Glimt fra en rejse til Vestbredden – Palæstina

Janne Steinø, DPV


Glimt fra en rejse til Vestbredden – Palæstina

Den israelske forfatter Amos Oz skriver om konflikten mellem Israel og Palæstina ”Det er ikke en kamp mellem gode og onde kræfter, men snarere en tragedie i ordets ældste og mest præcise betydning: en kamp mellem to parter, der begge har ret, et sammenstød mellem et overvældende stærkt, dybfølt, overbevisende krav og et andet, der ikke er mindre overbevisende, dybfølt eller menneskeligt. Palæstinenserne befinder sig i Palæstina, fordi det er det palæstinensiske folks eneste fædreland. De israelske jøder befinder sig i Israel, fordi der ikke findes noget andet land i verden, som jøderne både som fok og nation kan kalde deres hjem.”

Staten Israel blev oprettet i 1948 efter en afstemning året før i FN. Det er ofte hævdet, at jøderne fik et land uden folk – men rigtigt er det ikke!

Det er ofte beskrevet, hvordan israelerne forvandlede ufrugtbar ørken til frodige landbrug. Det gjorde de også, men den derboende befolkning – for der var et folk – havde dyrket jorden i generationer, havde frugtbare landsbysamfund og drev livlig handel.

Når man som jeg og den flok danskere, jeg rejste sammen med, kørte fra lufthavnen i Tel Aviv til Jerusalem, forekom bjergene ved første øjekast stenede og golde. Ser man imidlertid nøjere efter, ser man utallige spor af tidligere terrassering, tydelige tegn på, at jorden har været dyrket.

På denne 10-dages tur boede vi dels i Østjerusalem og dels på den nordlige del af Vestbredden. Vores buschauffør satte os af ved Damaskusporten, én af de syv porte der fører gennem bymuren rundt om det gamle Jerusalem. Denne bydel har fire kvarterer. Det kristne, det armenske, det jødiske og det muslimske. Vores hotel lå på grænsen mellem det muslimske og det kristne kvarter. På vejen dertil vrimlede det med liv. Vi befandt os midt i den gamle sukg. Gaderne var overdækket af murede hvælvinger, og der var en livlig handel med grøntsager, frugt, kød, slik og tøj og sko. Ind imellem butikkerne lå et utal af små restauranter og kaffeudskænkningssteder. Ved indgangen til vores hotel havde en palæstinenser sin kaffebod – et skab der blev lukket for natten. Her kunne vi for et par kroner drikke sød arabisk kaffe med kardemomme.

I den østlige del af den gamle by ligger Tempelbjerget med sine to moskeer. Al Aqsa moskeen og Klippemoskeen. Sidstnævnte stråler med sine blå armenske kakler og guldkuppel, og ligger dér hvor, Muhammed siges at være steget til vejrs. Neden for bjerget ligger jødernes helligdom Grædemuren. Den eneste tilbageblevne rest af tidligere templer. Tempelbjerget er af stor symbolsk betydning for både jøder og muslimer.

I den uge, vi boede i Jerusalem fejrede jøderne Sukkot, Løvhyttefesten, til minde om det jødiske folks hjemvenden til deres eget land efter Ørkenvandringen. Den gamle by gennemstrømmedes hver dag af ortodokse jøder på vej til Grædemuren. Sortklædte mænd med krøller ved ørerne, sorte hatte eller runde lagkageformede pelshuer. Kvinder med paryk og små drenge med kalot og slangekrøller ved ørerne – store børnerige familier.

Som det ofte sker ved disse højtider, forsøgte nogle ortodokse jøder (ligesom Sharon i år 2000) at skaffe sig adgang til Tempelbjerget. Hver gang udløser det uroligheder. Muslimer frygter, at jøder vil bemægtige sig deres helligdomme for selv at kunne opføre det tredje tempel og gøre Tempelpladsen til deres.

