Palæstinensisk selvstyre – En brik i et israelsk overherredømme

Nils A. Butenschøn, Palæstina Orientering, nr. 1, 1995

Palæstinensisk selvstyre

– En brik i et israelsk overherredømme

af Nils A. Butenschøn

Bragt i Palæstina Orientering, nr. 1, april 1995

En af de klogeste analytikere i Skandinavien af Israel/Palæstinakomplekset er den norske Nils A. Bufenschøn (f. 1949). Han er magister i statsvidenskab fra universitetet i Oslo. I perioden 1972-76 var han tilknyttet Norsk Utenrikspolitisk Institutts Midt-Østprosjekt. Han har bl.a. skrevet bogen “Drømmen om Israel. Historiske og ideologiske forutsetninger for staten Israel “(1984). I dag er han ansat ved institutt for statsvitenskap ved universitetet i Oslo. Artiklen er et uddrag af en nyligt udgivet pamflet med titlen: Oslo-avtalen – fred på Israels premisser? (Gyldendal, Norsk Forlag). Nils Butenschøn foreslår, at på kort sigt må palæstinenserne finde sig i et “Bantustan”, men måske er der håb langt, langt ude.

I Algeriet og Sydafrika skete der en fuldstændig afvikling af henholdvis det franske og det hvide overherredømme. Efter 1961 trak ca. en million settlere sig ud af Algeriet (Frankrig havde i årtier prøvet at integrere landet som en del af den franske stat). I Sydafrika er apartheid-regimet afskaffet. Frederik W. de Klerk har tilsyneladende gennemgået en simpel omvendelse fra racist til demokrat og sidder i dag som vicepræsident under sin ærkefjende gennem 30 år, Nelson Mandela.

Loyal palæstinensisk ledelse

I Israel/Palæstinas tilfælde er der foreløbig lidt der tyder på, at Israel har til hensigt at opgive den reelle kontrol over de besatte områder og langt mindre det zionistiske system, dvs. magtstrukturen i Israel som en rent etnisk statsdannelse (et etnokrati). Det ser snarere ud til, at Israel vil prøve at bruge de nye strukturer, som fredsprocessen åbner, til at sikre sig et mere rodfæstet hegemoni, ikke bare over de besatte områder, men også i Mellemøst-regionen.

De strukturer, der her er tale om, er for det første selvstyreordningen for palæstinenserne, for det andet de bilaterale fredsaftaler med de øvrige arabiske nabostater, for det tredje det regionale økonomiske samarbejde, og for det fjerde de politiske, økonomiske og militære garantier fra USA, som skal sikre Israel fortsat militær overlegenhed i regionen. I dette brede strategiske billede bliver formålet med det palæstinensiske selvstyre set fra israelsk synspunkt at frigøre Israel fra rollen som direkte besættelsesmagt og overføre det politisk og økonomisk kostbare ansvar for at opretholde ro og orden til en palæstinensisk ledelse, der er loyal mod Israel. Det Israel behøver (og som de længe forgæves har forsøgt at bygge op i de besatte områder) er en lokal palæstinensisk ledelse, som har tilstrækkelig autoritet til at håndtere et selvstyre, samtidig med at den anerkender palæstinensisk underordning under israelske fredsbetingelser. De israelske herrer har brug for palæstinensiske tjenere. Hvis palæstinenserne kan overbevises om, at dette er det bedste, de kan opnå, at alternativet er at gå i opløsning som samfund; at israelerne til enhver tid har den nødvendige magt til at genoptage besættelsen, at Israel når som helst kan lukke selvstyreområderne som kollektiv straf – kort sagt, hvis Israel kan overbevise palæstinenserne om, at de er og vil forblive magtesløse i forhold til Israel – så vil palæstinenserne måske indse det nytteløse i videre modstand, acceptere deres skæbne og bidrage til at skabe “fred og stabilitet” i Mellemøsten, sådan som Israel og USA ønsker det. Hvor “samarbejdsvillig” Arafat er i den rolle, som Israel ser ud til at have defineret for ham, eller hvor langt han kan gå uden at afskære sig helt fra sine egne, er et åbent spørgsmål. Tovtrækningen om Arafats loyalitet mellem Israel på den ene side og den palæstinensiske opposition på den anden side er i fuld gang og afgøres sandsynligvis i Gazas gader.

