|
Den zionistiske arbejderbevægelse og det
»arabiske spørgsmål« i zionismens førstatslige periode.
Den offentlige debat om Palæstinakonflikten er meget atypisk, i den
forstand, at det ofte er en strid om rene fakta, der præger den. Joan
Peters bog er et udmærket eksempel på denne tendens. Det drejer sig ikke
om en tolkning af de faktiske begivenheder, men om at nå til enighed om,
hvad der rent faktisk er sket. Var Palæstina et tomt land, da de jødiske
kolonisatorer ankom? Blev palæstinenserne fordrevet, eller forlod de
frivilligt landet i 1948? Og i 1967?
Den zionistiske propaganda har med stor succes benyttet sig af
historieforfalskningens kunst for at bortforklare eller benægte zionismens
skyld i konfliktens opståen og palæstinensernes fordrivelse. Besættelsen
af Gaza og Vestbredden i 1967 har imidlertid vanskeliggjort dette arbejde.
Efter besættelsen af henved en million palæstinensere var det vanskeligt
slet og ret at benægte det palæstinensiske folks eksistens, eller afvise
zionismens andel i konflikten. Derfor har Joan Peters genoplivelse af
denne forældede myte også virket mere pinlig end den har vakt begejstring
i Israel. Her har andre, men ligeså forvanskende, udlægninger været
nødvendige for at bortforklare konfliktens egentlige årsager og baggrunden
for den palæstinensiske kamp imod Israel. F.eks. fordømmelsen af
palæstinensernes repræsentant, PLO, som en flok blodtørstige
terrorister.
Historisk set, er de zionistiske forsøg på at mystificere konfliktens
væsen, imidlertid af relativ ny dato, og først blevet en del af
propagandaen efter den israelske statsdannelse i 1948. Før den tid blev
konflikten af zionisterne betragtet som en reel, nærmest uundgåelig
konflikt mellem to folk - jøder og arabere -, der begge gjorde krav på
retten til Palæstina. Og man gjorde ingen forsøg på at mystificere eller
bortforklare, hvorfor palæstinenserne modsatte sig den zionistiske
kolonisering af landet. l 1929 skrev Ben Gurion således f.eks.: »Vi må
træde frem for det arabiske folk, uden at foregøgle dem noget, uden at
tilsløre vores zionistiske bestræbelser, med ord om sandhed og frihed. Vi
vil åbent sige: Vi viger ikke herfra, hvad der end måtte komme... Men vi
anerkender jeres behov og kender til jeres nationale bestræbelser... Vi må
finde en vej, der, uden at krænke det jødiske folks rettigheder og dets
reale interesser i landet, fuldt ud kan tilfredsstille arabernes krav
hvortil også deres politiske krav hører.«
Zionisterne ignorerede eller bagatelliserede ikke desto mindre i mange
år det »arabiske spørgsmål«. Først da den arabiske modstand blev så
voldsom, at den skabte problemer for virkeliggørelsen af zionismen, og
derfor ikke længere bare kunne ignoreres - og på et tidspunkt, hvor det
faktisk allerede var for sent at nå til en fredelig overenskomst med
araberne -, skænkede man problemet større opmærksomhed. Og selv da blev
det som regel ved tomme løfter eller fromme ønsker.
Zionisterne »opdager« det 'arabiske spørgsmål'
Ifølge den daværende præsident for »Den Zionistiske
Verdensorganisation«, Chaim Weizmann, opdagede den zionistiske bevægelse
på den 12. kongres i Karlsbad, september 1921, det »arabiske spørgsmål«.
Denne konstatering er dog en sandhed med modifikationer. De borgerlige
zionister havde traditionelt koncentreret sig om ad diplomatisk vej at
sikre sig stormagternes støtte til oprettelsen af et jødisk hjemland i
Palæstina og interesserede sig kun lidt for hvad der foregik i selve
Palæstina. Det var sålede først deciderede voldelige sammenstød mellem
arabere og jøder i Palæstina, i påskedagene 1920 og begyndelsen af maj
1921, der, om ikke ligefrem konfronterede de borgerlige zionister med
eksistensen af en arabisk befolkning i Palæstina så i hvert fald tvang dem
til nu at se problemet i øjnene.