Da vi ankom, dagen inden Sukkot tog sin begyndelse, kunne vores bus køre helt frem til Damaskusporten. Soldater var stationeret inden for muren, og da vi om aftenen gik hen for at se Grædemuren, måtte vi tømme lommerne og vise punge og nøgler til gennemsyn hos andre soldater, der bevogtede adgangen til Grædemuren.

Da vi senere, efter 4 dage nordpå, kom tilbage til Jerusalem, var der overalt store politiafspærringer umiddelbart uden for den gamle by, og vores bus måtte parkere langt væk fra Damaskusporten. Soldater og politi i massevis.  Vores hotelvært var som alle muslimer i de dage blevet nægtet adgang til den gamle by og måtte gå fra port til port inden, det lykkedes ham at slippe ind. Han valgte at sove på en madras på gulvet de næste tre døgn for ikke igen at blive forhindret af militæret i at gå på arbejde. Jeg forstår ham, da han vemodigt beskrev hvor ydmygende, det opleves ikke frit at kunne færdes i sin egen by.

Senere fortalte en ung palæstinensisk landbrugskandidat, der var vores guide på turen til det nordlige Palæstina, at han ikke havde besøgt Al Aqsa Moskeen siden, han var syv år. Kun kvinder og børn og gamle mænd over 50 år kan få tilladelse af israelerne til at besøge Tempelbjerget.

Vores første besøg uden for Jerusalem gjaldt to flygtningelejre i Betlehem. Siden Seksdageskrigen i 1967 har Palæstina været under israelsk besættelse i strid med flere FN konventioner. Jerusalem er blevet inddraget som en del af Israel, og vi skulle derfor forbi et af de mange checkpoints, der er på grænsen mellem Israel og Palæstina. Den mur, israelerne har opført og fortsat udbygger, går umiddelbart uden for den ene af de to flygtningelejre. Her kunne vi se hvordan, muren afskar beboerne i den tætbefolkede lejr fra at færdes på nogle bjergskråninger uden for lejren. Tidligere kunne børnene lege dér. I dag er de henvist til de snævre gyder mellem husene. Vi fik fortalt, hvorledes nogle børn, der nu er kommet til at bo på den forkerte side af muren, nu måtte bruge mere end en time til at komme i skole. Vi så hvordan, gymnasiets vinduer var blevet skoddet til efter at der var blevet skudt igennem dem fra det nærliggende vagttårn, og vi så, at et stort hus med en mindre fabrik var blevet lukket, fordi det lå for tæt på muren og derfor blev betragtet som en sikkerhedsrisiko. Byens tidligere borgmester, hvis hus det er, var emigreret og fabrikken, der tidligere gav arbejde til 50 mennesker, var lukket.

I den næste flygtningelejr besøgte vi en ungdomsklub. Halvstore børn og unge i nogle nøgne lokaler, et køkken, en cementeret gårdsplads og enkelte træer. Børn, der mødte os smilende med et How are you – welcome. Unge fra Frankrig, Canada, USA og en enkelt ældre mand fra Australien arbejdede som frivillige i klubben. Også en ung palæstinensisk studerende kom flere gange om ugen og lærte bl.a. de unge at danse. Da vi havde fået fortalt om stedet, og nogle af de unge havde trakteret os med kager og læskedrikke, blev alle stole flyttet ud i gården, et musikanlæg anbragt lige inden for det åbne vindue, og så dansede 4 unge piger og fire unge drenge for os. I begyndelsen lidt generte, siden hen mere fri og smilende.

Lederen af ungdomsklubben havde et sørgmodigt udtryk og adspurgt, gav han udtryk for, at han havde opgivet troen på, at palæstinenserne ville få deres eget land. ”Men”, sagde han ” det er vigtigt, at støtte børnene, at give dem håb, så de ikke mister modet. Det er godt, at de kan komme her og afreagere med dans og sport, de har det ofte svært både i skolen og hjemme.” Efter dansen ledsagede nogle af de unge drenge os rundt i lejren og fortalte.

