|
Det var i februar hundrede år siden, den moderne
zionismes fader Theodor Herzl udgav "Der Judenstaat".
Palæstina-Orientering har bedt historikeren Morten Thing om at kommentere
jubilæet.
Den 15. februar 1896 udkom hos M. Breitensteins forlagsboghandel i Wien
en lille bog eller en stor pjece med titlen Der Judenstaat.
Versuch einer modernen Lösung der Judenfrage. Den var skrevet af
den kendte Wiener-journalist Theodor Herzl. Han var redaktør af
Neue Freie Presse, et stort europæisk anlagt Wiener-blad. Han var
kendt som journalist, som essayist, som dandy og som forfatter til en
række skuespil. Han var ikke kendt som en, der ellers havde beskæftiget
sig med jødespørgsmålet eller dets besvarelse.
Da Herzl dagen før bogen udkom modtog sine 100 frieksemplarer, skrev
han i sin dagbog: "Denne pakke pjecer udgør beslutningen i stoflig form.
Mit liv tager nu en ny retning". Denne selvbevidsthed hos den 36-årige
forfatter er interessant. Med sin pjece begyndte han godt nok noget nyt i
sit eget liv. Men hvad han havde i tankerne var, at hans liv ville tage en
ny retning som følge af den betydning, pjecen ville få. Og pjecens første
sætning lød endda: "Den tanke, jeg udvikler i dette skrift, er urgammel".
Han havde ret. Og dog betød udgivelsen af Jødestaten begyndelsen på den
moderne zionisme. Og udgivelsen af pjecen betød fuldstændig rigtigt en
voldsom ændring af Herzls liv. Hans ægteskab gik i stykker, hans formue
blev brugt, og han døde af det i 1904 kun 44 år gammel.
1. Herzl.
Theodor Herzl blev født i Budapest den 2. maj 1860. Hans far var
grosserer i klædesbranchen, og selvom der var en reminicens af religiøs
tradition i familien, var den i det store og hele assimileret ind i det
østrig-ungarske borgerskab. Han fik en normal skolegang for et barn af sin
klasse og kom siden til Wien for at studere. I 1878 begyndte han at
studere jura og blev i 1884 færdig som jurist med speciale i romersk
ret.
Han begyndte at skrive essays om litteratur, som optog ham meget, og
han skrev sine første teaterstykker. De fleste af hans venner var jøder,
og han mærkede antisemitismens opblomstring i Wien 1880'erne. Han meldte
sig ud af den studenterkorporation, han var medlem af, fordi den deltog i
antisemitismen. Men det medførte ikke nogen anden reaktion i forhold til
hans potentielle jødiskhed. Hans ambition var at blive en kendt
tysksproget skuespilforfatter. Han beskrives af sine venner som
velbegavet, men også narcisistisk selvoptaget, intolerant og
dominerende.
Hans debut i juraens verden var ikke lovende, og han vendte sig hurtigt
til journalistikken. Først for et Berlinerblad, siden for forskellige
Wiener-blade. Han fik et stort ry som kommentator og essayist, men hans ry
som skuespilforfatter var ikke stort. På et tidspunkt, hvor det moderne
skuespil slog igennem, skrev han stadig som i gamle dage. Han følte sig
jævnthen miskendt for sin manglende sukces som forfatter.
I 1891 sendte Neue Freie Presse ham til Paris som korrespondent. Det
var centrum i den moderne verden. Men også centrum for den nye
antisemitiske bølge, som virkelig viste sit ansigt med Dreyfus-affæren.
Det er i denne periode, Herzl mere og mere optager jødiske emner i sine
artikler, men iøvrigt uden noget samlet syn og uden referencer til
tidligere eller samtidig zionisme. Hans løsningsforslag var af en helt
anden art. F.eks. ville han i 1893 appellere til Paven om hjælp. Han
forestillede sig, at paven skulle hjælpe jøderne mod antisemitismen. Til
gengæld skulle jøderne frivilligt lade sig døbe. Men i løbet af 1895
udviklede han idéer, som mere og mere nærmede sig zionismen som den
planlagte emigration. Den tanke, at jøderne skulle finde sig et øde sted
og slå sig ned dér og lave deres egen stat.