Noget anderledes forholdt det sig derimod for arbejderzionismens
vedkommende. Arbejderzionisterne fordrede praktisk koloniseringsarbejde i
Palæstina og gav ikke meget for de borgerlige zionisters politiske leflen
for kolonimagterne. Lige fra starten af den anden alyah i 1904, der især
havde ført socialistisk inspirerede russiske zionister til Palæstina,
havde arbejderzionismen på helt konkret vis oplevet sammenstødet med den
arabiske realitet i Palæstina, - i form af konkurrencen med den billigere
arabiske arbejdskraft. Arbejderzionisternes forsøg på at eliminere
konkurrencen fra de arabiske arbejdere førte uvilkårligt til en
konfrontation med disse. Heller ikke arbejderzionisterne prioriterede
imidlertid en overenskomst med den arabiske befolkning i Palæstina særlig
højt. Og de var ikke villige ti) at opgive deres national-jødiske
interesser til fordel for socialistiske principper om arbejdernes
internationale solidaritet. En af arbejderzionisternes ledende ideologer,
Ben Zwi, senere præsident for Israel, fastslog således i 1913: »Stillet
overfor en modsætning imellem nationale og socialistiske principper må de
førstnævnte have forrang; en anden mulighed findes ikke.«
l denne kompromisløse ånd fortsatte arbejderzionisterne deres
målrettede kolonisering af Palæstina, og set med nutidens øjne synes især
arbejderzionisternes fremfærd og politik i Palæstina at have været den
væsentligste årsag til den dybe forståelseskløft imellem jøder og arabere.
l langt højere grad end det internationale politiske spil om
Palæstina.
Modsætningerne imellem den første og den anden alyah
Den »socialistiske« anden alyah (1904-1914), bestående af russiske
arbejderzionister, ankom til Palæstina for at blive bønder og arbejdere og
for at opbygge et jødisk/socialistisk samfund. De håbede i Palæstina at
kunne opnå en normalisering af det jødiske folk - d.v.s. at blive et
territorialt forankret folk, der, som alle andre levede af frugten af det
fælles arbejde. Deres idéer var en blanding af marxistisk teori og
Tolstoy-inspireret agrar-romantik kombineret med jødisk nationalisme. Kun
gennem en national - territorial løsning, mente de at det »jødiske
spørgsmål« kunne løses. Tilværelsen i diasporaen havde forvrænget det
jødiske folks sociale sammensætning - forvandlet det til et folk af
købmænd og intellektuelle -, og fremmedgjort det overfor det naturlige
fysiske arbejde, som er eksistensgrundlaget for ethvert folk. Denne
skævhed kunne kun genoprettes hvis det jødiske folk igen blev territorialt
forankret, som et naturligt, fysisk arbejdende folk. l modsætning til den
foragtede og forhadte tilværelse i diasporaen som andenrangsborgere, ofre
for antisemitisme og pogromer og uden fremtidsudsigter, men henvist til
beskæftigelse inden for overfyldte erhverv, arbejdsløshed og
fattigdom.
Disse glødende arbejderzionister kom i Palæstina meget snart i konflikt
med medlemmerne af den første alyah, der var ankommet til Palæstina i
begyndelsen af 1 880'erne. Disse første jødiske kolonisatorer var i
Palæstina stødt på uoverstigelige klimatiske og økonomiske vanskeligheder
og havde lige siden deres ankomst til Palæstina været afhængige af
finansiel støtte fra filantroper i Europa -først og fremmest den franske
finansfyrste Edmond de Rothschild, Rothschilds hjælp havde resulteret i
etableringen af
flere plantager og vingårde, der, på klassisk kolonial vis blev drevet
ved udbytning af den billige lokale arabiske arbejdskraft, Modsætningerne
imellem den første og den anden alyah udkrystalliserede sig i spørgsmålet
om anvendelsen af arabisk arbejdskraft på de jødisk ejede plantager. De
unge jødiske arbejdere, der ofte intet kendte til landbrug og i øvrigt var
uvante med forholdene og de svære arbejdsbetingelser i Palæstina, kom
uundgåeligt til kort i kampen med den billigere palæstinensiske
arbejdskraft. Og de jødiske plantage-ejere var ikke til sinds at opgive
deres privatkapitalistiske interesser til fordel for en flok unge
socialisters mildt sagt utopiske visioner om en genfødsel af det jødiske
folk i Palæstina.
Af de omkring 10.000 unge mænd og kvinder blandt de 35.000 indvandrere
i perioden fra 1904 til 1914, der ville være arbejdere, anslås det, at kun
ca. 1000 fandt arbejde. Resten blev drevet til fornyet udvandring eller
levede en kummerlig tilværelse, plaget af sult og sygdomme.