Israel kontrollerer

Ser man nærmere på selvstyre-ordningerne, sådan som de former sig, er det tydeligt, at Israel overlader meget lidt til tilfældighederne. Israel markerer sine krav på kontrol ikke bare ved den fysiske og militære overvågning og tilstedeværelse i områderne, men også når det drejer sig om udviklingen af de enkelte selvstyre-institutioner. Parallelt med Arafats selvstyre-regering er der oprettet et sæt af samordningskomiteer med palæstinensiske og israelske repræsentanter, som overvåger og koordinerer tiltag i forbindelse med udviklingen af selvstyret. Dette er på den ene side en naturlig og nødvendig struktur med henblik på alle overgangsproblemerne, men giver samtidig Israel en god mulighed for at påvirke det praktiske arbejde med at bygge en palæstinensisk struktur på en måde, som tjener israelske interesser. Det er foreløbigt vanskeligt at sige noget sikkert om de reelle magtforhold i selv-styreområderne. Men med en svag og splittet administration er Arafat meget sårbar overfor israelsk pres og manipulation.

Tidsperspektivet

Dette er et pessimistisk billede for PLO og palæstinenserne. Måske for pessimistisk. Risikoen set fra israelske synspunkt er at palæstinenserne vil bruge det begrænsede selvstyre, de trods alt får, til ruste sig politisk, institutionelt og økonomisk til et fremtidigt krav om uafhængighed for de områder, der i dag er okkuperede. Eller endnu værre: genoptage den gamle drøm om at befri hele Palæstina. Som den israelske højrefløj rigtigt påpeger, bliver det Israels problem at begrunde stærke begrænsninger i palæstinensernes frihed og integritet, når man først har anerkendt det palæstinensiske folk som en legitim national enhed. Er det sandsynligt, at verden vil acceptere et nyt apartheid-lignende system med “bantustaner” for den indfødte befolkning efter befrielsen af Sydafrika? Vil Israel ikke før eller siden blive tvunget til at indrømme palæstinenserne ligeværdighed? Det er dette ræsonnement som i et palæstinensisk perspektiv kan retfærdiggøre Arafats underskrivning af Oslo-aftalen og som samtidig repræsenterer den israelske højrefløjs mareridt. Tidsperspektivet er altså afgørende, når vi skal vurdere Oslo-aftalens strategiske implikationer. Ærkefjenderne Israel og PLO er åbent gået ind i et kortsigtet samarbejde for at kunne lægge et varigt grundlag for det, de opfatter som deres langsigtede interesser. Stadigvæk er parternes langsigtede mål stærkt modstridende. Når parterne kan samarbejde i det kortsigtede perspektiv, er det fordi begge ser det som den eneste mulighed for at virkeliggøre sit langsigtede mål. Dette betyder, at nogle må tage fejl i deres spådomme, og at kampen fremover i hovedsagen vil dreje sig om, hvilke langsigtede interesser der kan slå igennem. En vigtig pointe er det her, at der er grænser for, hvor langt Israel kan komme med sin relative fysiske overlegenhed. Palæstinensernes styrke er, at de har “retfærdigheden” på deres side, slet og ret fordi de har fået frataget fundamentale rettigheder. Erfaringen viser, at et folks udholdende kamp for sine rettigheder kan besejre selv den stærkeste stormagt.

Palæstinensernes sidste chance?

For at opsummere:Oslo-aftalen er dårlig for palæstinenserne og god for israelerne i den forstand, at den leverer legitime rammer for det, som kan betegnes som et israelsk økonomisk og magtpolitisk hegemoni, noget i lighed med et apartheidsystem for så vidt som det tjener til at opretholde Israels etniske hegemoni. Under de nuværende magtbetingelser vil palæstinenserne næppe kunne opnå mere end et proforma-selvstændigt palæstinensisk “Bantustan” når forhandlingerne om en varig løsning begynder, efter planen i 1996. På den anden side, i et større historisk perspektiv, var aftalen måske palæstinensernes sidste chance for at skabe en ny ramme om en langsigtet befrielseskamp indenfor Palæstinas egne grænser. En eventuel apartheidstruktur vil skabe sin egen modstand og motivere en ny palæstinensisk befrielsesvision.

På lang sigt kan aftalen derfor være dårlig for Israel og god for palæstinenserne. For palæstinenserne kan den have kimen i sig til en befrielse, som ikke bygger på militær intervention fra arabstaterne eller eksil-palæstinensernes guerilla-organisationer i Jordan, Libanon eller andre steder, men på en mobilisering af det civile palæstinensiske samfund for ligeværd og selvstændighed i eget hjemland, En sådan mobilisering ville også kunne indbefatte palæstinenserne i Israel, en situation som kan blive endnu vanskeligere at tackle for Israel end oprøret i de besatte områder. Opbygningen af det palæstinensiske selvstyre varsler, at “udefronten” i hovedsagen har udspillet sin historiske rolle, nu er det “hjemmefronten”, der tager over.

Det vil ikke blive en befrielse, der nedkæmper Israel militært – en håbløs urealistisk vision, men en befrielse rettet mod Israels hegemoni i Palæstina, dvs. mod den systematiske underordning af det palæstinensiske samfund, som det israelske etnokrati er baseret på.

Oversat af Svend Holm-Nielsen.

Comments are closed.