|
|
Nedenstående indlæg
blev holdt af Eitan Felner ved konferencen om politiske fanger i
Israel og Palæstina, der blev afholdt på Christiansborg den 13.
november 1999.
Indlægget er også bragt som
en artikel i Palæstina Orientering nr. 4, december
1999.
Indlægget er
oversat og bearbejdet af Maria
Bergsøe |
Jeg vil her tale om de krænkelser af menneskerettigheder som den
israelske regering gør sig skyldig i i de besatte områder overfor
palæstinensiske, politiske fanger, og eftersom det er emnet for denne
kongres, vil jeg koncenterer mig om to punkter: Krænkelsen omkring Israels
brug af administrativ tilbageholdelse og brugen af tortur.
Administrativ fængsling
Ofte, når jeg taler om menneskerettigheder tænker jeg på min egen
oprindelse som er Argentina, hvor der danses tango - et skridt frem og to
tilbage og det gælder også den israelske brug af administrativ
tilbageholdelse.Et skridt frem er, at antallet af palæstinensere i
administrativ tilbageholdelse for tiden er langt mindre end før.Under
intifadaen var der tusinder af palæstinensere under administrativ
tilbageholdelse og bare for et par år siden var der i hundredevis op til
500. Ifølge de seneste tal fra oktober er det nu 22., så ofrenes omfang er
reduceret drastisk.
Det er et skridt frem.Men skridtet tilbage er at
selve måden, hvorpå denne fremgangsmåde fungerer på overhovedet ikke har
ændret sig. Israel fortsætter med at krænke international lov.Det er
indlysende at Israel på denne måde forsøger at usynliggøre politisk aktive
palæstinensere - gøre dem tavse.
Ved administrativ tilbageholdelse er
der to hoved-elementer som jeg vil focusere på.Først, hvad betyder det ?
Hvad snakker vi om, når det drejer sig om begrebet administrativ
tilbageholdelse?
Der foreligger ingen anklage, ingen afgørende
beslutning, ingen udøvende myndighed. Ordren til administrative
tilbageholdelse er underskrvet af den militære kommandør i de besatte
områder, efter henstilling af Shin Bet, det israelske General Security
Service," Vi ønsker denne person sat i administrativ tilbageholdelse."
Ofte er den militære kommandør ikke andet end et gummistempel, der udfører
en beslutning fra den udøvende myndighed.
Bosætterne
Først vil jeg understrege den åbenlyse kriminelle måde, hvorpå
palæstinenserne bliver diskrimineret, når det gælder brugen af
administrative tilbageholdelse - sammenlignet med den brug af
administrative tilbageholdelse, som jøderne udsættes for.Der har været
enkelte tilfælde, hvor israelske bosættere er blevet sat i administrativ
tilbageholdelse.Men det var meget kortvarigt.14 dage, en måned højst 2
måneder og kun brugt i meget sjældne tilfælde - for tiden ikke en eneste
israelsk jøde. Men der var en periode efter massakren i Hebron og efter
mordet på Rabin, hvor der kom nogle jøder i administrativ
tilbageholdelse.Det er også kritisabelt at overfor bosætterne bliver
administrativ tilbageholdelse altid kun brugt som sidste udvej.
Ifølge
international lov kan administrativ tilbageholdelse bruges i ekseptionelle
tilfælde under undtagelsestilstand - den kan anvendes, hvor der
overhovedet ikke findes andre alternativer til straffe-foranstaltning - en
stor fare, som ikke kan undgås på anden måde.
Men når det drejer sig om
bosættere anvendes administrativ tilbageholdelse på en langt mindre
hårdhændet måde. F.eks forbud mod at bede i synagogen eller forbud mod at
tage til byen eller en bosætter bliver idømt husarrest, hvilket må være
rarere end at komme i fængsel.
Ingen Retssag
Men for palæstinensere som er sat i administrativ tilbageholdelse er
det noget ganske andet.Alene antallet - titusinder har været det og nu
taler vi ikke om sidste udvej, men lige det modsatte.Når det gælder
palæstinenserne er det første udvej, her bliver der straks grebet til de
skrappeste metoder, når det gælder palæstinenserne som er sat i fængsel
uden retssag.De sjældne tilfælde, hvor bosættere har været indsat har det
drejet sig om et par måneder, højst 6.Blandt palæstinensere har der været
mange tilfælde, hvor det har drejet sig om år.F. eks. Qatamesh som har
tilbragt længst tid i fængsel uden retssag - i mere end fem år.
