Israel og den etniske udrensning af Det Palæstinensiske Folk

66 år med mere mere land og færre færre palæstinensere…

 

 

Af Fathi El-Abed, Formand – Dansk Palæstinensisk Venskabsforening

Den etniske udrensning af palæstinenserne fra Det Historiske Palæstina (nuværende Israel, det besatte Gaza og den besatte Vestbredden) har siden 1947 været gennemført først af de zionistiske terrorbander og siden af efterfølgeren for disse terrorbander – nemlig den israelske hær og det officielle Israel.

De førte etniskudrensnings kampagner har udviklet sig således gennem de sidste årtier siden 1947:

Første etape: den første egentlig kampagne startede i dag – den 30. november – for 66 år siden. Det vil sige dagen efter at stormagterne – især USA – gennemtvang en afstemning i FN der endte med den yderst mærkværdige deling af Det Historiske Palæstina. Endda en deling der på ingen måde afspejlede befolkningsfordelingen mellem landets oprindelig folk og retmæssige ejere – palæstinenserne – og den store gruppe af indvandrere og flygtninge med jødisk baggrund der kom hovedsagligt fra Europa i tiden op til, under og efter Anden Verdenskrig.

Kampagnens formål var at udføre den ene massakre og angreb efter den anden på udsatte men strategiske vigtige landsbyer for at jage de forsvarsløse palæstinensere ud af deres land og hjem.

Kampagnen kulminerede i februar, marts og april 1948 og op til staten Israel blev udråbt (i modstrid med folkeretten og delingsplanen) den 15. maj.

Kampagnen varede frem til foråret 1949.

Her var over 2/3 af det palæstinensiske folk blevet jaget væk – direkte og indirekte.

Anden etape: Da staten Israel havde erobret hvad erobres kan fra det som var tiltænkt palæstinenserne ifølge delingsplanen havnede mellem 150.000-200.000 palæstinensere under det israelske militærstyre der fortsatte til få år efter den anden besættelse i 1967 da Israel erobrede resterne af Det Historiske Palæstina – Gaza og Vestbredden.

Den etniske udrensning i 1950erne, 1960erne og lidt ind i 1970erne var i form af masse udvisninger af politiske aktivister og var især massiv i slutning af 1960erne efter at PLO var blevet dannet.

Hvis ikke de blev henrettet – officielt eller uofficielt – så blev palæstinenserne udvist – før eller efter et fængselsophold – til de nærliggende arabiske lande. Ved flere tilfælde blev hele familier – kollektiv straf – udvist fordi familiens overhoved udøvede ifølge den israelske militære myndighed ”landsskadelige virksomhed”

Tredje etape: da Israel natten til den 5. juni 1967 overfaldt sine naboer og besatte de resterende 22% af Det Historiske Palæstina – nemlig Vestbredden og Gaza – kom nye enorme landområder under israelsk kontrol.

Løsningen for Israel blev det vi nu kender som BOSÆTTELSER.

Fremgangsmåden har fra starten været – og det vil sige få måneder efter besættelsen af Vestbredden og Gaza – at flere og flere palæstinensere skulle skubbes ud med henblik på at erstatte dem med flere og flere israelere.

Titusinder af palæstinensere har siden 1967 været tvunget til at flytte fra deres landområder der er blevet eksproprieret/ konfiskeret (en diplomatisk betegnelse for at stjæle palæstinensernes land og resurser). På disse stjålne områder har Israel siden flyttet over 600.000 israelske bosættere/kolonister/besættere!

En betragtelig del af de tusinder af palæstinensere havde ikke andet valg end at forlade deres elskede hjem og land for at tilslutte sig de hundredetusinder og millioner af andre palæstinensere i landflygtighed.

Fjerde etape: under dække af ”by forskønnelse”, ”by fornyelse” eller…. ”by udvidelse” har især tusinder af palæstinenserne i den besatte palæstinensiske by Al-Quds (Østjerusalem) og ikke mindst bydelene Silwan og Al-Sheikh Jarah betalt en høj pris for planerne om at bygge parker, haver eller egentlige bosættelser.

MEN den aller farligste af dem alle er den igangværende såkaldt PrawrPlan:

I juni i år godkendte Knesset (Israels parlament) PrawrPlanen der indebærer en massiv etniskudrensning ved omplacering og udsmidning af 70.000 palæstinensere i Al-Nakab (Negev) ørken fordelt på ca. 35 landsbyer.

Målet ifølge den djævelske plan er en omfattende judaisering af den sydlige del af Israel med det formål at tømme området for det palæstinensiske mindretal.

Især én beduin landsby har betalt prisen for planen: Al-Araqib der siden 2010 har været jævnet med jorden hele 62 gange!! Sidst var det for 10 dage siden efter at landsbybeboerne nåede at genopbygge 3 huse og et fælles toilet! De tre huse og fælles toilettet blev af en styrke på 42 israelske soldater og 3 bulldozere jævnet med jorden mens de fleste landsby beboere var taget med til en protest demonstration foran Knesset sammen med en større gruppe solidariske israelere og internationale aktivister.

Den 30. november var dagen hvor der har været massive protester i og uden for Det Historiske Palæstina mod Prawr Planen. Protester der vurderes til måske at være starten på en ny Intifada – den 3. Intifada.

Og den seneste israelske opfindelse på at smide palæstinenserne ud af deres forfædres land er følgende:

Femte etape: der drøftes – i al hemmelighed – blandt den nuværende israelske Netanyahu regering et forslag fra landets aldeles udiplomatiske udenrigsminister Avigdor Liebermann (partiet Israel Beituna – Israel er vort hjem) om at afsætte 3 milliarder Shekel årligt (ca. 900 millioner dollars) frem til 2020 for ”…at betale 30.000 palæstinensiske familier hvert år med 100.000 pr. familie for at flytte ud af deres hjem på Vestbredden…”.

Forslaget hviler på et israelsk skøn om at mindst 40% af palæstinenserne er efterhånden ”møre nok” til at forlade deres hjem og land til gengæld for 100.000 Shekel og som svar til ca. 4 års løn for en gennemsnit familie på den besatte Vestbredden (der har en indtægt på ca. 2000 Shekel mdl.).

Forslaget/planen passer fint ind i de israelske plannere om at have mindst 1000.000 af egne borgere som bosættere på den besatte Vestbredden inden 2020 – hvor tallet nu er ”kun” på lidt over 600.000.

Comments are closed.