Nekrolog: Den mellemøstlige fredsproces

Kronik i Politiken den 30. oktober af Christian Oldenburg

I dag for 20 år siden – 30. oktober 1991 – mødtes i Madrid under forsæde af USA’s og Sovjetunionens udenrigsministre alle parter i det mellemøstlige spørgsmål for at gøre det hidtil mest energiske forsøg på at skaffe fred i Mellemøsten efter små hundrede års konflikt og mere end fyrre år med krig fra tid til anden.


Tidspunktet syntes velvalgt. Den kolde krig var forbi, og dermed var supermagternes rivalisering i Mellemøsten, der havde blokeret for løsninger, ikke længere til stede. Der kunne nu skabes en ny verdensorden, som USA’s daværende præsident, Bush (den ældre), udtrykte det. Et år tidligere havde USA samlet en stor koalition af vestlige og arabiske tropper, der bragte Iraks besættelse af Kuwait til ophør. USA mente det åbenbart alvorligt, at der – om nødvendigt med magt – skulle skabes en ny verdensorden baseret på folkeretten, hvor det ikke var tilladt at erobre andres land, troede mange arabere.

En retfærdig, varig og samlet fred i Mellemøsten var en naturlig – ja, endog nødvendig – del af denne ny verdensorden.

Tidspunktet syntes også velvalgt, fordi de arabiske parter havde opgivet deres modstand mod al forhandling med og anerkendelse af Israel. Ikke mindst forløbet af krigen i oktober 1973, hvor Egypten og Syrien i en uges tid havde haft fremgang på slagmarken, gjorde araberne rede til at slutte »de modiges fred« med Israel.

Hertil kom, at alle de arabiske partnere – senest PLO i 1988 – havde accepteret, at grundlaget for fred med Israel skulle være Sikkerhedsrådets res. 242 (1967) og 338 (1973), hvilket betød, at alle de arabiske deltagere i fredsforhandlinger lagde til grund, at det gamle Palæstina skulle deles mellem Israel og en palæstinensisk stat.

Det hidtidige arabiske krav om hele det gamle Palæstina som én verdslig, demokratisk stat med lige ret for tilhængerne af de tre monoteistiske religioner var således taget af bordet.

Endelig havde Israel altid sagt, at landet ønskede fred med sine naboer. Så når naboerne var parate til fred, skulle sagen være lige til at gå til.

Men det var ikke så ligetil. Araberne ønskede i princippet en international fredskonference, hvor de samlet forhandlede med Israel, mens Israel insisterede på bilaterale forhandlinger med hvert enkelt arabisk land. Forliget blev bilaterale forhandlinger, men på samme tid og sted (i USA), således at araberne kunne koordinere tæt. Desuden skulle der være et multilateralt spor, hvor parterne samlet skulle drøfte samarbejdets indhold efter freden.

Et andet problem var, at Israel – dengang som nu – ville bestemme, hvem der forhandlede for palæstinenserne. I 1991 var det PLO, Israel ikke ville forhandle med (i dag er det Hamas, som Israel i sin tid hjalp til at blive en konkurrent til det sekulære PLO, som Israel ikke vil forhandle med). Løsningen i 1991 blev, at der blev en tohovedet jordansk-palæstinensisk delegation, hvor de palæstinensiske deltagere skulle bo i de besatte områder (dog ikke i Østjerusalem), og de måtte ikke være medlemmer af PLO. At palæstinenserne i Madrid var enige med PLO og nøje koordinerede forløbet med PLO, sagde sig selv.

Det undrer mig, at Israel altid vil bestemme, hvem landet vil forhandle fred med. Det er vel med sin fjende, man forhandler fred – ikke med sin ven eller partner. Men det er set mange gange i afkoloniseringens historie, at den gamle kolonimagt foretrækker at forhandle med dem, der anses for at være ’tamme nationalister’, frem for de virkelige modstandere. Det så man f.eks. i Irland under og efter Første Verdenskrig, i Sydrhodesia i 1970’erne og i Frankrigs bestræbelser for fortsat at bestemme i Libanon og Syrien efter Anden Verdenskrig.

Selve konferencen i Madrid gik godt. Der var kun et par incidenter: Efter at Israels premierminister, Yitzhak Shamir, fra talerstolen havde beskyldt Syriens ledelse for at være terrorister, tog Syriens udenrigsminister, Farouk al Shara’a, til genmæle. Han sagde, at det kunne Shamir selv være, og al Shara’a fremviste fra talerstolen en britisk løbeseddel, hvori den daværende leder af Lehi (Stern-banden), Yitzhak Shamir, blev efterlyst for terrorisme. Al Shara’a føjede til, at Shamir havde erkendt sit ansvar for mordet på FN’s fredsmægler Folke Bernadotte i 1948.

Det anden incident var, at den israelske delegation ikke havde tid til at deltage i slutningen af konferencen, da den angiveligt skulle være hjemme i Israel, inden sabbatten begyndte. De muslimske mødedeltagere i Madrid kunne udmærket forhandle på en fredag.