Så vi
taler først og fremmest om en meget passende alternativ metode til det
retslige system, hvorpå man kan gøre politisk aktive tavse.Naturligvis har
man intet bevis for nogen forbrydelse. Det er jo indlysende at havde man
et bevis på at der var begået en forbrydelse, ville man jo blive ført for
retten. Et andet element jeg gerne vil komme ind på :Hvem er de, som
bliver anbragt i administrativ tilbageholdelse?
Før Oslo-aftalen var de
fleste der blev anbragt folk, som kunne identificeres med PLO eller med
nogle af PLOs fraktioner. Men efter Oslo er de fleste, som bliver sat i
administrativ tilbageholdelse, kritiske overfor Oslo-aftalen og Israel
fremfører her et argument som er vigtigt at tage stilling til.Dèt som
Israel i virkeligheden siger er: disse folk er imod PLO og mod
Oslo-aftalen og op mod det israelske valg udtrykte de deres bekymring, gav
udtryk for at dette valg ikke ville blive demokratisk og at hele denne
Oslo-aftale ikke vil bringe en vedvarende fred ......
Og da
Oslo-aftalen er en fredsaftale og de er imod den, ønsker de altså ikke
fred, men vold og hvis de ønsker vold er de terrorister.
Ofre for fred
Som I ved er mange israelere er ikke meget for Oslo, men når de er imod
går nogle af dem til premier-ministerens ministerium.Når palæstinensere
giver udtryk for det samme, bliver de betragtet som terrorister.
Det
viser at udviklingen, når det drejer sig om den israelsk - palæstinensiske
konflikt de sidste par år har medført mange overgreb på
menneskerettighederne.
Regeringer over hele verden har et helt
repertoire af undskyldninger for ikke at overholde menneskers basale
rettigheder.Økonomisk vækst er på mode i denne tid og mange lande i Asien
påberåber sig kulturrelativismen og en af de undskyldninger som er blevet
brugt gennem mange år er den nationale sikkerhed. men Israel fremkommer
med en ny form for undskyldning, når de krænker menneskerettighederne, og
det er The Search for Peace dette er ofte en undskyldning for at
overtræde menneskerettighederne, for at opnå fred bliver man nødt til
først at sende 400 palæstinensere i eksil til Libanon, og så bliver man
nødt til først at sende alle dem, der er imod fred, dèt israelerne kalder
fred, i israelsk administrativ tilbageholdelse osv.osv.Så nu har vi en ny
kategori - ikke alene ofre for overgreb på menneskerettighederne, men ofre
for fred.
Nu vil jeg tale om det andet emne: tortur
Tortur
Filosoffen Machiavelli skriver i " Fyrsten", at der er to måder at
kæmpe på - en ved hjælp af lov og en ved hjælp af magt .Gennem 12 år har
Israels brug af tortur været det tydeligste tegn på at Israel bruger det
første, nemlig loven til at retfærdiggøre anvendelse af det andet, nemlig
magten.Amnesty International udtrykte engang, at tortur er den form for
vold som en stat altid vil benægte at anvende, aldrig søge at
retfærdiggøre.Men Israel har modbevist Amnesty, for gennem alle årene har
Israel ikke benægtet torturen, men snarere forsøgt at retfærdiggøre
den ved at hævde den er lovlig.
At tage en fange ind i et
forhørslokale, hvor han er fuldkommen i forhørspersonalets hænder, som med
vilje og vel forberedt forårsager fysisk og psykisk smerte og lidelse -
efter metoder, bureaukratiserede, institutionaliserede og systematiserede
i detaillerede regulativer.
Skemaer, kendt af
menneskerettighedsorganisationer, udfyldes af forhørspersonalet om,
hvorlænge den tilfangetagne blev berøvet søvn, hvorlænge han blev
fastspændt i en pinefuld stilling, hvorlænge han havde en sæk over
hovedet, hvorlænge han havde været udsat for voldsom shaking. En
hel hær af bureaukrater arbejdede for den israelske tortur - ikke
udelukkende forhørspersonalet, men først en læge, der skulle afgøre,
hvorvidt fangen var egnet for tortur, senere en advokat der skulle afgive
en attest på lovligheden ved metoden. Denne attest gik så videre til
myndighederne, som forsvarede dèt, der ikke kan forsvares.