Nogle af børnene i klubben har ad to gange været på sommerferie i Danmark. Indtil da, havde de aldrig været uden for lejren.

UNWRA under FN har haft det overordnede ansvar for flygtningelejrene siden 1948, hvor de blev oprettet. Men når FN fattes penge, går det i bogstaveligste forstand ud over beboerne dér. Tidligere var der dagligt udlevering af fødevarer, nu kun et par gange om måneden og da kun til de allermest nødlidende. De øvrige beboere klarer sig som, de bedst kan og forsøger at hjælpe familie og naboer.

Derefter gik turen til rådhuset, hvor Betlehems viceborgmester og en af de tre kvindelige byrådsmedlemmer modtog os. De fortalte bl.a., at ”Muren” havde medført, at mange af de turister, der tidligere gæstede byen, nu kun kom på kortere besøg og ikke længere tog ophold i Betlehem. Byen har derfor mistet store turistindtægter. I den første del af vores samtale var borgmesteren yderst formel og nøgtern, men da en af mine rejsefæller bad ham fortælle om de forsoningsmøder, som finder sted mellem israelske og palæstinensiske forældre, der alle har mistet et barn i kampene mellem de to folk, blev han som en anden person.

Han havde selv mistet en datter, da hans bil en dag var blevet beskudt af israelsk militær. Det israelske militær troede, at han var en anden, som de eftersøgte, én der tilfældigvis havde en bil magen til hans. ”Alle her har en historie at fortælle” sagde han og tilføjede ”hver gang et israelsk barn bliver dræbt, hører hele verden om det. Men ingen hører om de hundreder af palæstinensiske børn, der er blevet dræbt i disse kampe”

Efter at have spist og siden hen besøgt Fødselskirken fik vi på hjemvejen til Jerusalem en smagsprøve på hvordan, det er som palæstinenser at blive stoppet ved checkpointene. Da de israelske soldater havde checket med chauffør og rejseleder hvem, vi var, kastede de et blik ind i bussen og fik øje på en af rejsedeltagerne, der er palæstinenser. Han måtte så, som den eneste, vise sit pas (han er dansk statsborger) og efter en rum tid med diverse telefonopringninger og palaver fik vi omsider lov til at køre. Havde det været i Danmark, havde jeg taget mit pas frem og spurgt soldaterne om, de ikke også ville se det.

Et lille synligt tegn, på at mange må vente længe ved de forskellige checkpoints, er de bjerge af cola- og læskedriksdåser, der ligger i vejsiden ved checkpointene.

Og nu til det opmuntrende !

På tredjedagen kørte vi fra Jerusalem til den nordlige del af Vestbredden. Vi boede først på et landbrugscenter oprettet af landbrugsorganisationen Parc. Et af komitemedlemmerne sluttede sig til os og udover samtaler med Jenins guvernør og flere borgmestre, blev vi kørt rundt til landbrug og fik forevist Parcs udviklingsprojekter. Parc har støttet oprettelsen af flere kooperativer, og vi blev sidst på dagen beværtet af en tidligere formand. Vi blev bænket på gulvet i hans hus, og han og hans sønner serverede palæstinensernes nationalret for os. Store fade med ris og sprøde kyllingestykker, mandler, grøntsager, tomatsuppe og varm yoghurt blev båret frem. Senere hilste vi på hans kone og døtre i køkkenet, hvorefter vi blev budt på små glas sød myntete og arabisk kaffe. Mange, mange glas er det blevet til og mange, mange flasker vand er vi blevet budt i det 30 grader varme vejr de 10 dage, vores rejse varede.

Efter den første nat på landbrugscentret, som benyttes som uddannelses- og konferencecenter kørte vi til byen Tulkarem .