Et land uden et folk til et folk uden et land, som det siden så
forjættende blev formuleret. Denne tanke indgik i løbet af 1895 en
forbindelse med andre dele af Herzl's kulturelle gods og blev til
Jødestaten.
2. Zionismen
Når Herzl skrev, at den idé, han fremlagde var urgammel, havde han ret
i den forstand, at der i jødedommen som religion jo altid havde været
overleveret en drøm om en tilbagevenden til Israel. "Næste år i Jerusalem"
havde man bedt i næsten 2000 år.
Men derudover var zionismen som idékompleks blevet til samtidig med den
moderne antisemitisme. Denne voksede naturligvis ud af den
middelalderlige, religiøst farvede antisemitisme i den forstand, at den
genoplivede hele dens instrumentarium af former. Men den moderne
antisemitisme havde grundlæggende at gøre med fremvæksten af et jødisk
borgerskab. Til afløsning for hofjøder voksede et handelsborgerskab frem,
og en ny oplysningsbølge indenfor den jødiske kultur satte en
modernisering i gang. Den borgerlige revolution i Europa tog også
emancipationen af jøderne på programmet, og det blev Napoleon, som
nedlagde Europas første ghetto, nemlig den i Venedig, hvor ordet første
gang blev brugt. Langsomt men sikkkert blev de jødiske samfund i
Vesteuropa ligestillet, i takt med at den borgerlige revolution rullede
fra land til land.
I det samme filosofiske miljø, som fostrede marxismen, opstod også
zionismen. Marx' studiekammerat og en tid lang også hans filosofisk
ligesindede, Moses Hess, blev den moderne zionistiske tankes
fødselshjælper. Hvor den religiøse drøm byggede på forestillingen om
Messias' forløsning af alverdens jøder, så var zionismen fra Hess og
fremefter et barn af nationalismen, som overalt hang sammen med det store
sæt af ændringer, som tit sammenfattes under betegnelsen moderniseringen.
Nationalismen eller tanken om sammenhæng mellem sprog, folk, historie og
territorium dukkede op sammen med borgerskabet, industrialiseringen,
bruddet med det traditionelle samfund, markedet, arbejderklassen og
socialismen. Zionismen var et slags svar på jødespørgsmålet.
Jødespørgsmålet betød i daglig omgang simpelthen det samme som
antisemitisme. Men spørgsmålet: hvorfor er I her? kunne også stilles
sådan: Hvis I er et folk, hvis I har en historie, og hvis I har et sprog,
hvor er så Jeres territorium? Zionismen svarede ja til, at jøderne
udgjorde et folk, at de havde en historie og et sprog, men at de kun kunne
blive en nation, hvis de igen samlede sig i det forjættede land. Fra Moses
Hess' Rom og Jerusalem (1862) til Leon Pinskers
Autoemancipation (1882) forsøgte man sig med denne tanke.
Ét folk?
Men problemerne i tankens konstruktion var mange. Var jøderne et folk
og var de også ét folk? I Europa var der tydeligvis store forskelle mellem
jøderne i Vesteuropa, Østeuropa og på Balkan. Måske var de europæiske
jøders viden omjøderne i de arabiske lande ikke stor, men de kendte givet
deres eksistens. Men de kendte næppe til de portugisiske "kryptojøder"
eller til de etiopiske "sorte" jøder eller de kinesiske jøder. Disse
randgrupper ville sandsynligvis have gjort det vanskeligt at gøre alle
jøder til ét folk. Jøderne havde tydeligvis et sprog, men havde de ét
sprog? I Europa talte de jiddisch og ladino, men også andre folks sprog,
som f.eks tysk eller fransk. I Persien talte de judeopersisk, og nede i
Jemen talte de måske en form for hebraisk. Kun hebraisk kunne imidlertid
leve op til tanken om et fællessprog. Problemet var, at næsten ingen kunne
tale det, det var et rituelt sprog uden et moderne ordforråd. Når det kom
til stykket, var jødernes historie næppe heller én, men flere forskellige
spor. Men sammenblandingen af religion og kultur gjorde disse spørgsmål
til mindre synlige størrelser, da den jødiske nationalisme blev
konstrueret. Og som ved alle andre konstruktioner af nationer i denne tid
var det vigtigste, at konstruktionens resultat appellerede til dem, den
skulle mobilisere.