Mildt fysisk pres
Jeg vil gerne give en kort historisk oversigt over lovliggørelsen af
tortur i Israel. For mange, mange år siden, før forandringerne kom med
Landau kommisionen, brugte de tortur, men indrømmede det ikke. Men efter
tilståelser fra nogle Shin Bet folk om at de havde anvendt tortur for at
få tilståelser frem hos palæstinensiske fanger, nedsatte den israelske
regering en kommision med den tidligere præsident for højesteret dommer
Landau som formand.Han gav en række anbefalinger til regeringen om brug af
forhørsmetoder, blandt dem den kendte og meget detaillierede anbefaling af
brugen af "moderate physical pressure" ( mildt fysisk pres) - og
som israeler må jeg sige dette med smerte og vrede - den israelske
regering indførte denne anbefaling, og dèt med et sprogbrug, der minder om
det George Orwellske vellydende misbrug af sprog som er beregnet til
politiske formål.
Gennem alle årene har Israel udsat næsten alle
palæstinensiske politiske fanger for en række af disse
metoder:
Bagbundet i smertefulde stillinger, hætte over hovedet,
søvnberøvelse gennem flere dage, voldsom musik, isolation i meget små rum,
voldsom shaking - ofte en kombination af metoderne, som forøger
lidelsen.
Dette har altid været kritiseret voldsomt af israelske og
palæstinensiske menneskerettigheds-organisationer, af de internationale
organisationer og af FNs kommision mod tortur.
Højesterets rolle
Jeg vil gerne sige noget om den israelske offentligheds holdning.Hvad
betyder det, at Israel ikke benægter anvendelsen af tortur, men
retfærdiggør det, forsøger på at forsvare det.Torturen er derfor ikke
udført af sadister, måske nogle er sadister, men torturen udøves efter
regulativer udfærdiget af de udøvende myndigheder.Tortur i Israel er altså
ikke blot noget, der udføres af lunefulde sadister, forhørspersonale, der
kan lide at pine fangerne, men det er en meget systematisk,
institutionaliseret og rutinemæssig metode, som ikke er besluttet af
forhørspersonalet, men af de højeste autoriteter i det israelske
samfund.
Gennem alle årene med den lovliggjorte tortur har den
israelske højesteret vist sig at være helt skizofren.Indenfor den grønne
linje, for jøderne er højesteret den institution som indenfor mange
områder beskytter f.eks. arbejdernes rettigheder, kvindernes rettigheder
og de homosexuelles rettigheder.Højesteret har vist sig meget effektiv,
når det gjaldt om at standse krænkelser.
Men når det gælder
palæstinenserne er der praktisk talt ingen institurioner, der beskytter
dem mod tortur, administrativ tilbageholdelse, husødelæggelser,
konfiskering af jord, deportation etc.etc.Højesteret har ikke betydet mere
end et godkendelsesstempel, en tom lovliggørelse for Israels regering.I
virkeligheden har højesteret intet gjort for at standse disse krænkelser
af internationale principper.
Hvordan forholder det israelske samfund
sig til alle disse overgreb? Jeg vil her udelukkende koncentrere mig om
konferencens emne - de politiske fanger.
Israelernes reaktion
Vi lavde i 1998 en undersøgelse som viste at de fleste var
indifferente, ofte støttede de ovenikøbet brugen af tortur.
