Udpluk fra International Crisis Group’s vurdering af situationen i Gaza 10 måneder efter det israelske angreb ’støbt bly’

Marianne Risbjerg Thomsen, International Crisis Group (IGC)

Udpluk fra International Crisis Group’s vurdering af situationen i Gaza 10 måneder efter det israelske angreb ’støbt bly’

Status på overlevelse

ICG vurderer, at situationen i det belejrede Gaza er barsk – men at befolkningen overlever.

Både mængden og sammensætningen af  tilgængelige varer er steget siden afslutningen på den israelske angrebskrig i januar 2009, og tunnelerne blomstrer igen lidt afhængig af skiftende egyptisk politik. I det store og hele spores en større tillid til  tunnelerne, og investorer sætter flere penge i handelssektoren, som trods alt har fremgang. Man betaler ikke længere for sine varer med poser fulde af  rede penge;  pengeoverførsler er igen reguleret af valutahandlerne.

Desværre er der ikke en lignende fremgang for produktionslivet. Prisen på cement er for eksempel ganske vist faldet dramatisk i det sidste halve år, men det er stadigvæk så dyrt, at kun meget små og presserende reparationer er mulige. Der er stort set intet byggeri bortset fra et par små kommunale vejlægningsprojekter i Gaza by og Khan Yunis.

Status på forsoningen mellem Fatah og Hamas.

I september var der en kort optimistisk tro på, at den syvende runde af forsoningssamtalerne i Egypten stod foran et gennembrud. Men med den voldsomme storpolitiske tumult omkring Goldstonerapporten gik forhandlingerne i Cairo i stå.

Fatah underskrev det egyptiske forsoningsdokument trods store reservationer, fordi  man var overbevist om, at Hamas ikke ville skrive under; – og Hamas afviste ganske rigtigt at skrive under, selv om dokumentet indeholdt en lang række indrømmelser af deres krav, fordi man på deres side var overbevist om, at tiden efter Goldstone skandalen ville arbejde for en yderligere svækkelse af Abbas.

Fatahs underskrift var uventet dristig, fordi USA sandsynligvis ikke ville have accepteret en forsoning mellem Fatah og Hamas på dokumentets betingelser. Her var det mest problematiske, at store dele af regeringen på Vestbredden ville blive overført til en eller anden form for fælles komité . Ifølge Washington ville dette sætte det arbejde med sikkerhedspolitikken på spil, som udføres af premierminister Fayyad og den amerikanske sikkerhedskoordinator General Keith Dayton. Især den paragraf, der opfordrede til oprettelsen af en sikkerhedskomité under egyptisk og arabisk protektion , som skulle udarbejde en fælles sikkerhedsreform for Vestbredden og Gaza ville have tvunget USA til at standse sin støtte til sikkerhedsstyrkerne på Vestbredden og dermed af General Daytons træningsprogram.

Vestbredstyret og især reformen af sikkerhedssektoren har top prioritet i Washington, og sikkerhedsstyrkerne er USA’s flagskib i deres støtte til Vestbredden.

Det er således helt udelukket, at USA ville tillade, at sikkerhedsstyrkerne blev flyttet væk fra premierminister Fayyads kontor og over i en ny sikkerhedskomité, der er ansvarlig for både Vestbredden og Gaza, som udelukkende vil bestå af medlemmer, som kan accepteres af Hamas og som er under egyptisk og arabisk protektion. Men det var ikke kun USA,der ville have sagt fra. Også i Israel ville der være samme stærke modstand.

En kopi af det egyptiske dokument med Fatahs underskrift kan læses i Al-Ayyam 14. oktober 2009.

Herefter meddelte amerikanske embedsmænd, at al sikkerhedssamarbejde med Vestbredden ville ophøre, hvis aftalen blev ført ud i virkeligheden.

Hamas på sin side argumenterede officielt imod aftalen, fordi visse nye ændringer i dokumentet havde givet Abbas mere magt og samtidig fjernet kravet om enighed på visse nøgle områder.

Der er imidlertid bevis for, at Hamas ledere i henholdsvis Gaza og Damaskus var dybt uenige om forsoningsaftalen, og at det var lederne i Damaskus, der pressede et afslag igennem.

Middle East Report No 91 – 12 November 2009: Salvaging FatahUddrag redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

Comments are closed.