3. Jødestaten.
Jødestaten hed som undertitel Et forsøg på en moderne løsning.
Og det er rigtigt i den forstand, at Herzl i sin plan havde medtænkt en
hel del moderne tanker. Den zionisme, som kommer til udtryk i hans lille
bog, reflekterer både eksistensen af en moderne arbejderbevægelse og af
imperialismen. Begge dele leverer moduler til projektet, men i meget
forskellig udstrækning.
Herzl var samtidig en praktisk anlagt mand. Skriftet var ikke blot en
bog til overvejelse blandt mange andre. Fra denne bog skulle det hele
begynde.
Jødespørgsmålet
For Herzl var der ingen tvivl om, at han havde ret. Spørgsmålet var
kun, om han kunne overbevise jøderne. De ville, skrev han, afgøre, om
"dette statsskrift indtil videre bare var en statsroman" (Jeg oversætter
på fri hånd).
For Herzl var jødespørgsmålet identisk med antisemitismen. Den var et
stykke medbragt middelalder, som kulturfolkene selv med bedste vilje ikke
havde kunnet slippe. Jødespørgsmålet fandtes alle steder, hvor jøder
fandtes i større antal. Og hvor antisemitismen ikke fandtes, der kom den
sammen med de fattige indvandrede jøder. Det så man nu i England og
Amerika, skriver han. Det interessante er, at han nærmest gør de fattige
jøder til problemet, men i samme åndedrag proklamerer han: "Jeg anser ikke
jødespørgsmålet for et socialt eller religiøst spørgsmål, selv om det har
dele af begge. Det er et nationalt spørgsmål, og for at løse det, må vi
frem for alt gøre det til et politisk verdensspørgsmål, som skal reguleres
i kulturfolkenes råd. Vi er et folk, ét folk". Tankegangen er den, at selv
i et land som England, som stort set ikke havde kendt antisemitismen,
kunne den dukke op, når de fattige østjødiske immigranter dukkede op i
massevis, som de gjorde, da de i 1880'erne og 90'erne befolkede Eastend i
London. Og når antisemitismen dukkede op, så ramte den også dem, hvis
stemme Herzl var, de velhavende jøder, de integrerede og assimilerede
jøder. Og antisemitismen gjorde ingen forskel, den ramte jøderne som et
folk.
Folk og race
Herzl bruger afvekslende udtrykket folk og race. Det er to
udtryk, som i samtiden ikke havde helt den prægnans og betydning, som de
har i dag. Men samtidig må man sige, at ordet race var ved at skille sig
ud fra ordet folk, som noget distinkt arveligt i modsætning til det
kulturelt overleverede. Det er her omkring århundredeskiftet, det tyvende
århundredes racediskussion for alvor tager skridtet ind i Auschwitz'
århundrede. Otto Weininger skrev sin berømte bog Geschlecht und
Character på denne tid, hvor han forsøgte at begrunde kønsforskellene
biologisk-filosofisk. I samme bevægelse udkastede han også den tese, at
jøderne var menneskehedens kvinder, dvs. skabt uden ånd. Weininger fik en
kæmpe betydning og med ham mange andre, som tænkte historisk frembragte
forskelle som nedarvede race-bårne forskelle.