Prøv at
forstå- vi bliver ofte spurgt, hvordan det kan være, at et samfund som er
opstået gennem forfølgelse og offergørelse i umindelige tider - grusomst
gennem holocaust under anden verdenskrig - hvordan det kan være, at et
folk som i den grad blev gjort til ofre, kunne blive så indifferent, at
det oveikøbet støtter offergørelsen af et andet folk.Det er vigtigt at
forstå, at i modsætning til andre lande, som gør sig skyldig i krænkelser
af menneskerettigheder dèr, hvor en korrumperet politisk elite gør alt for
at udøve og bevare sin magt - er det i Israel sådan, at den politiske
baggrund for krænkelser af menneskerettighederne ikke bare skyldes et
parti, som har ansvaret for disse overgreb, det er ikke bare en gruppe
militære, der står bag.Det er majoriteten af den israelske befolkning, som
går ind for at gøre palæstinenserne til ofre.Som israeler er jeg bedrøvet
over det, men vi må se virkeligheden i øjenene.Jeg tror, at mit folk lider
af dèt man kalder det krænkede barns syndrom.Der sker nemlig ofte dèt med
børn.der bliver krænket, at når de bliver voksne og får magt, så
fortsætter de med at se sig selv som ofre og det bliver så netop dem, der
gør andre til ofre. Når der er tale om Israel er det naturligvis ikke et
individuelt syndrom eller fænomen, men når jeg anvender denne metafor, er
det fordi vi fortsætter med at se os selv som ofre ligesom det krænkede
barn, der som voksen får magt.Vi har nu magten.Vi er ikke i samme
situation som for 50 år siden, og alligevel indser vi ikke, at nu er det
os, der gør andre til ofre.Det betyder ikke at enkelte af os israelere
ikke også individuelt kan blive ofre. Midt i Tel-Aviv eller Jerusalem er
vi potentielle ofre for et bombeattentat.
Men vi er ikke i stand til at
se os selv som dem, der gør andre til ofre.
En appel
Jeg vil gerne slutte med at sige noget om den seneste udvikling, når
det gælder tortur og jeg vil gerne appelere til jer om at gøre
noget.Situationen gennem alle disse år, på trods af alle fordømmelser, på
trods af alle de informationer som menneskerettigheds-organisationer og FN
forsamlinger fremkom med, fortsatte Israel med at bruge tortur.
En af
måderne vi menneskerettigheds-organisationer gennem årene har forsøgt at
standse disse overgreb på, var at appelere til Højesteret.Men de undveg at
komme med en klar beslutning.
Først i september i år tog de
beslutningen om at forbyde anvendelsen af tortur.Det betød et stort skridt
i den rigtige retning, det vigtiste skridt i 50 år.
Men efter
beslutningen har 44 Knesset medlemmer, deriblandt premier-minister Ehud
Barak, af 120 medlemmer underskrevet en appel som går ud på at genindføre
tortur.Sådan bliver det ikke kaldt, det bliver benævnt physical
force.Men vi hævder, og det gør også FNs kommission mod tortur, at det
betyder tortur.Og situationen kan således blive endnu værre end før.
Vi
tør ikke regne med, at de israelske politikere, som lytter til
offentligheden, vil være med til at forhindre den kendsgerning at Israel
bliver det første land i det 21 århundrede som tillader tortur.
Det
eneste håb vi har er, at det internationale samfund, FN forsamlingerne og
navnlig EU vil protestere.Vi kan ikke håbe på USA udfra den særlige
forbindelse Israel har med USA.Hvis der er et håb, må der komme en klar og
kritisk røst fra Europa, som siger: det her må ikke ske!
Israel vil
ikke fortsat kunne ses som medlem af den demokratiske klub med
demokratiske lande som medlemmer - et land, der gennem sit parlament
lovliggør tortur - hvis de gør det, ja, så er der i en hvilken somhelst
klub visse betingelser, som skal opfyldes af medlemmerne, og en af de
basale betingelser for at være et demokratisk land er ikke bare at afholde
valg, men også at give afkald på visse metoder selv når det gælder vold
fra grupper i samfundet.
Jeg vil indtrængende bede jer om at gøre noget
ved detteher.
Israel som paria
Det vil blive et slag for det israelske samfund igen at legalisere
tortur, det vil ikke blot berøre palæstinenserne, men det vil blive et
hårdt slag for det internationale samfunds
menneskerettigheds-politik.Kendsgerningen er jo, at vi nu har en ny
udvikling - beslutningen om udlevering af Pinochet, om oprettelsen af en
international criminal court - det underbygger altsammen den totale
fordømmelse af tortur som en forbrydelse, der overskrider alle grænser.
Hvis et land, efter hele denne nye udvikling, legaliserer tortur vil det
blive dømt som en paria.
Så igen beder jeg jer indtrængende om at gøre jeres stemme
gældende. |
|
