DPV Fakta

DPV

Om DPV

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) blev stiftet i maj 1988, et halvt år efter den palæstinensiske opstand INTIFADAEN startede. Danskernes vrede mod den israelske hærs fremfærd mod det palæstinensiske oprør var en betydelig drivkraft bag oprettelsen. Initiativet udgik fra en række personer, der repræsenterede et bredt politisk spekter. Foreningen blev anbefalet af en lang række kendte politikere, kunstnere, jurister etc.

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) har til formål at øge forståelsen for det palæstinensiske folks skæbne historisk og kulturelt. Foreningen støtter palæstinensernes krav om national selvbestemmelse.

Da staten Israel blev proklameret som en suveræn jødisk stat i 1948 blev en stor del af det palæstinensiske folk hjemløst. 750.000 mennesker flygtede i panik eller blev bevidst fordrevet af de israelske hærenheder. De og deres efterkommere – over 3 mio. palæstinensere – befinder sig i dag i eksil over hele verden. I de omkringliggende arabiske lande er det nu fjerde generation, der vokser op i flygtningelejre under primitive forhold. Venskabsforeningen støtter flygtningenes ret til hjemvenden ifølge FN´s resolution 194.

De palæstinensere, der blev tilbage efter krigene lever i dag under israelsk besættelse eller som et diskrimineret mindretal i staten Israel. Venskabsforeningen arbejder for fuld israelsk tilbagetrækning i overensstemmelse med FN´s resolution 242, og støtter palæstinenserne i Israel i deres kamp for nationale og borgerlige rettigheder som statsborgere i Israel.

1990´ernes fredsforhandlinger førte ikke til dannelsen af en palæstinensisk stat, som det var håbet. Fredsaftalerne gav palæstinenserne et amputeret selvstyre i et begrænset område af Vestbredden og Gaza, og den israelske besættelse fortsatte i realiteten. Israel fortsatte også sin bosættelsespolitik og antallet af bosættere blev fordoblet fra 200.000 til 400.000 på 10 år. Derfor gjorde palæstinenserne oprør og startede den anden Intifada i september 2000.

Den fortsatte besættelse, års isolation og krig har skabt en håbløs situation for palæstinenserne i dag. De har brug for støtte.

Om Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Foreningen blev dannet i 1988. Vi driver oplysnings- og projektvirksomhed og opfordrer alle, der kan tilslutte sig vores målsætning til at støtte foreningen ved at blive medlem. Foreningen består af individuelle medlemmer.

Oplysning om Palæstina og Israel

Venskabsforeningen oplyser om Palæstina/Israel konflikten via foredrag, studieture, kulturarrangementer, udvekslinger, gæstebesøg mv. Vores hjemmeside på www.danpal.dk opdateres dagligt og bringer nyheder fra området. Som medlem modtager man foreningens nyhedsbrev 5-6 gange årligt.

Indsamling til Palæstina

Venskabsforeningen støtter palæstinensiske projekter og organisationer. Vi har støttet børnehaver i Libanon og Hebron, og plantning af oliventræer på Vestbredden. Vi har også støttet palæstinensiske NGO´er, der arbejder for demokrati samt israelske fredsgrupper. p.t. støtter vi opbygningen af kvindecentre i Palæstina med hjælp fra Danida.

Kontakter og samarbejde

Venskabsforeningen samarbejder med andre. Vi har arrangeret konferencer og møder med bl.a. MS, Folkekirkens Nødhjælp, den dansk jødiske fredsgruppe New Outlook og Boykot Israel Kampagnen. Vi samarbejder derudover med organisationer i Palæstina og Israel bl.a. Badil, AIC, PARC og Gush Shalom.

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening(Danish-Palestinian Friendship Association)c/o Elsebeth Holm,Sødalen 15,2820 GentofteTlf/Phone : +45 35 35 48 68 giro 9 31 81 19Hjemmeside : www.danpal.dkE-mail : danpal@danpal.dk

Comments are closed.