Kibbush Haavoda
Det var under indtryk af disse vanskelige vilkår, at jødiske arbejdere
i 1905 formulerede slagordet »Kibbusch Haavoda« -erobring af arbejdet, der
betød jødisk arbejde på jødisk jord. Hensigten var at trænge de arabiske
arbejdere ud af de jødiske kolonier og tvinge plantageejerne til kun at
benytte jødisk arbejdskraft. Parolen om erobring af arbejdet var et våben
i kampen imod de jødiske arbejdsgivere, og altså ikke rettet imod de
arabiske arbejdere som sådan. Men det var til gengæld dem, der først og
fremmest blev dens ofre.
Den praktiske erobring af arbejdet blev gennemført ved fysisk at
blokere de arabiske arbejderes adgang til plantagerne, gennem trusler imod
jødiske arbejdsgivere eller, i tilfælde hvor både jødiske og arabiske
arbejdere var ansat på samme plantage, gennem strejke indtil araberne var
blevet erstattet med jødisk arbejdskraft. Erobringen af arbejdet blev ført
ud i livet med en fanatisme, der ofte gav sig udslag i groteske episoder;
som f.eks. da en Herzi-skov, til minde om zionismens grundlægger, i 1908
skulle anlægges, hvor jødiske arbejdere rev de allerede plantede træer op
med rode, da disse var sat af arabiske arbejdere. Bagefter plantede de
jødiske arbejdere så de selvsamme træer på ny.
Parolen om erobring af arbejdet blev senere parret med parolen om
forløsningen af jorden. Jordstykker blev opkøbt, og de palæstinensiske
bønder, der boede og arbejdede på jorden, blev fordrevet med baggrund i
ejendomsretten. l stedet oprettedes jødiske produktionsfællesskaber,
kibbutzer, på jorden, Lønarbejde var forbudt i disse kibbutzer.
Derved opnåede man den fordel at man dels omgik det
privatkapitalistiske arbejdsmarked, og dermed konkurrencen fra den
arabiske arbejdskraft, og dels var de velegnede til integration og
oplæring af nye indvandrere.
Endelig var kibbutzerne et effektivt middel til at isolere jøderne i
Palæstina fra det omgivende arabiske samfund. Isoleringen af det jødiske
samfund i Palæstina var en forudsætning for dels at fremme opbygningen af
en selvstændig rent jødisk økonomisk sektor, der kunne sikre de jødiske
indvandrere arbejde, og samtidig for opbygningen af et jødisk hjemland -
med alt hvad det indebar - i et ellers arabisk Palæstina.
Etableringen af kibbutzer blev ganske vist, i den
socialistisk-zionistiske selvforståelse, retfærdiggjort med sociale eller
socialistiske begrundelser. Men deres virkelige betydning lå i, at man
derved endegyldigt kunne fortrænge den arabiske befolkning fra jorden. End
ikke som lønarbejdere kunne de vende tilbage til jorden.
Zionisme eller internationalisme
Helt fra begyndelsen var arbejdersionisterne imidlertid delt i
spørgsmålet om de jødiske arbejderes eksklusive ret til arbejdet inden for
den jødiske sektor i Palæstina. Allerede på det zionistiske arbejderparti
Poale Zions første kongresser, begge i 1906, i Ramla og Jaffa, kom
modsætningerne i partiet om det »arabiske spørgsmål« fordagen. De primære
stridspunkter på begge kongresser var konkurrencen mellem jødiske og
arabiske arbejdere og i den sammenhæng spørgsmålene om jødernes ret til at
fortrænge de arabiske arbejdere og om en fælles organisering af de jødiske
og arabiske arbejdere. Striden stod imellem de »realistiske zionister« på
den ene side og »moralisterne,,, der ville bringe zionismen i
overensstemmelse med de socialistiske principper om arbejdernes
internationale solidaritet i klassekampen.