Da man imidlertid begyndte at lægge den fysiske antropologi i fastere
rammer, skete der det interessante, at det ikke kunne påvises, at jøderne
var en race. De var simpelthen fysisk for forskellige. Snarere var der en
klar tendens til, at de fysisk nærmede sig det folk eller den racetype,
som de boede sammen med. For folk, der har besøgt Israel vil f.eks.
forskellen på jemenitiske jøder og askenasiske jøder (fra Østeuropa) være
iøjnespringende.
De fattige jøder
Antisemitismen kan ikke udryddes, mente Herzl. Den fulgte med det
jødiske proletariat "som på grund af politisk pres og økonomisk nød kastes
fra sted til sted". Men ved at lave en stat for jøder ville antisemitismen
for altid blive bragt til ophør.
Velgørenhedsforanstaltninger havde ikke mindst haft til hensigt,
skriver Herzl, at rige jøder betalte for, at de fattige jøder blev sendt
et andet sted hen. Men det løste intet. Kun statsidéen kunne løse
problemet.
Som den praktiske mand Herzl var, havde han en klar forestilling om,
hvordan indvandringen til det nye land skulle foregå. Først skulle man
nemlig bosætte de fattige jøder, som skulle bygge huse til sig selv og til
andre. De skulle begynde en produktion, som ville tiltrække de jødiske
mellemklasser. Hermed vil handlen tage til, som til slut ville tiltrække
de rige. Det praktiske i denne forestilling ligger i, at det formentlig
overalt var de fattigste, som lettest kunne bringes til at emigrere - og
som faktisk gjorde det. Men det viser også, hvor høj grad Herzl tænkte som
en bourgois. Først må vi have "hænderne" på plads, så kan "hovedet" og
pengene komme bagefter.
Imperialismen
Fra imperialismens reservoir af idéer hentede Herzl tanken om et
kolonialt kompagni i stil med East Asian Company, hos ham hed det bare
Jewish Company. Jewish Company skulle være det selskab, som tog sig
af finansielle operationer såsom opkøb af land og af selve emigrationen.
Uden penge til de fattige fik man dem næppe til at emigrere planmæssigt.
Jewish Company skulle samtidigt være den juridiske person, som tog sig af
at afvikle jødernes ejendom i deres oprindelige lande. Udenfor
privatformuens verden derimod skulle det være Society of Jews, som
førte politikken. Det skulle således være Society of Jews, som skulle
forhandle med myndighederne i det pågældende land om at afgive
overhøjheden. Der var to områder, mente Herzl, som kunne komme på tale:
Argentina og Palæstina. Han afgør ikke sagen i bogen, idet han på den ene
side mener, at Argentina ville være bedst egnet, fordi det er så rigt på
naturrigdomme, og fordi det er så spredt bebygget; og på den anden side
mener han, at Palæstina jo er jødernes hjemland. Bare navnet indebærer et
mægtigt gribende samlingsråb. "Hvis sultanen gav os Palæstina, kunne vi
til gengæld tilbyde at ordne Tyrkiets ødelagte finanser. For Europa ville
vi udgøre en beskyttelsesmur mod Asien, vi ville blive kulturens forpost
mod barbariet". Herzl er både fantast og pragmatiker. Han har ingen penge
at tilbyde Tyrkiets sultan - og det handlede om millioner - men tror på
idéen, viser det sig. Og han ser klart, hvad et europæisk jødeland ville
betyde som forpost i Asien.
Arbejderbevægelsen
Samtidig med at Herzl låner idéen fra imperialismens reservoir, så
viser han i to henseender klart hen til eksistensen af en
arbejderbevægelse. Det ene aspekt handler om angsten for revolutionen. Han
henviser til, at antisemitismen hele tiden gør jøderne til revolutionære,
så de "udgør befalingsmændene i alle omstyrtende partier". Det er en
advarsel, som både har adresse til de europæiske politikere og til de rige
jøder. Det andet aspekt handler om skabelsen af en moderne jødisk
arbejderklasse. Den er jo alfa og omega i skabelsen af en moderne jødisk
stat. De uskolede arbejdere "fra det store russiske og rumænske reservoir"
skal gøres til skolede jødiske arbejdere under ledelse af Jewish Company.
