politikere.
Det skete for nyligt da den danske udenrigsminister
Lene Espersen blev nægtet adgang til Gaza af de israelske myndigheder. Og
tidligere på året blev også Det Udenrigspolitiske Nævn nægtet adgang til Gaza.
Og det er uforståeligt at især EU finder sig i det. Og er endda indstillet på at
belønne Israel for sine handlinger. Det er svært at få øje på, hvordan
Vestbredden kan blive rygraden i den kommende palæstinensiske
stat.
|