Hvad vil den palæstinensiske Intifada?

Mahmoud Issa, DPV

Hvad vil den palæstinensiske Intifada?

af Mahmoud Issa

(Politiken 31/12 2000)

For knap to år siden blev Barak valgt med stor majoritet på grund af sine løfter om at løse konflikten med palæstinenserne og trække de israelske tropper ud fra Sydlibanon. Den sidste er opfyldt – med undtagelse af  Sheba farms og de fortsat fængslede libanesere. På den palæstinensiske side er resultaterne derimod ret dårlige:  bygning af flere  bosættelser, omfartsveje  og drab på flere palæstinensere og mere uro end under Netenyaho.

Vinderen af valget om to måneder – formentlig Barak, Sharon eller Netenyaho – vil stå overfor den samme krise igen, hvis de ikke tør sætte det afgørende hovedpunkt på deres dagsorden: nemlig hvordan de kan ende det mest forfærdelige fænomen i vores moderne tid, okkupationen, og gøre op med det uhyrlige instrument: bosætterne. Palæstinenserne er det sidste koloniserede folk i den moderne tid. Alle de uhyrlige adjektiver der kan sættes som prefex eller suffeks til orde vil ikke formindske den daglige terror og ydmygelse, der er indbegrebet af okkupationen, den længste i vores moderne tid, 33 år.

For 13 år siden startede den første Intifada. 6 år efter kom et resultat i form af Oslo-aftalen. Israel anerkendte PLO som den legitime repræsentant for palæstinensere, og til gengæld anerkendte PLO Israel og stoppede Intifadaen. Forhandlingerne foregik i en 5 års periode, og det var forventet, at de ville ende med etableringen af suveræn  palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza (22% af det oprindelige britiske mandat Palæstina). I dag, 7 år efter påbegyndelsen af Oslo-processen og 10 år efter åbningen af Madrid-konference – som begge er bygget på princippet ’land for fred’ og FN resolutionerne nr. 242 og 338 – er resultaterne beskedne: Israels hær er rykket ud fra centrum til udkanten af de 8 byer; bygning af flere bosættelser, der splitter det palæstinensiske område til noget der minder om Archipilago øerne; mindre velfærd til palæstinensene; næsten en permanent lukning af Gaza og andre byer fra Israel, med hjemsendelse af 140.000 arbejdere til følge.

Disse faktorer har været medvirkende til den anden Intifada, der startede i september måned og allerede har kostet store ofre, som sædvanlig fra den palæstinensiske side. Blandt de mange børn, der er døde, er Oslo-aftalen. Illusionen faldt, og realiteterne er dukket op igen uden makeup: Israel er stadigvæk en kolonial besættelsesmagt, og palæstinenserne er stadigvæk et koloniseret folk.

Mange palæstinensiske kræfter prøver at skubbe formålet til det helt urealistiske: nogle kræver Intifada indtil befrielsen af hele Palæstina (en illusion der dukker op hver gang der er en krise); andre nationale kræfter kræver at Intifadaen skal fortsætte til der er etableret en palæstinensisk stat på de besatte område fra 1967, og endnu andre tilføjer retten til at flygtningene kan vende tilbage til deres oprindlige land i det britiske mandat Palæstina.

Edward Said skrev for nyligt at al-Aksa Intifadaen er imod Oslo-aftalen og Arafats ledelse lige så vel som de er imod Barak og den Amerikanske udsending Dennis Ross. Nogle af Intifada-lederne er også begyndt at stille spørgsmål ved den nuværende PNA-ledelse og dens uprofessionelle måde at håndtere krisen på grund af korruption og egoistiske interesse. Husam Khader, aktivt medlem af Palæstinarådet siger, at 50 medlemmer af ledelsen har sendt deres penge og familie ud af de palæstinensiske områder. Han tilføjer: ”Arafat beskytter disse korrupte mennesker, selv om han stadigvæk er leder af den nationale bevægelse, og uden ham vil denne Intifada blive imod PNA ledelsen. Uden intern forandring, er Intifadaen en fiasko”. Også Marwan Bargouthi, leder af Fatah på Vestbredden, siger at reglerne bliver anderledes fra nu af i forhold til Selvstyremyndigheden.

