Tak til DR2

Fathi El-Abed, Jyllands-Posten


Debat: Tak til DR2

Af FATHIEL-ABED, formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening Frederiksberg

1. marts bragte DR2 endnu en fremragende dokumentarudsendelse.

Den handlede om en gruppe tidligere kvindelige værnepligtige i den israelske hær. Pyha, det var en hård kost.

Jeg endte med at have ondt af dem. Af hvad deres regering har udsat dem for. Hvordan de tilsyneladende er ødelagte for livet.

Men allermest gjorde udsendelsen ondt i hjertet som endnu et bevis på ondskaben, som er pålagt palæstinenserne i de besatte områder.

De smertelige beretninger fra den gruppe af de nu voksne teenage-piger forstyrrede min søvn natten igennem. Jovist handlede det hele om uskrevne regler i den israelske besættelseshær og som for os, der efterhånden har indsigt i denne besættelses sande natur, ikke er noget mærkeligt i. Alligevel – og på trods af utallige massakrer, overgreb, overtrædelser af de mest basale rettigheder for den almindelig palæstinenser i de besatte områder, så var det hårdt at at høre de unge israelske kvinder fortæller om deres tid enten på Vestbredden eller i Gaza.

Mishandling

Hvordan kan en stat, der uberettiget holder fast i at kalde sig demokratisk, acceptere, at soldater lykønsker en ung værnepligtig pige for hendes første mission; hun havde lige skudt et palæstinensisk spædbarn? Hvordan kan omverdenen overhøre endnu et vidneudsagn om mishandling og lemlæstelse af palæstinensiske lig, som er skudt af israelske soldater? Hvordan kan den israelske offentlighed og omverden generelt acceptere, at en palæstinensisk ung mand mishandles seksuelt, blot fordi han ikke ville svare på en af de kvindelige værnepligtige og hendes kollegers spørgsmål?.

Modige kvinder 

Jeg sad og holdt vejret, mens en af de tidligere israelske værnepligtige fortalte om en hændelse, hvor en palæstinensisk dreng i Gaza var blevet tilbageholdt, slået og brændt med cigaretskodder, og som hun efterfølgende blev psykisk presset til at ændre sit vidneudsagn om.

Hendes overordnede ville undgå, at de fik en sag på halsen.

I det hele taget var de modige kvinders fortællinger en lang beretning om at blive tvunget til at gå på kompromis med sin medmenneskelighed, sine overbevisninger og enhver form for civiliseret opførsel for at kunne blive accepteret i delingen. Alternativet for dem ville have været isolation, udstødelse og udelukkelse af fællesskabet, som tilsyneladende er det altafgørende i den israelske besættelseshær.

Håber, at dokumentaren vil blive genudsendt gang på gang på gang. Så kan Søren Espersen og øvrige herboende zionister og ligesindede ikke længere være i tvivl om, hvad de egentlig støtter, når de taler Israels sag.

Jeg har lov til at håbe på de håbløse.

Comments are closed.