Den mur, hegn, adskillelsesmur, apartheidmur, som israelerne fortsat udbygger, er ofte anlagt – ikke på grænsen mellem de to lande – men et godt stykke inde på palæstinensisk jord. Her i Tulkarem så vi hvordan, muren skar bøndernes jorder midt over. Så hvordan, israelerne med buldozere havde lagt 5 ejendomme i grus, fordi de efter deres mening lå for tæt på muren og derfor udgjorde en sikkerhedsrisiko.

På palæstinensisk side så vi en mark med timian. Det er forbudt at dyrke højere afgrøder. Igen af sikkerhedshensyn. Vi besøgte en bonde og hans kone hvis marker, nu ligger på den forkerte side af muren. De har også et stort gartneri, hvor jorden bliver forurenet af en kemikaliefabrik, der er deres nabo.

Stående i skyggen af et træ blev vi budt iskoldt vand, og han fortalte om deres kamp mod muren, om kampen for at kunne dyrke den jord, der nu ligger på den anden side og om deres kamp mod kemikaliefabrikken. Fabrikken havde tidligere ligget inde i Israel. De lokale bønder dér havde anlagt sag imod ejeren, fordi deres jord blev forurenet, og han var blevet dømt til øjeblikkeligt at lukke den. Så blev virksomheden flyttet til palæstinensisk jord, og da bønderne dér anlagde sag imod ejeren, fik de som svar, at de israelske domstole ikke har jurisdiktion over palæstinensisk jord og derfor ikke kan træffe afgørelse. Bønderne overvejer nu at forsøge at indbringe sagen for den internationale domstol i Haag. For nogle år siden behandlede samme domstol en sag anlagt mod opførelsen af muren. Muren blev kendt ulovlig – men den udbygges fortsat.

Og nu til det opmuntrende, skrev jeg. Er alt dette da opmuntrende ? Nej ! og så alligevel jo. For vi mødte mennesker, som på trods af yderst vanskelige vilkår dyrker deres jord og opbygger deres land. Olivenhøsten stod for døren, og bl.a. Parc forsøgte at samle frivillige palæstinensere og udlændinge samt palæstinensere bosat på den israelske side af muren til at hjælpe bønderne med at høste de oliventræer, der nu står på den forkerte side af muren. Oliventræer, som de kun kan få sparsom adgang til at passe og høste. De er helt afhængige af israelernes tilladelse til at få adgang til deres egen jord. Måske kan de få adgang om morgenen, måske ikke. Måske får de blot lov til at opholde sig få timer, måske bliver de nødt til at vente en hel dag på at komme hjem uanset hvordan, vejret er.

Hjælpen til at høste deres oliven er først og fremmest konkret, men den ydes i lige så høj grad for at bønderne ikke skal miste modet og opgive at dyrke deres retmæssige ejendom.

Utroligt opmuntrende var det også at møde landmændene, se deres marker, deres udviklingsarbejde med kompostering, med fiskeopdræt med nye dyrkningsmetoder. Alt sammen med det ekstra formål at finde metoder til at opsamle og genbruge vandet, som israelerne kontrollerer. Vi så jordbærplanter ophængt i lange kar, hvor det overskydende vand blev opsamlet og genbrugt, det samme med regnvand fra drivhustagene, og vi så to kunstige fiskedamme, som tjente to formål 1) at få palæstinensere inde i landet til at spise mere fisk 2) at lede fiskevandet med fiskenes ekskrementer ud til plantagerne for at gøde grøntsager og dadelpalmer. Dette, i stedet for blot at pumpe vandet direkte ud på markerne.

Den plantage i Jericho, som vi besøgte, havde fra gammel tid deres egen brøndboring. Men går noget i stykker, får de brug for nye reservedele, kan de ikke være sikre på at kunne få lov til at købe det, de har brug for.

Israelerne kontrollerer vandet, og man kan kende forskel på de palæstinensiske byer og de ulovlige israelske bosættelser ved, at der er vandtanke på alle palæstinensiske huse. Et par gange om måneden får palæstinenserne mulighed for at tappe vand. Israelerne har dagligt adgang til vand og behøver ikke at kunne samle op.