Det, som vil få dem til at emigrere, er udover hjælpen (som lån)
syvtimersdagen. Herzl har tænkt sig på et tidspunkt, hvor
Arbejdernes Internationale seks år tidligere havde lanceret parolen om
8-timersdagen, at overbyde med en 7-timersdag. Humant og fremsynet. Til
gengæld vil Jewish Company lede det hele efter militært mønster med grader
og disciplin og det hele. "Og Jewish Company vil holde drankere og
liderlige elementer i kort snor". Der vil også blive oprettet et
beskyttelseskorps på en tiendedel af de mandlige indvandrere, som kan
beskytte de rige. "Det kommer til at række mod mytteri blandt de dårligere
elementer; de fleste er jo fredelige". Grundlaget for det hele bliver
beskyttelsen af individet og privatejendommen. Kun selve
koloniseringsprocessen skal være kollektiv.
Religion, flag og sprog
Hvad angår styreformen og forholdet til den jødiske religion har planen
en vis tvetydighed. Det fremgår tydeligt, at Herzl selv ikke er religiøs
og næppe forestillede sig en teokratisk stat. På den anden side
forestiller han sig, at det skal være en rabbiner, som står i spidsen for
hver gruppe, som udvandrer og slår sig ned i det nye land. De nye
lokalgrupper skulle selv vælge kommissioner med rabbineren som født leder.
På den anden side taler han om en strengt civil administration (stærkt
centraliseret, formentlig efter fransk forbillede). Han anser det
demokratiske monarki eller den monarkiske republik for den bedste
statsform. Men selvom han er tilhænger af monarkiet, gør den jødiske
historie, at ingen familie vil kunne udpeges som kongelig. Derfor må det
blive en republik, hvor de, som ved bedst, bestemmer. Massen er ikke i
stand til at træffe de rigtige beslutninger. Politik må nødvendigvis
drives fra oven. Og dog skal ingen blive slaver i jødestaten, skriver han.
For hver og én vil sikkert stige op i samfundet.
Han var en svoren modstander af hebraisk. Hvem af os kan bestille en
togbillet på dette sprog? Men heller ikke jiddisch var han som tysktalende
vild med. Han kalder det en "vanskabt jargon" og foreslår i stedet en
sproglig føderalisme som i Schweiz: alle skulle beholde deres sprog,
bortset fra dem, der talte ghettosprog som f.eks. jiddisch.
Og flaget havde han tænkt på: det skulde være hvidt med syv gyldne
stjerner. Det hvide skulle betyde det nye rene liv. Stjernerne betyder de
syv gyldne arbejdstimer. "For i arbejdets tegn drager jøderne ind i deres
nye land". Herzls forestilling om, hvordan det jødiske folk vil slutte op
bag hans idéer er ikke smålige. Allerede når nyheden nåede frem, ville
trykket fra antisemitismen lette lidt. Man ville begynde at bede for idéen
i synagogerne, og en ny slægt af makkabæere ville opstå, som ville
gennemføre projektet.
4. Fra Jødestaten til en bevægelse
Selvom Herzl måske har været mere skeptisk med hensyn til modtagelsen
af sin bog, end den selv vidner om, havde han næppe forestillet sig den
negative modtagelse, Jødestaten faktisk fik. Bl.a. tog Wiens overrabbiner
skarp afstand fra den. Hans venner var forundrede over hans forandring fra
dandy til aktivist. Og blandt zionisterne var man skeptiske. Man havde
aldrig hørt om denne dr. Herzl fra Wien i de kredse, bl.a. Zions elskere
(østeuropæisk sammenslutning fra 1882, red.).