Israel er økonomisk og militært en supermagt i Mellemøsten, og tre gange stærkere end alle de arabiske lande til sammen.  Men logikkens magt er stærkere end magtens logik. Kernepunktet, der er en lære af historien, er at ingen kræfter, uanset hvor stærke de er, kan besejre et folk for evigt. Palæstinenserne har derfor, ud fra et moralsk, visionært og menneskeligt synspunkt, en pligt, og mens de kæmper med alle deres civile kræfter mod okkupationen og de ulovlige bosættelser, skal de ikke lukke døren for forhandlinger med israelerne. Palæstinensiske NGO’er har besluttet at standse alle møder med israelerne, og der er stærk kritik mod at genforhandle. Alligvel er der ikke gået en eneste dag siden al-Aqsa intifada startede, uden at der har været et møde med israelerne, siger den palæstinensiske informationsminister Abed Rabbu.

Formålet med Intifadaen kunne være en afvikling af bosættelserne, fastsættelse af en konkret detaljeret plan for Israels tilbagtrækning fra resten af de besatte områder samt enighed om flygtningespørgsmålet. Forhandling for forhandlingens skyld er spild af tid. Formålet med forhandlingen skal godkendes først.

Både islamiske og jødiske traditioner er fuld af hævnideer: tand for tand, øje for øje. Den arv tilhører fortidens samfund, den pre-politiske periode med religiøse-, stamme- og klan-konflikter. Denne hævnmentalitet dominerer stadigvæk mange i den militære elite i Israel. På den anden side kan man se mange anti-jødiske slogan i de fleste demonstrationer i de arabiske og europæiske lande, mens de marcherer for solidaritet med pælæstinensernes Intifada. Et historisk kompromis går ud på at freden skal etableres på en fælles og langvarig  fredsaftale og ikke en dikteret en, som Barak og hans militære ledelse ønsker. Arafat kan ikke blive som Antoine Lahd, lederen af den sydlibanesiske hær, der gik i opløsning  på mindre end  to døgn, efter at den i årtier var blevet finansieret og støttet af Israel.

Positivt i den nuværende Intifada er, at Fatah-organisationen er i spidsen. Israel vil bidrage til en mere radikal og religiøs konflikt, når de starter drab på Fatah-folk.

Barak og hans koalition viste, at deres vej er totalt lukket for en værdig fredelig løsning, selv om Barak fortsat lover sine vælgere at han kan opnå fred med palæstinenserne. Men hverken han selv eller USA som partisk mægler kan opnå en værdig løsning der kan opfylde minimale palæstinensiske krav.

International indblanding er derfor det sidste nødvendig alternativ. Barak er mere interesseret i sin egen politiske fremtid, og han er –på nuværende tidspunkt – ikke en israelsk De Gaulle med sin politiske tangodans. Han har indtil nu vist, at han er professionel til at dræbe palæstinensere i Beirut, Tunis og Palæstina, men han er langt fra at være en politisk leder med visioner. Tør han i sidste øjeblik komme med et modigt forslag og en minimal aftale med Arafat, der kan blive afgørende for det næste valg? 95% af palæstinenserne stemte på Barak ved det sidste valg. Han vil ikke få disse stemmer igen efter at 13 palæstinensere i Israel er dræbt og 150 såret under de sidste begivenheder – med mindre der er en aftale i hånden. Det er Baraks eneste chance for at vinde valget. Israel skal være parat til at betale prisen for en varig fred.

Israelerne og palæstinenserne har boet sammen i Israel i 50 år – der er noget at bygge på, selv om der er store uretfærdigheder som f.eks. færre sociale rettigheder og et diskriminerende system, der skal rettes. Det er bl.a. dokumenteret i en rapport fra 25 israelske og arabiske professorer fra israelske universiteter, der fornylig blev afleveret til Barak. Et af de emner, der blev undersøgt, var den kendsgerning, at der i løbet af 52 år er bygget 700 jødiske byer, men ikke en eneste arabisk by, selv om de udgøre 18% af befolkningen.

Israelerne og palæstinenserne kan statuere et civiliseret, menneskeligt og ambitiøst eksempel  for de forskellige etniske folk i verden, leve op til globaliseringens kriterier og åbne vejen til en rig fremtid, der lægger det jødiske holocaust og den palæstinensiske al Nakba (katastrofen) bag sig. Palæstinensere har intet ansvar for holocausten, der startede her i Europa, men med deres al Nakba har de betalt prisen. Der er rigeligt rum til at rette resultatet af  Nakbaen, hvis israelerne godkender deres moralske og politiske ansvar for Nakbaen, og hvis det internationale samfund – især europæerne (der skal ’play’ og ikke kun ’pay’), FN, russerne, Kina og USA  – blander sig aktiv for at finde en fornuftig løsning, baseret på de mest elementære principper, der båret FN i de sidste 50 år. Både israelere og palæstinensere har ret til at leve i et ligeværdigt samfund bygget på modernitet, tolerance, demokrati og respekt for menneskerettigheder.

Comments are closed.