Af Jens Allan Jensen
Når man følger debatten omkring Israel-Palæstina konflikten, er der mange ting som skurrer i ørerne. Eksempelvis kunne man høre en Dansk-Israelsk bosætter på den besatte Vestbred i TV2 news d. 27. sept 2010 udtale, at han boede i den ‘centrale del af Israel’. Han brugte endvidere specifikt benævnelsen ‘Stor-Israel’, og udtalte, at det også var i palæstinensernes – som han fortrinsvis benævnte ‘Arabere’ – interesse at leve under israelsk overherredømme, fordi som han udtalte; ‘Israel er et rigt land, Israel er et demokratisk land, Israel er et frit land, som har bragt rigdom og infrastruktur til et tilbagestående område’ (Vestbredden). Hans udtalelser afspejler den afstumpethed, som kendetegner den nuværende israelske regering og dens støtter her i DK.
Sandheden er, at palæstinenserne i de besatte områder har ikke adgang til det israelske demokrati – de har ikke stemmeret til det israelske parlament og har heller ikke basale menneskerettigheder – således kan den israelske stat fængsle og torturere enhver palæstinenser på ubestemt tid (kaldes ‘Administrativ detention’). Palæstinenserne har heller ikke adgang til at benytte veje og anden infrastruktur, som israelske bosættere har bygget på den besatte Vestbred og palæstinenserne har eksempelvis heller ikke adgang til sundhedsklinikker, som udelukkende er forbeholdt Israelere. Endvidere lever størstedelen af palæstinenserne under israelsk overherredømme i dyb fattigdom, som følge af, at den israleske stat bruger adgangen til vand til at udslette det palæstinensiske folks økonomiske eksistensgrundlag. Ved at lave dybe vandboringer og intensivere vandudtagningen fra undergrunden på Vestbredden, dræner de israelske bosættere samtidig de palæstinensiske jordområder for vand, som derfor udtørrer og palæstinenserne er således tvunget til at sælge deres jorde til jødiske opkøbere, som på denne måde kolonialiserer Vestbredden.
Hvis man besøger hjemmesiden for Dansk-Israels forening (DIF), og trykker på et kort over Israel, ’http://www.dif-aarhus.dk/kort2.htm’, så kommer ’Stor-Israel’ frem – ingen stat til palæstinenserne. Det vil sige, at Israels venner i DK lader hånt om folkeretten til eget land og kræver ’lebensraum’ for israelere, samt støtter etnisk udrensning af palæstinenserne på den besatte Vestbred. Ifølge folkeretten er det forbudt at oprette bosættelser på erobret område, men Israels danske venner baserer sig hverken på folkeret, sandhed eller demokrati.
Derimod arbejder Dansk-Palæstinensisk Venskabsforning (DPV), ’http://www.danpal.dk’ ikke for ’lebensraum’ for palæstinenserne på bekostning af israelere, men en selvstændig stat til palæstienserne i de besatte områder på Vestbredden/Gaza.
De palæstinenske flygtninge er også et omstridt emne i debatten om Israel-Palæstina konflikten. Hvis man læser dette fra Israel info: ’http://www.israel-info.dk/flora/flora.asp?page=1531’ (læs; Israel misinfo), så påstås det af Arne Melchoir, at de palæstinensiske flygtninge frivilligt forlod Israel under krigen 1948-49 på grund af opfordringer fra den arabiske verden og ikke overgreb fra den jødiske befolknings side, som ifølge artiklen kun var få og enkeltstående. Endvidere påstås det, at den Israelske stat ’opfordrede’ den palæstinensiske befolkning til at forblive i deres hjem under krigen.
Sandheden er dog en ganske anden end hvad Arne Melchoir fortæller. Det kan man eksempelvis læse i Birgitte Rahbeks bog ’Stat for enhver pris’. Her beskrives hvorledes den Israelske regering 1948-50 ønskede at rense landet for dets arabiske indbyggere. Birgitte Rahbek bruger bl.a. den Israelske historiker Ilan Pappé som kilde til de mange jødiske overgreb mod den palæstinenske befolkning. Her vil jeg fremhæve fanatiske jøders folkemord på omkring 300 ubevæbnede civile palæstinensere, som fandt sted i byen Deir Yassin i april 1948. Den israelske hær deltog ikke ’officielt’ i myrderierne, men billigede i høj grad det skete. Denne massakre blev nemlig konsekvent brugt til at skræmme den palæstimensiske befolkning på flugt. Hvor den Israelske hær trængte frem i palæstinenske landområder, fik de klar besked; ”Forsvind! Eller det går jer som Deir Yassin.” Og den skal understreges, at Deir Yassin ingenlunde var den eneste massakre, som overgik palæstinenserne. I juli 1948 myrdede Israelske soldater ca. 400 ubevæbnede civile indbyggere i byen Lydda (Lod). Officielt tog den Israelske regering afstand fra myrderier, MEN stillede ingen til ansvar for folkemordet mod det palæstinensiske folk i 1948-50. I denne forbindelse, skal det fremhæves, at den Israelske regering i 1950 forbød alle palæstinensiske flygtninge at vende tilbage på trods af, at FN havde vedtaget en resolution, som påbød Israel at lade de palæstinensiske flytninge vende hjem eller kompensere dem. De palæstinensiske flygtninge som rent faktisk forsøgte at vende hjem blev jaget på flugt igen eller slet og ret myrdet af den israelske hær.
For at bringe en varig fred mellem Israel og Palæstina, er det vigtigt, at Israel påtager sig ansvaret for den etniske udrensning af palæstinensere, som skete 1948-50. Herunder er det vigtigt, at den Israelske regering kommer med en officiel undskyldning for de mange massakrer på ubevæbnede civile palæstinensere, som israelske soldater og fanastiske zionister har begået i tidens løb. Israel bør lade uafhængige undersøgelseskommisioner arbejde med at fastslå skyld og reelt hændelsesforløb af de mange massakrer, ligesom det skete dengang de engelske tropper nedskød irske civilister i byen Belfast i 1972, hvor hændelsesforløbet først mange år senere blev klarlagt af en uafhængig undersøgelseskommision.
Omvendt skal den arabiske verden også kraftigt kritiseres for at have modsat sig FNs delingsplan fra 1947, som havde givet palæstinenserne væsentligt større landområder. Endvidere fremstår kong Abdullah af Jordan, som et meget kynisk magtmenneske, som lod hånt om palæstinensernes lidelser og annekterede Vestbredden og Øst-Jerusalem mod at slutte fred med den Israelske stat.
En løsning af den konkrete flygtninge problematik kræver at begge parter er villige til at give sig på afgørende punkter; Palæstinenserne skal acceptere at flygtninge (læs: deres efterkommere) ikke kan vende hjem til deres oprindelige landområder i Israel, men istedet genhuses på Vestbredden. Israel skal fjerne alle bosættelser på Vestbredden, som de palæstinensiske flygninge, derefter kan blive genhuset i. Israel skal dog påtage sig det officiell ansvar for den etniske udrensning af palæstinenserne og betale kompensation til flytningene og krigsskadeerstatning til den palæstinensiske stat.
Indlæg bragt i Information den 3. oktober, 2010