Men han havde initiativ og satte alle sine kræfter ind på sagen. Og han
fik faktisk i løbet af de otte år, han levede efter udgivelsen, skabt
rammerne for en zionistisk verdensbevægelse med årlige kongresser og egen
avis, Die Welt. Herzl skrev stadig for Neue Freie Presse, og
det var formentlig denne position, som i de følgende år skaffede ham i
kontakt med højtstående personer i Europa. For han søgte straks at bringe
sine planer til udførelse gennem diplomati. Han opsøgte ledere i mange
lande for at vække deres interesse for en jødisk stat. Overalt var hans
synspunkt: det er i Jeres egen interesse at hjælpe os. Især var han
interesseret i at komme i kontakt med sultanen Abdul Hamid II i
Konstantinopel. Og det lykkedes faktisk. Sultanen var naturligvis ikke
afvisende overfor, at jøderne skulle rette op på Tyrkiets finanser. Han
havde heller ikke noget imod at lade jøderne bosætte sig i sit rige. Men
han ville ikke give dem forret til Palæstina. Faktisk var der ængstelse
blandt araberne i Palæstina over en forøgelse af de jøder, som allerede
boede der, eller som var indvandret siden 1855. Så tidligt som i 1891 tog
en deputation af kendte arabere fra Jerusalem til Konstantinopel med en
klage over, at jøderne overtog landet og handlen og bragte våben til
landet. Der boede i 1914 omkring 700.000 mennesker i Palæstina. Jødernes
antal var fra 1882 til 1914 steget fra 23.000 til 85.000. Mere end 100.000
bosatte sig i Palæstina i denne periode, men omkring halvdelen emigrerede
videre, især til USA. Abdul Hamid kunne næppe sidde arabernes interesser
overhørig.
Baselkongres og Palæstinabesøg
Herzl arbejdede på at realisere sit program både hvad angår Jewish
Company og Society of Jews. Men det gik ikke helt, som han havde tænkt
sig. De store økonomiske midler, som kompagniet havde brug for, kom ikke,
og han måtte i stor udstrækning finansiere opbygningen af bevægelsen selv.
Som ramme om en zionistisk verdensbevægelse indkaldte han i august 1897
til den første zionist-kongres i Basel. Her vedtog man en formålsparagraf,
som fastlagde zionismens mål som at sikre det jødiske folk et offentligt
anerkendt og juridisk sikret hjem i Palæstina. For at nå dette mål skulle
bevægelsen stimulere immigrationen af landbrugere, arbejdere og
håndværkere. Man skulle organisere diasporaen. Man skulle styrke den
jødiske selvfølelse. Og man skulle tage skridt mod forskellige regeringers
støtte til opfyldelsen af zionismens mål. På kongressen blev Herzl hyldet
som en Messias.
Men der var også mere kritiske hoveder. Chaim Weizmann, som
siden blev en af bevægelsens ledere, var imponeret over Herzls dybe alvor,
men anså ham for at være naiv og for at være gået i gang med
kæmpeprojektet uden ordentlig forberedelse. Andre mente, at Herzl ville
styre det hele selv.
I 1898 besøgte Herzl selv Palæstina. Anledningen var den tyske kejsers
besøg. Herzl var ikke imponeret af Det hellige Land. Der var fattigt,
primitivt, varmt, støvet. Den jødiske koloni Rishon le-Zion
(oprettet 1882, red.) fandt han var fattig og ussel. På turen med toget
fra Jaffa til Jerusalem var han syg, og han syntes, at landet så øde og
uhyggeligt ud. Jerusalem var en smuk by, men stanken af råd og skidt hang
i næsen. De lokale jødiske ledere undgik ham for ikke at ophidse de
tyrkiske myndigheder. I Jerusalem kom Herzl i audiens hos den tyske
kejser, men denne ville ikke give ham noget tilsagn om et tysk protektorat
i Palæstina.
