Tillykke med kursskiftet, JP

Debatindlæg af Fathi El-Abed bragt i Jyllandsposten d. 28. oktober

Det er fantastisk at læse Jyllands-Postens leder 20/10.

For når man generelt er uenig med JP i stort og småt, er det trods alt befriende, at avisens leder er en anelse mere nuanceret, end den er sædvanligvis i sin fremstilling af den fortsatte konflikt mellem palæstinenserne og israelerne.

Måske tager jeg fejl. Men jeg kunne fornemme en snert af kritik af Israels premierminister Benjamin Netanyahus overordnede ansvar for de strandede fredsforhandlinger.

Det er rigtig godt, at JP langt om længe har indset, at Israel og Mellemøsten på ingen måde er tjent med en utilregnelig, højrenationalistisk religiøs regering i Israel, som i den grad ikke alene har formået at isolere sig selv og Israel internationalt, men tilmed – endnu en gang – har bragt hele den skrøbelige region nærmere endnu en krig.

Glæden overskygges

Trods palæstinensernes glæde over løsladelsen på det seneste og i de kommende to måneder af ca. 1.000 politiske fanger overskygges denne glæde af, at der fortsat sidder tusinder mænd, kvinder og børn (unge mænd under 18 år) i de israelske fængsler under forfærdelige forhold.

For de flestes vedkommende uden hverken anklager eller rettergang.

Jeg er dog enig med JP’s leder i, at fangeudvekslingsaftalen mellem palæstinenserne og Israel bringer håb med sig om, at den gode israelske vilje vil fortsætte, indtil besættelsen og bosættelserne er fjernet fra den besatte vestbred, og Gaza er fri for israelsk overfald og blokade.

Forblændet af fangeaftale

Men JP – og den øvrige presse – har måske været forblændet af denne historiske fangeaftale.

Jeg vil ikke være den, der bebrejder nogen for manglende forståelse for Israels hensigter. For selv vi, der kender Mellemøsten, kan ikke forudsige begivenhedernes gang.

På den anden side foretager Israel sig intet tilfældigt. Og intet foregår i Mellemøsten, uden at det har en mening eller et formål.

Det er tankevækkende, at ingen er dykket ned i, at nyheden om fangeaftalen og USA’s såkaldte beviser for Irans indblanding i den påståede terroraktion i USA blev annonceret samme dag og med få timers forskel.

Disse såkaldte planer skulle ikke alene gå ud på at dræbe den saudiarabiske ambassadør i Washington, men også at dræbe andre diplomater.

Også – selvfølgelig – israelske. Iranerne skulle ifølge de ”sikre” amerikanske beviser bombe flere steder i USA – verdens mest sikre land.

Brikkerne er sat

Det er her, kendere af Mellemøsten kan regne ud – desværre ud fra tidligere dårlige erfaringer med såvel Israels som USA’s hensigter i regionen – at brikkerne er ved at være sat.

Når meldingerne i de seneste måneder går ud på, at Israel kan, men ikke vil finde sig i, at Iran efterhånden er i stand til at bearbejde og fremstille beriget uran, så er det opskriften på en krig mod nogen i Mellemøsten. I dette tilfælde og i denne omgang mod Iran.

Hverken Israel eller USA har beviser for påstanden om, at Iran er i gang med eller har planer om at fremstille atomvåben. Selv lemfældige beviser har selvfølgelig ikke hindret de to tætte allierede i at påbegynde en krig. Men måske er Irans teknologiske udvikling på det felt i sig selv nok til, at Israel føler sin overlegenhed i området truet. Ikke nødvendigvis sin eksistens – som det evigt påstås af Israel.

Skulle krigen mod Iran komme, så er mit håb, at JP vil tænke sig om, før Israels evige krigslyst støttes ubetinget.

Måske er det naivt. Men med det ”nye” JP – avisens leder (20/10) – tegner det til, at det går i den rigtige retning.

Det er rigtig godt, at JP langt om længe har indset, at Israel og Mellemøsten på ingen måde er tjent med en utilregnelig, højrenationalistisk, religiøs regering i Israel

Comments are closed.