Helt frem til splittelsen af Poale Zion i 1919 prægede disse
modstridende holdninger til det »arabiske spørgsmål« partiet. Jitschak Ben
Zwi, på daværende tidspunkt Poale Zions chefideolog og senere præsident
for Israel, sammenfattede i 1913 »moralisternes,, tvivl: »Hvordan kan vi
forene og forbinde principperne om den internationale proletariske
solidaritet med den nationale konkurrence med araberne, tanken om erobring
af arbejdet med socialismen. Et af to: Hvis vi er virkelige
internationalister, så bør vi ikke fortrænge andre arbejdere . . . og hvis
vi på trods heraf ønsker at konkurrere med andre arbejdere, så lad os da
overlade den for os upassende fordring om international solidaritet til
andre, som har vist sig mere værdige til denne idé«. 3)
Dette var det teoretiske og moralske dilemma som arbejderzionisterne i
Palæstina så sig konfronteret med. Enten var de socialister og dermed de
arabiske arbejderes »brødre og kammerater i kampen mod den private
ejendomsret« eller også var de jødiske nationalister, der prisgav
socialismen og solidariteten med de arabiske arbejdere til fordel for
deres nationale mål.
Skab kendsgerninger
De »realistiske zionister« inden for Poale Zion, med Ben Zwi og Ben
Gurion i spidsen, var imidlertid den klart dominerende fraktion inden for
partiet. Arbejderzionisterne fortsatte derfor ufortrødent erobringen af
jorden og arbejdet. Ivrigt opmuntret af Poale Zions grundlægger, Ber
Borochow, som i øvrigt aldrig selv satte sine ben i Palæstina. Kort før
afslutningen på den første verdenskrig formanede han sine partifæller i
Palæstina: »Skab kendsgerninger, kendsgerninger og atter kendsgerninger -
det er grundstenen i politisk visdom. Kendsgerninger overbeviser bedre end
tanker. Handlinger har en mere vedvarende virkning end paroler.,, 4)
Således ansporet fortsatte Poale Zion, deres ofte blinde aktivisme og
henlagde en løsning af det »arabiske spørgsmål« til engang i fremtiden.
Eller man stillede sig naivt tilfreds med argumenter om, at den arabiske
modstand imod den zionistiske kolonisering af landet alene begrænsede sig
til den politiske elite, mens de arabiske masser billigede den, fordi de
indså, at de selv ville profitere af den opblomstring, som jøderne bragte
til landet: »For de nuværende arabiske ledere eksisterer der som sagt
ingen tvang til forståelse. Den arabiske bevægelse kender kun til rent
politiske krav, uden et kulturelt eller økonomisk indhold. Men det ville
ikke være helt rigtigt at slutte fra udtalelser i den arabiske
offentlighed til massernes beskaffenhed. Det afgørende moment i de
arabiske massers liv er ikke politiske følelser, men massernes økonomiske
behov. Trods de store modsætninger, der i mange tilfælde næres af
religiøse og racebestemte gnidninger, ved størstedelen af den arabiske
befolkning at indvandringen, det jødiske kolonisationsarbejde vil bringe
landet velsignelse.
Kun ganske små kredse fra den herskende arabiske klasse har grund til
at frygte den jødiske indvandring og de sociale og økonomiske forandringer
som den medfører. Befolkningsflertallets egentlige interesser står ikke i
modsætning til den jødiske indvandring og kolonisation.« 5)
Således mistolkede eller undervurderede man fuldkommen palæstinensernes
nationale aspirationer, rent bortset fra, at man overhovedet ikke spurgte
de palæstinensiske bønder eller arbejdere, om de ønskede den sociale og
økonomiske omvæltning, som den jødiske kolonisation førte med sig.
Til trods for talrige smukt klingende ønsker om at leve i fredelig
sameksistens med araberne, var praktiske bestræbelser på at nå til en
fredelig overenskomst med de arabiske arbejdere aldrig en integreret del
af Poale Zions politik, men man overlod bestræbelserne til enkelte
partimedlemmers private initiativ. Så tidligt som i 1906, på de første
kongresser i Ramla og Jaffa blev det således forbudt at lave officielt
partiarbejde til fordel for en fælles organisering af jødiske og arabiske
arbejdere.
Splittelsen af Poale Zion
Venstrefløjen i Poale Zion, der orienterede sig imod den kommunistiske
internationale og vendte sig imod et samarbejde med den (borgerlige)
zionistiske verdensorganisation og den britiske kolonimagt trådte i 1919
ud af partiet. Nogle måneder senere, i oktober 1919, dannede de M.P.S.
