Elleve tusinde og én fange

The Other Israel


Elleve tusinde og én fange

Spørgsmålet om frigivelse af politiske fanger – 11.000 palæstinensere mod én israeler – beskrives i The Other Israel Nov. 2009 – med udgangspunkt i hvordan sagen ser ud fra israelsk side. Historien slutter lidt positivt:

Som næppe nogen anden sag kan soldat Gilad Shalits skæbne skabe opmærksomhed og sympati i det israelske samfund, skriver TOI.

Taget til fange af Hamas i et raid i juni 2006 og siden været spærret ind et sted i Gaza, er Shalit blevet et kendt ansigt i kraft af de utallige foldere og plakater som kampagnen ”Free Gilad Campaign” har produceret. Som det seneste ses han på en video optaget i Gaza og bragt til Israel med tysk mellemkomst.

Gilads forældre oplever en enorm moralsk opbakning i det israelske samfund, og især faderen er god til at håndtere de mange spørgsmål som de bliver mødt med.

I utallige demonstrationer har tusinder af borgere – især unge – krævet, at regeringen får den tilfangetagne soldat hjem. Der er tale om – ihvert fald officielt – en ikke-politisk kampagne, som f.eks. unge får fri fra skole for at deltage i. I kampagnen er der patriotiske og zionistiske slogans med klare henvisninger til IDFs (militærets) stærke tradition om ikke at svigte en soldat i nød.

Der er også en international kampagne – især i Frankrig, hvor Shalit også er statsborger. Præsident Sarkozy er personligt gået ind i sagen. Som palæstinensere og deres sympatisører bittert må notere: Ingen af de 11.000 palæstinensiske fanger i Israel er blevet lige så kendt som den enlige israelere som palæstinensere holder fanget. Imidlertid er det sådan, at den tilfangetagne Shalit for mange indespærrede palæstinensere repræsenterer det eneste håb for løsladelse.

Fangeudveksling?

Tidligere har israelske regeringer afvist forhandlinger og forsøgt at befri tilfangetagne ved militære aktioner. En mislykket befrielse i 1994 har imidlertid reelt taget denne mulighed af bordet. Olmert-regeringen arbejdede derfor dels ved pres på Hamas, dels med mulighed for udveksling af fanger.

Olmert iværksatte et meget hårdt pres på Hamas, dels blokering af adgang til Gaza, dels tilfangetagelse af Hamas parlamentsmedlemmer og andre ledere på Vestbredden. Ingen af disse tiltag bragte en frigivelse af Shalit nærmere og det betød heller ikke en svækkelse af den valgte Hamas-regering, hvilket ellers var et uofficielt mål for offensiven.

Med Egypten som spiller blev spørgsmålet om fangeudveksling bragt på bane. At finde et tal var ikke så svært. 1000 palæstinensere skulle frigives som modydelse for at få Shalit fri. Men Israel komplicerede sagen ved at nægte at løslade personer med ”blod på hænderne”. At en del israelske soldater også har blod på hænderne blev der ikke talt om – magtforholdene bestemmer, at disse går frit rundt.

Konsekvensen var at forhandlingerne ikke kom nogen vegne, heller ikke de sidste dage under Olmerts ledelse, hvor et resultat ellers var stillet i udsigt

Fra konfrontation til samarbejde

Indtil nu har kampagnen for at få Shalit fri ikke direkte krævet af regeringen, at den skal gå med til hvad Hamas forlanger. Det siges at regeringen skal gøre, hvad der er nødvendigt og uden yderligere forsinkelser. Der henvises ofte til sagen om piloten Ron Arad, skudt ned over Libanon i 1986 og senere formentlig død da Israel ikke ville løslade ”terrorister med blod på hænderne”

Opfordringen “Lad ikke Shalit blive en ny Ron Arad”, er af nogle blevet tolket som et krav til regeringen om at acceptere Hamas krav – hvilket har fået højre-politikere til at beskylde kampagnen for at være yderst venstreorienteret og et redskab for Hamas. Kampagnen har – som et slags svar – siden demonstreret for en udvidet blokade af Gaza og aktivister har direkte forsøgt at blokere livsvigtige forsyninger til området.

Aktivisterne har også opfordret til at forringe vilkårene for palæstinenserne i israelske fængsler, især nægte familiebesøg ind Shalit kan få lov til at få besøg. Aktivister, som kalder sig selv ”Hæren af Ghilats venner” stiller sig op foran indgange til fængslerne og har i en række tilfælde generet palæstinensere, for hvem det er lykkedes at komme gennem de mange forhindringer på vejen.

Ved en af disse konfrontationer skete der faktisk noget uventet. En bitter og følelsesladet konfrontation udviklede sig til en dialog med gensidig forståelse og få uger efter var der demonstrationer på begge sider af Gaza-grænsen – med talere som opfordrede til gensidig løsladelse af fanger. Og det blev fulgt op med gavepakker til Ghilat og til palæstinensere i israelske fængsler.

Organisatoren for den israelske del kom i israelsk TV – med billeder af ham talende i mobil-telefon med sin palæstinensiske partner, som han beskrev som en Hamas-mand, som han på det seneste havde haft kontakt med. Jeg tror min partner ønsker det samme som vi, sagde organisatoren, udveksling af fanger med det samme og så snart som mulig en varig fred.

Oversættelse: Ole Olsen

Comments are closed.