Da de rigtige forhandlinger kom i gang, bevægede de sig ikke ud af stedet. Araberne lagde vægt på formuleringen i res. 242, hvor Sikkerhedsrådet fremhæver det utilstedelige i at erhverve territorium gennem krig (det vil sige, at grænsen som udgangspunkt skulle følge den linje, hvor tropperne stod 4. juni 1967, men med mulighed for mageskifter), mens Israel lagde vægt på, at samme resolution bestemte, at de israelske tropper skulle trække sig tilbage fra områder, der var besat i 1967. Da der kun stod ’områder’ og ikke ’alle’ eller ’de områder’, havde Israel gennem rømningen af Sinai opfyldt den bestemmelse, og Israel skulle ikke foretage sig mere.

Der var også drøftelser af, om den løbende udbygning af de israelske bosættelser i besatte områder skulle standses, mens man forhandlede. Samtlige israelske regeringer siden 1967 har bidraget til byggeriet af israelske bosættelser i de besatte områder – nogle med stor og andre med mindre begejstring. Som bekendt mener næsten alle uden for Israel, at bosættelserne er et soleklart brud på Genèvekonventionerne, hvorefter en besættelsesmagt ikke må ændre den befolkningsmæssige sammensætning i besatte områder. Palæstinenserne krævede dengang som nu forgæves byggestop for bosættelserne, selv om der af og til blev skabt pauser i byggeriet.

Da de bilaterale forhandlinger ingen vegne kom, ville Syrien og Libanon ikke deltage i det multilaterale forhandlingsspor om fredens indhold. Som syrerne sagde: Man køber ikke møbler til sit nye hus, før huset er bygget.

Det vil føre for vidt i én Kronik at beskrive alle begivenhederne i de 20 år, der er gået siden Madridkonferencen. Men der har stort set kun været reelle forhandlinger mellem parterne 1992-96 (regeringen Yitzhak Rabin-Shimon Peres i Israel) og 1999-2001 (regeringen Ehud Barak). I resten af tiden har man forhandlet om, hvad der skulle til, for at man kunne forhandle om substansen.

Efter at være gået af som premierminister i 1992 vedgik Shamir, at hans forhandlingstaktik havde været at trække forhandlingerne i fredsprocessen ud i så mange år, at der var så mange israelske bosættere på Vestbredden, inkl. Østjerusalem, at der ikke var noget at forhandle om.

Erfaringen viser, at hans efterfølgere på højrefløjen i Israel, bl.a. Benjamin Netanyahu og Ariel Sharon, åbenbart følger den samme forhandlingstaktik. 

Men noget er der kommet ud af fredsprocessen:

I 1993 blev Israel og PLO gennem hemmelige forhandlinger uden for fredsprocessens regi enige om, at Israel anerkendte PLO som palæstinensernes repræsentant, og at der i fem år skulle være et palæstinensisk selvstyre i Gaza og i byen Jeriko i Jordan-dalen.

Senere (september 1994) blev de palæstinensiske selvstyreenklaver udvidet til at omfatte større byer på Vestbredden. Inden udløbet af de fem år skulle der forhandles om de svære spørgsmål: grænser, Jerusalem, flygtningene, bosættelserne og sikkerhed.

De arabiske lande var umiddelbart rasende over, at PLO havde brudt ’musketer-eden’ mellem de arabiske forhandlere, og en syrisk leder sagde til en af mine gode bekendte fra USA: »Det eneste gode er, at abekatten Arafat (’the monkey Abu Amar’) nu er flyttet fra vores skuldre til jeres!«.

Alle de arabiske regeringer følte sig derefter fri til at forhandle uden at koordinere med PLO. Jordan sluttede fred med Israel i oktober 1994. Jordans vestgrænse fulgte herefter nøje grænsen mellem de gamle britiske mandatområder Palæstina og Transjordanien (med et tidsbegrænset udlån til Israel af et stykke land med en israelsk bosættelse i Jordan), en vanddelingsaftale og en sikring af hashemitternes særlige rolle i forvaltningen af de muslimske helligdomme på Haram al Sharif (Tempelbjerget) i Jerusalem.

 De første aftaler mellem Israel og PLO udløste en række voldshandlinger begået af de ekstreme fløje på både israelsk og palæstinensisk side, og følgen var bl.a. voldsomme israelske gengældelsesforanstaltninger. Langt den vigtigste voldshandling i denne sammenhæng var dog mordet på Yitzhak Rabin 4. november 1995. Det skulle vise sig, at Rabin var den eneste, der kunne sikre, at Israel kunne slutte fred, fordi han nød så ubetinget tillid i den israelske befolknings flertal.

