Status for fredsforhandlingerne

Marianne Risbjerg Thomsen, Time og Aljazeera

Status for fredsforhandlingerne

Af Marianne Risbjerg Thomsen

I august 2009 proklamerede Fatah-konferencen i Jerusalem, at PA – den palæstinensiske regering – selv ville tage oprettelsen af en palæstinensisk stat til FN, med mindre der blev opnået en forhandlingsløsning i 2010.

Lige nu diskuterer PA, hvorvidt palæstinenserne skal tage deres sag til Sikkerhedsrådet, hvor USA´s vetoret er et realistisk bud, eller til Generalforsamlingens politiske forum, hvor visse europæiske stater viser en større åbenhed over for oprettelsen af en palæstinensisk stat.

Og hvordan tegner fredsforhandlingerne sig så her og nu januar 2010?

USA har igen sendt deres chefforhandler George Mitchell til den plagede region, men her stiller både Israel og Palæstina sig tvivlsomme over for hinandens villighed til at indgå i nye fredsforhand­linger:

Saeb Erakat, palæstinensisk chefforhandler.

21. januar 2010 anklagede den palæstinensiske chefforhandler, Saeb Erakat, Benjamin Netanyahu for at stille stadig flere betingelser for at indgå i forhandlinger og for at meddele, at Israel har til hensigt at fortsætte med sin besættelse, lige meget hvad der sker på Vestbredden. Han udtalte:

”Benjamin Netanyahu har sagt ’nej’ til at fastfryse bosættelserne, ’nej’ til at dele Jerusalem, ’nej’ til 1967- grænserne, ’nej’ til de palæstinensiske flygtninges rettigheder. Nu ønsker han at inddrage og annektere Jordan dalen (et C område, op mod 70 % af Vestbredden) som led i forsvaret af Israels grænser”.

Erakat refererede her til Netanyahus kommentar onsdag d. 20. januar, hvor han sagde, at Israel ville bevare den militære kontrol rundt om alle en fremtidig palæstinensisk stats grænser og specielt refererede til Jordandalen.

”Vi havde håbet at finde en åbenhed overfor forhandlinger uden forhåndsbetingelser. I stedet oplevede vi, at Mr. Netanyahu igen forsøgte at diktere deres betingelser og foregribe deres opfyldelse.”

Han omtalte derefter Ehud Baraks opgradering af et college bygget i en jødisk bosættelse til universitet, samtidig med Mitchells ankomst.

”Hver gang senator Mitchell kommer til regionen, hilser israelerne ham velkommen med sådanne politiske udspil”.

Netanyahu, israelsk statsminister

Under et pressemøde onsdag d. 20. januar angreb Netanyahu den palæstinensiske ledelse for at afvise USA´s opfordringer til at genoptage fredsforhandlingerne, der har ligget stille i længere tid.

”Palæstinenserne er klatret op i et træ”, sagde han. ”Og de har det fint deroppe. Folk rækker stiger op til dem. Vi bringer stiger til dem. Men jo længere stiger vi bringer, jo højere kravler de op”.

George Mitchell, amerikansk Mellemøst udsending

Diplomater omtaler Mitchells aktuelle besøg i regionen som et forsøg på at finde en fremgangsmåde, der gør det muligt for Mahmoud Abbas at redde ansigt, samtidig med at han opgiver sine krav om ophør af illegalt byggeri på Vestbredden og i Østjerusalem før en genoptagelse af forhandlingerne.

Obama, amerikansk præsident

Den amerikanske præsident erkender nu, at han har undervurderet problemerne i Mellemøst-konflikten og haft for høje forventninger til, hvad han kunne udrette i det første år af sin administration. I et interview i Time d. 21. januar 2010 udtaler han:

”Mellemøst-fredsprocessen har ikke bevæget sig ud af stedet. Hvis vi havde forudset omfanget af de politiske problemer på begge sider, ville vi nok ikke have haft så høje forventninger. Jeg tror, at vi overvurderede vores evne til at overtale dem til at handle på trods af disse politiske problemer.”

Kilder: Time 21.01.2010 og Aljazeera 22.01.2010

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.