Da vi – fordi vores bus var indregistreret i Israel – havde mulighed for frit at slå et smut ind i en af de ulovlige bosættelser, kunne vi med egne øjne se hvorledes, der er grønne plæner, palmetræer, et væld af blomster og blomstrende buske på de udendørs arealer.

Det virkeligt opmuntrende var at møde palæstinensere, der på trods af 42 års besættelse, på trods af daglige ydmygelser og de forhindringer, de udsættes for udvikler deres landbrug og skaber mulighed for forarbejdning, pakning og eksport af deres produkter. Landbrugsorganisationen Parc har opnået EU´s godkendelse af deres økologiske kvalitetsvarer.

Vi så deres pakkecentral i Ramallah og et helt nyt anlæg til pakning og opbevaring af dadler i Jericho. Her tilbyder de private bønder at anvende anlægget mod betaling af driftsomkostningerne og begge steder giver arbejde til flere mennesker. Parc eksporterer kun langtidsholdbare produkter, såsom olivenolie, mandler, tørrede tomater, krydderurter og dadler. Friske grøntsager afsættes på hjemmemarkedet, da det ofte er sket, at varerne er rådnet, inden de har fået israelernes tilladelse til  eksport.

Selv er jeg i Danmark med i en følgegruppe til et palæstinensisk kvindeprojekt, der fokuserer på at skabe oplysning og debat om vold mod kvinder i hjemmene. Vi besøgte en lokal kvindeklub, hvor ca 25 tørklædeklædte kvinder deltog i en workshop om emnet. Der var et engagement og en livlig diskussion blandet med latter. Vi spiste sammen med dem og der blev tolket. Det var helt tydeligt, at ønsket om og viljen til at diskutere deres forhold var til stede.

Den næstsidste dag på rejsen badede vi i Det Døde Hav. Det er så salt, at man ikke kan svømme brystsvømning. Underkrop og ben flyder ovenpå. Men smukt var det at flyde på ryggen og se over på Jordans bjerge, som blev belyst af aftensolen. Vi kunne nyde det. Israelerne kan nyde det. Men palæstinenserne kan ikke. Det er ikke fordi, de ikke bader, men fordi de er forment adgang til dette militære ingenmandsland mellem Palæstina og Jordan.

Som afslutning på dagen blev vi inviteret til te hos dadelbondens mor. Vi blev modtaget af en rank, benet 80-årig kvinde med gnistrende øjne. Hun bar et tyndt hvidt hovedtørklæde, som mange ældre kvinder går med og havde et pink tørklæde koket bundet om livet på sin lange sorte kjole.

Bænket midt iblandt os, medens nogle af hendes 49 børnebørn serverede te, kaffe og frisk vand, fortalte hun os, hvordan hun var blevet gift som 16-årig med sin mand, der var 45 år. Hun var jævnaldrende med hans to børn, der havde mistet deres mor. I 1948 måtte familien flygte fra egnen omkring Jerusalem til Jericho, hvor de købte lidt jord og måtte begynde forfra. Hun har født 9 børn og flere af hendes sønner har studeret i udlandet. Èn af dem var en af grundlæggerne af Parc, som unge landbrugskandidater og dyrlæger påbegyndte, da de efter endt uddannelse i udlandet kom hjem og ikke kunne få arbejde. I dag er han landbrugsminister.

Sjældent har jeg mødt så smuk og strunk en 80-årig kvinde.

Jeg vil slutte denne rejseepistel med at fortælle, at vi overalt blev utroligt venligt modtaget. Overalt i byerne har unge drenge hilst os med et Welcome, How are you, Where du you come from ?, og gang på gang har vi hørt palæstinensere sige ”vi ønsker kun fred, ønsker at kunne leve frit og bevæge os hvorhen, vi vil – som alle andre mennesker.

Venlig hilsenJanne Steinø

Comments are closed.