Poale Zion - Det socialistiske Arbejderparti Poale Zion. Som det fremgår
af navnet, konstitueredes partiet som et zionistisk parti. Dets holdning
til zionismen var imidlertid fra starten tvetydig. Deres forsvar for de
arabiske arbejderes interesser og kamp for en fælles jødiskarabisk front
var allerede i sig selv tendentielt antizionistisk - uforenelig med
zionismens krav om en rent jødisk sektor -og det nydannede M.P.S.
opponerede åbenlyst imod den zionistiske kolonisering af Palæstina. Ved
grundlæggelseskonferencen advarede lederen af partiet, Yaakow Meiersohn,
imod perspektiverne ved den fortsatte zionistiske kolonisering af landet:
»Alle de planer, som den foretagsomme zionisme lægger, forsvinder som dug
for solen, for hele den bygning, som de har sat sig for at bygge, så stor
og luksuriøs den måske kan se ud på overfladen, står på et
sprængstoflager, som kan ryge i luften hvad øjeblik det skal være. Kom
tilbage til realiteterne! Søg en vej til et fredeligt samliv med det andet
her bosiddende folk. l skal vide, at med indvandringen af hver eneste
zioist og dennes succes i »forløsningen« af jorden og udbytning af dens
(arabiske) befolkning, lægges der blot yderligere sprængstof under vores
bygning. Vores mål kan ikke blot være opbygningen af et jødisk samfund,
men må være et »højere samfund« et arbejdersamfund, frit og neutralt,
opbygget på grundlag af lykke og frihed; fred ikke kun med regeringer, men
med folkeslagene.« 6)
M.P.S. kom dog aldrig til at spille nogen rolle i arbejderzionismens
historie i Palæstina, andet end som forløber for det senere
palæstinensiske kommunistparti PKP, der blev grundlagt i 1923, som eneste
antizionistiske parti blandt jøderne i Palæstina.
Koloniseringen forceres
Fra begyndelsen af 20'erne, tog den zionistiske politik en afgørende
vending i retning af en mere ekspansiv og målrettet kolonisering af
Palæstina. Dette vendepunkt, må ses i en politisk og historisk
sammenhæng.
Med Balfourdeklarationen 1917 havde den zionistiske organisation fået
den længe efterstræbte internationale anerkendelse af jødernes nationale
aspirationer i Palæstina. Disse aspirationer blev ydermere anerkendt af
folkeforbundets medlemsstater, der i mandatbestemmelserne for Palæstina
forpligtede Storbritannien til at arbejde for oprettelsen af et jødisk
hjemland i Palæstina.
Under indtryk af disse overvældende succeser besluttede den 12.
zionistkongres i Karlsbad 1921, at forcere og effektivisere den
zionistiske kolonisering af landet, i forventningen om en øget indvandring
af jøder, uagtet at den selvsamme kongres, som nævnt, ifølge Chaim
Weizmann opdagede, det ,arabiske spørgsmål«.
Mens den zionistiske organisation under krigen først og fremmest havde
koncentreret sig om at bevare og konsolidere de erobrede positioner i
Palæstina, vedtog den 12. kongres nu en ekspansiv Palæstina-politik. Man
besluttede at oprette et kolonisationskontor, der skulle koordinere de
forskellige aktiviteter i Palæstina, den jødiske nationalfonds hovedkontor
blev forflyttet til Palæstina, og der blev oprettet en immigrationscentral
i Palæstina til opsamling af de kommende indvandrere.
Histadrut
Arbejderzionisterne fulgte trop med grundlæggelsen af »General
Federation of Hebrew Workers in the Land of Israel. forkortet til
Histadrut. Histadrut var og er ikke blot en fagforening, men i lige så høj
grad et instrument i koloniseringen af Palæstina. Histadrut blev således
arbejderzionismens førende institution i erobringen af arbejdet og jorden
og etableringen af kibbutzer. Formålet med Histadrut var ikke blot at
varetage de jødiske arbejderes interesser, men i lige så høj grad at
forcere og styre arbejderzionisternes praktiske kolonisering af Palæstina.