Andre forslag
Der var årlige kongresser, og zionismen voksede i styrke. Men hverken
på den diplomatiske front eller i skabelsen af en jødisk bank med
finansiel styrke var der virkelig fremgang. I 1901 var Herzl igen i
audiens hos sultanen, men uden resultat. Herzl skiftede nu interesse fra
Konstantinopel til London. Han kom i kontakt med ledende politikere, bl.a.
Joseph Chamberlain, og flere muligheder i det engelske imperium
blev luftet: Egypten, Cypern og Uganda. Egypten ville Herzl ikke til, "der
har vi været". på Cypern var der problemet med grækere og tyrkere. Så var
der Uganda. Herzl var tilhænger af, at man skulle undersøge sagen, men på
kongressen i 1903 var det ved at komme til en splittelse. Han måtte sætte
hele sin autoritet bag nedsættelsen af en undersøgelseskommision, og det
blev vedtaget. Herzl døde den 3. juli 1904 og kunne ikke overvære den
syvende zionistkongres, som igen lagde Uganda på hylden. Før sin død nåede
Herzl at skrive en ny jødisk utopi i form af romanen Altneuland fra
1902. I denne sociale science fiction kommer vi 1923 til Palæstina , som
nu er en jødisk stat. De europæiske jøder er flyttet til landet og har
omskabt det til et moderne velhavende land. Hans vision er politisk
interessant derved, at samfundet ikke er det kapitalistiske samfund, han
havde skitseret i Jødestaten. Det er snarere en slags kooperativt samfund
med fælleseje af jorden. Fabrikkerne er moderne og sunde, kvinderne er
frie. Samfundet er ikke præget af religionens betydning, og rabbinat og
stat er helt adskilt. Og for første gang syntes Herzl at have indset, at
araberne i Palæstina kunne blive et problem. Eller rettere et problem, som
skulle løses. I hans utopi er det sket ved, at araberne er blevet rigere
takket være jødernes fremskridt. Bogen røber ikke noget om, hvad de sagde
til at få frataget deres land.
5. Og hvad kom der så ud af det?
Herzl var i mange henseender et tidstypisk udtryk for det jødiske
borgerskab i Centraleuropa. Han var en progressiv borger. Han så bl.a.
zionismen som et muligt værn mod socialismen. Socialismen og araberne i
Palæstina var hans to bløde punkter.
Omtrent samtidigt med Herzl dukkede den jødiske socialisme op på den
politiske scene, og det gjorde den i to former. I 1897 blev således
Bund (Det almindelige forbund af jødiske arbejdere i Litauen,
Rusland og Polen) grundlagt i Vilna. Og i 1898 udgav Nahman Syrkin
sin bog Die jüdische Frage und der sozialistische Judenstaat.
Hermed var historie og grunden lagt til to forskellige modeller for en
jødisk socialistisk bevægelse. Bund repræsenterede en hel række
forskelligartede tendenser, som havde det tilfælles, at de ønskede et
socialistisk samfund dér, hvor de boede, altså zarens Rusland. I kampen
for dette samfund ønskede de imidlertid jøderne anerkendt som et særligt
folk. Derfor kæmpede de for kulturel autonomi. Kulturel autonomi
betød anerkendelsen af Jiddisch som jødernes sprog samt undervisning,
kulturelt liv og administration på dette sprog. De ønskede altså at
forblive jøder, at kæmpe for lige ret med russere, polakker, baltere osv.,
men også sammen med dem at skabe et nyt samfund.
