To-statsløsningen løser ingenting

Robert Malley, The New York Times 11.8.2009

Robert Malley:


To-statsløsningen løser ingenting

Både Netanyahu og Khaled Meshal er nyomvendte tilhængere af to-statsløsningen, men deres udtalelser afslører, at man først må løse de problemer, der affødtes af Nakba og den jødiske stats fødsel i 1948.

Der er kun en skinenighed mellem de to parter, som samtidig afslører en langt dybere problematik, der har været sløret af en international enighed om, at alle problemer ville være løst hvis 1967 grænserne blev rammen for en to-statsløsning-.

Netanyahus og Hamas endelige accept af to-statsløsningen

I en artikel i The New York Times d. 11 august 2009 refererer Robert Malley, MØ direktør for International Crisis Group, hvorledes den israelske premierminister Netanyahu og lederen af Hamas politiske bureau Khaled Meshal nu begge accepterer den to-statsløsning, som de så længe har afvist.

Ifølge Robert Malley er denne næsten enstemmige enighed det sikreste tegn til dato på at to-statsløsningen er blevet tømt for mening. Den er et slagord, der intet har at gøre med de konfliktfyldte problemer, den formodes at skulle løse.

Alle og enhver kan sige ”ja”, fordi dette ja ikke længere betyder noget, og fordi det er blevet for bekosteligt at sige ”nej”.

Derfor signalerer et ja til to-statsløsningen en fortsættelse af den israelsk-palæstinensiske konflikt med andre midler.

Netanyahu og to-statsløsningen

Efter amerikansk pres indrømmede Netanyahu rigtigheden af princippet om en palæstinensisk stat, men han beskrev den derefter på en måde, der fratog den enhver form for meningsfuld suverænitet. Med ganske små modifikationer var hans opfattelse af en palæstinensisk stat helt på linie med hans politiske forgængeres: staten skulle være demilitariseret, uden kontrol over egne grænser og luftrum. Jerusalem skulle forblive under israelsk overhøjhed, og ingen palæstinensiske flygtninge kunne tillades tilbage i Israel. Hans eftertryk lå på krav snarere end på indrømmelser.

Hamas og to-statsløsningen

En anerkendelse af staten Israel har altid været tabu for Hamas.  Indtil for nylig har bevægelsen antydet, at den ville indvillige i en accept af Iraels de facto eksistens og lade sig nøje med at etablere en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. Denne antydning er nu blevet ændret til en vished.

Præsident Obamas juni tale i Cairo fremkaldte en blanding af forventning og ængstelse hos ledere i Hamas. Den amerikanske præsident kritiserede bevægelsen, men kædede den ikke sammen med terrorisme, hans opremsning af forudsætninger for USAs engagement indebar lyden af en dør, der åbnede sig snarere end en, der blev smækket i, og hans erkendelse af at islamisterne havde støtte fra grupper af palæstinensere var modstræbende, men samtidig imødekommende efter amerikansk målestok. Det var alt sammen meget lovende,men også bekymrende, fordi udviklingen måske ville presse Hamas til at forråde centrale programpunkter.

Resultatet af Cairo talen var Hamas budskab, at de ville støtte op om den internationalt accepterede løsning – nemlig en palæstinensisk stat indenfor 1967 grænserne.

Men Hamas tilføjede også deres krav til løsningen: de krævede en total israelsk tilbagetrækning , fuld palæstinensisk suverænitet og respekt for flygtningenes ret til at vende tilbage. Hermed var der heller ikke meget, der adskilte udspillet fra tidligere palæstinensiske udmeldinger.

Hvad siger så ”underteksten” hos Netanyahu og Hamas?

De to modsatrettede diskurser taler til noget, der ligger langt dybere, og som ikke handler om en palæstinensisk statsdannelse: Netanyahu understreger, at Israel skal anerkendes som en jødisk stat – og minder om, at konflikten begyndte før besættelsen af Vestbredden og Gaza i 1967.

Palæstinenserne på deres side afviser at anerkende Israel som en jødisk stat, fastholder flygtningenes rettigheder og hævder, at hvis Israel ønsker en endelig aftale, må det betale med mere end bare en statsanerkendelse.

Vi er tilbage i 1948 med nakba og arabisk afvisning af en jødisk stat

De to parters krav til to-statsløsningen om henholdsvis en jødisk stat og en fastholdelse af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage bringer for første gang i lange tider konflikten tilbage til dens historiske rødder, udskiller dens politiske essens og rører ved dens rå følelsesmæssige kærne.Begge parter er enige om, at konflikten kun kan løses, hvis man ser tilbage på de problemer, der opstod i 1948 med fordrivelsen af den palæstinensiske befolkning og den arabiske afvisning af den nyfødte jødiske stat.

Tyve års undertrykkelse af konfliktens oprindelse

I de to sidste årtier er konfliktens oprindelse blevet fejet ind under gulvtæppet og gradvis undertrykt, samtidig med at kampen har antaget en mere begrænset form for styrkeprøve om retten til Vestbredden og Gaza. De to modstandere enedes stiltiende – hver ud fra deres begrundelser og i fuld enighed med det internationale samfund, – om at forholde sig til kampens sidste og mest gennemskuelige udtryk: besættelsen. Palæstinenserne så en mulighed for endelig at udøve autoritet over en del af deres fædrenearv; israelerne ønskede at befri sig for besættelsens byrder; og de udenlandske medspillere fandt det snævrere fokus lettere at håndtere og mere spiseligt. Håbet var, at en ændring af Vestbredens og Gazas status kunne overflødiggøre et behov for at løse de problemer, der gik forud for besættelsen i 67, og som stadig ville eksistere efter dens ophævelse.

En eksistentiel kamp mellem to verdenssyn

Ifølge Robert Malley bliver det første skridt til en bæredygtig løsning af dette skisma at erkende, at for både israelere og palæstinensere handler det fundamentale spørgsmål ikke om detaljer i en tilsyneladende praktisk løsning. Det er en eksistentiel kamp mellem to verdenssyn.

Oversættelse og redigering: Marianne Risbjerg Thomsen

Comments are closed.