Og sidst, men ikke mindst, at sikre sig, at arbejderne ikke gennemtvang
deres sociale og økonomiske krav på tværs af det nationale mål. En
vittighed i det kommunistiske partis tidsskrift fra dengang, er på sin vis
meget illustrativ: »Det berettes, at da en taler ved en forsamling af Tel
Aviv's jødiske læderarbejdere begyndte at tale om de lave lønninger og den
lange arbejdstid, blev ordet frataget ham af ordstyreren, med den
begrundelse, at »han skal komme til sagen«.« 7)
Arabiske arbejdere kunne naturligvis ikke blive medlemmer af Histadrut,
-hvad man heller ikke kunne forvente at de ville, eftersom Histadrut
arbejdede på at fortrænge dem fra de -jødiske« arbejdspladser. l stedet
søgte Histadrut at fremme oprettelsen af separate nationale fagforeninger,
på arbejdspladser hvor både jødiske og arabiske arbejdere var beskæftiget.
Derved blokerede man samtidig for tendenser til spontan solidaritet
imellem jødiske og arabiske arbejdere.
Set i et nutidigt perspektiv er det ligefrem uforståeligt, at
arbejderzionisterne i Palæstina ikke tillagde det »arabiske spørgsmål«
større betydning, men, i stedet for aktivt at søge en fredelig
overenskomst med araberne, valgte at ignorere problemet eller foregøgle
sig selv, at araberne med tiden ville indse nytten af den zionistiske
kolonisering. Der består en skærende kontrast imellem ledende
arbejderzionisters anerkendelse af det »arabiske spørgsmål«, som den
vægtigste udfordring til zionismen i Palæstina og partiets kompromisløse
erobring af jorden og arbejdet.
Hvorfor?
Naturligvis blev der også gjort oprigtigt mente forsøg på at finde en
løsning på problemet. l 1926 grundlagde Arthur Ruppin f.eks. »Brit
Schalom« (fredsforbundet), der fik tilslutning af både borgerlige og
socialistiske zionister. »Brit Schalom« forestillede sig en fredelig
sameksistens med araberne gennem en binational statsløsning. Denne og
lignende idéer vandt imidlertid ikke gehør blandt flertallet af
zionisterne, og set i sammenhæng med den kompromisløse praktiske
kolonisering, der samtidig foregik, kunne den binationale løsning heller
ikke forvente støtte fra araberne, som efter Balfourdeklaration og britisk
mandat, ikke kunne være i tvivl om at zionisterne stræbte efter at opnå en
jødisk autoritet i Palæstina.
Med i billedet hører imidlertid, at arbejderzionisterne i Palæstina var
en meget fåtallig skare, i det mindste i den tidlige fase af
koloniseringen, der levede under ekstremt vanskelige vilkår, plaget af
sygdomme, sult og epidemier m.v. De eksistentielle behovs dumpe tvang
satte sig ganske enkelt igennem, i kravet om erobringen af arbejdet. Et
krav der til stadighed aktualiseredes med tilstrømningen af nye
indvandrere på flugt fra fattigdom og forfølgelse i Europa. Endelig skal
man ikke glemme at de socialistiske zionister først og fremmest var
zionister, der forstod sig selv som de eneste bærere af det jødiske folks
fremtid og primært var optaget af deres jødiske fællers lidelser i
diasporaen. Det »arabiske spørgsmål,, kom i den forbindelse i anden række.
l 1929,efter fornyede uroligheder mellem jøder og arabere i Palæstina,
skrev Ben Gurion: »Jeg ser i spørgsmålet om at nå til en forståelse med
det arabiske folk de zionistiske politiks afgørende problem. (men) vil vi
i Palæstina kun fred med araberne? Uden at der her genopstår et fri jødisk
folk, har vi ingen interesse i det ara biske spørgsmål -.« 8) Efterhånden
som USA og de europæiske stater lukkede grænserne for flygtninge skærpedes
tendensen til at prioritere en løsning af jødernes lidelser på bekostning
af det »arabiske spørgsmål«, og da nationalsocialismen kom til magten i
Tyskland overhalede de historiske begivenheder i Europa endegyldigt alle
bestræbelser på en fredelig løsning i Palæstina.
- Ben Gurion: Zur Frage unseres politischen Weges nach den
Unruhen 1929., i Schoeps: Zionismus, München 1973, s.286.
- Ben-Zwi i »Achduth«, 1913, citeret efter Offenberg: Kommunismus
in Palästina, 1975, s. 150.
- Ibid. s. 150.
- Citeret efter Meier-Cronemeyer, Israel, Hannover 1970, s.
24.
- Ben Gurion op. cit. s.286.
- Citeret efter Offenberg, op. cit. s. 161.
- I »Haor«, 29.10. 1931, citeret efter Offenberg, op. cit. s.
118.
- Ben Gurion op. cit. s.
286.
|