Fra Syrkins bog udgår den såkaldte arbejderzionisme. Den accepterer
præmisserne i Herzls analyse, at forudsætningen for at afskaffe
antisemitismen er, at jøderne får deres egen stat Palæstina. Den mener
blot, at det nye samfund skal være et socialistisk samfund. Ser vi på
zionismens videre udvikling fra Herzls død og frem til etableringen af
staten Israel, er det slående, at det som står tilbage af hans udkast, er
meget lidt. Det eneste element, som kan siges at bære frugt, er hans
diplomatiske offensiv. Det var nemlig videreførelsen af dette aspekt, som
skaffede Balfour-erklæringen i 1917. Chaim Weizmann videreførte dette spor
i zionismens historie og med succes, må man sige. Men zionismens succes
skyldtes ikke Balfour-erklæringen alene. Den er kun et mindre moment i
denne succes.
Arbejderzionismen
Det blev ikke den borgerlige zionisme, som sikrede den en massebasis,
men arbejderzionismen Uden den var det ikke gået. Og det blev dens
organisationer og partier, som kom til at tegne det "første establishment"
i Israel symboliseret i David Ben Gurion. Zionismen kunne forene
sig i det almene mål, som var opstillet på den første kongres. Men den
samtidige tilblivelse af arbejderzionismen signalerede et forhold, som
Herzl nok var klar over, men ikke ville eller kunne tage højde for: Det
jødiske samfund var et klassesamfund som de samfund, jøderne boede i. Og
de forskellige klasser havde forskellige interesser, kulturer og
tankeformer. Vladimir Jabotinskij og hans udgave af zionismen kunne
således indoptage træk fra fascismen, som lå Herzl fjernt. Jabotinskijs
"revisionisme" blev det arsenal, hvorfra den jødiske terrorisme hentede
sine tankeformer, Menachem Begin bl.a..
Jabotinskij havde imidlertid én fordel fremfor Herzl: han kunne godt få
øje på araberne i Palæstina, og han kunne se, at de var et problem, hvis
jødernes drøm skulle realiseres. Med den yderste kynisme skrev han om det,
som ingen ville se. Og formulerede den politik, som zionisterne - i det
hele taget - blev tvunget til at følge: fordrivelsen af araberne.
Bundismens skæbne
De helt afgørende grunde til at zionismen blev en succes - og
efterhånden fik monopol på at repræsentere den jødiske nationale
selvbevidsthed - ligger imidlertid i årsager udenfor zionismen selv.
Bundismen og beslægtede opfattelser blev nemlig i mellemkrigstiden
udryddet helt og holdent. Det startede med revolutionen i Rusland i 1917.
Lenin havde hele tiden været modstander af selvstændige jødiske
organisationer, og bolsjevikkerne videreførte denne politik. Efter
revolutionen havde Bund i Rusland i realiteten valget mellem at gå i
landflygtighed eller gå sammen med bolsjevikkerne. De fik i begyndelsen
deres egne sektioner - jevsektia - men de blev efterhånden opløst.
Den kulturelle autonomi udviklede sig til en grum parodi, da Stalin
tilbød jøderne et autonomt område ovre ved Amur-floden - Birobizan
- og derefter lukkede alle de jødiske organisationer. Med bolsjevismen led
Bundismen sit første store nederlag.
Bund eksisterede imidlertid fortsat i Polen. Men her kom Hitler
og nazisterne med den definitive løsning: udryddelse af hele den jødiske
befolkning i det gamle bosætningsområde. Hermed var ethvert grundlag for
kulturel autonomi naturligvis væk.
Shoa -udryddelsen af seks millioner af verdens atten millioner
jøder - blev det træk i udviklingen, som gjorde zionismen til den eneste
overskuelige løsning for millioner af overlevende jøder. Og da Europa og
USA ikke ville løse problemet, lod Europa og USA palæstinenserne
undgælde.
Herzls arv blev næppe, som han havde ventet. Og takket være faktorer,
han ikke kunne have overskuet, blev hans arv alligevel meget håndgribelig.
Det er nok værd at tænke på nu, da vi står ved indledningen til det, der
muligvis bliver begyndelsen til en palæstinensisk stat. Hvordan vil
Arafats og Herzls arv være om 50 år? Kan de overskue den proces, de
forsigtigt har sat igang? |