Ehud Baraks forsøg på at genstarte fredsprocessen i 2000 lykkedes ikke. I forhold til Syrien fastholdt Israel, at hele kysten rundt om Genesaret Sø skulle tilhøre Israel. Det afviste Syrien, fordi en mindre del af kysten var på Syriens hænder indtil 1967. I forhold til Libanon besluttede Israel sig for en ensidig tilbagetrækning af sine tropper fra den såkaldte sikkerhedszone i det sydlige Libanon (det var det mest usikre sted i Libanon), men det endte i rømning over hals og hoved, fordi Israels libanesiske milits straks gik i opløsning, når israelerne ville væk.

 Dernæst forhandlede Barak med palæstinenserne i Camp David med præsident Clinton som mægler, men selv om Israel mundtligt tilbød palæstinenserne mere end tidligere, valgte Yassir Arafat ikke at slå til.

Da parterne mødtes igen i Taba i Egypten i januar 2001, fik Arafat et bedre tilbud, så der var ingen grund til at nøjes med et dårligere et halvt år tidligere. Men de videre forhandlinger måtte afvente det næste israelske valg, som Ariel Sharon vandt, hvorefter fredsprocessen gik i stå igen.

På topmødet i Den Arabiske Liga i marts 2002 vedtog man samlet at tilbyde Israel fuld fred for fuld tilbagetrækning. Det betød, at alle de arabiske lande ville slutte fred med Israel, oprette diplomatiske forbindelser, åbne for handel og turisme, etc., mod at Israel ville nøjes med de 78 procent af det gamle Palæstina, som det havde 4. juni 1967, og acceptere en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza med Østjerusalem som hovedstad. Israel reagerede aldrig på det tilbud.
Hvorfor har fredsprocessen i Mellemøsten, som hele tiden er blevet støttet af USA, Rusland og EU, efter 20 år ikke ført til en løsning for palæstinenserne, Syrien og Libanon?

Forklaringen er med stor sandsynlighed den, som den jødisk-amerikanske topjournalist Thomas Friedman gav i sin bog ’From Beirut to Jerusalem’, der udkom i 1989.

Thomas Friedman understreger, at de zionistiske jøder, der skabte Israel, havde tre grundlæggende mål for øje: (1) Israel skulle være så stort, at det omfattede hele Eretz Israel (’Israels Land’, hvad det så end er, men det er i hvert fald hele det gamle mandatområde, Palæstina). (2) Israel skulle være en jødisk stat. (3) Israel skulle være en demokratisk stat. Problemet er blot, at kun to af de tre mål kan opnås, og Thomas Friedman var ved sin ankomst til Jerusalem i 1984 overrasket over, at ingen israelske politikere ville tage stilling til det dilemma.

Thomas Friedman forklarer overbevisende, at Israel godt kan være stort og demokratisk, men så bliver det ikke jødisk, for hvis alle indbyggerne mellem Middelhavet og Jordanfloden skal have lige rettigheder, herunder stemmeret, bliver der i nær fremtid et arabisk flertal.

Israel kan godt være stort og jødisk, men så er det ikke demokratisk, for så skal palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza ikke have stemmeret, men leve i bantustan-lignende små områder med en art begrænset lokalt selvstyre og/eller udvises en masse til nabolandene. Thomas Friedman tror ikke på, at verden vil acceptere dette i længden.

 Endelig kan Israel være jødisk og demokratisk, men så bliver det ikke stort, for da skal Israel tage imod det arabiske tilbud om fuld fred for fuld tilbagetrækning og nøjes med de 78 procent af det gamle mandatområde, Palæstina, som det havde fra 1949.

Det er klart, at ingen palæstinensisk leder vil kunne skrive under på, at Østjerusalem ikke skal være Palæstinas hovedstad, og næppe nogen vil kunne acceptere, at Israel får mere end de 78 procent af det gamle Palæstinas territorium, som Israel havde 4. juni 1967. For den, der gør det, løber en stor risiko for at ende som Folke Bernadotte, kong Abdullah I, Anwar Sadat og Yitzhak Rabin. At prøve at slutte fred i Mellemøsten er farligt og blodigt.

Når Israel ikke vil acceptere fuld fred for fuld tilbagetrækning, og når Israel ikke vil beslutte sig for, hvilket et af de tre mål for zionisterne, det vil opgive for at få de to andre, hvad betyder det for araberne og europæerne?

Det betyder en fortsat israelsk besættelse af arabiske områder, fortsat udbygning af israelske bosættelser, fortsat indskrænkning af palæstinensernes levemuligheder og fortsatte voldshandlinger i Israel, på Vestbredden og omkring grænserne til Gaza og Libanon med død og ødelæggelse til følge. Det vil formentlig medføre en gradvis radikalisering af både israelere og palæstinenserne, og der vil fra tid til anden udbryde en ny intifada, som hver gang måske bliver mere voldelig.

Palæstinenserne vil formentlig i lang tid fortsat kunne leve hermed, for de vil ikke opgive deres ret til en egen stat.

Men kan Israel leve med det i generationer? Kan europæerne?

Comments are closed.