10,6 millioner palæstinensere i dag – over 70 procent er flygtninge

Pressemeddelelse, Badil

10,6 millioner palæstinensere i dag – over 70 procent er flygtninge

Den ledende palæstinensiske NGO på flygtningespørgsmålet, Badil med hovedsæde i Betlehem, udsendte 20. juni, Verdens flygtningedag, en pressemeddelelse med de nyeste optællinger samt de politiske krav til at sikre flygtningenes rettigheder:

”Statistikker netop udsendt af FN i anledning Verdens flygtningedag 2009 bekræfter det faktum, at palæstinensiske flygtninge udgør den største og tidsmæssigt længste flygtningegruppe i verden. De savner mulighed for retfærdige løsninger og rehabilitering, herunder tilbagevenden, fordi Israel og vestlige regeringer fortsætter med at benægte eller bagatellisere problemerne og ikke tager skridt til at respektere eller gennemføre international lov.

Ifølge den snarlige nye oversigt over palæstinensiske flygtninge og internt fordrevne personer (Survey of Palestinian Refugees and Internally Displaced Persons) er mindst 7,6 millioner palæstinensere (inklusive de som er født i landflygtighed) tvangsfordrevne som følge af Israels systematiske politik med kolonisering, besættelse og apartheid. Tallet på 7,6 millioner udgør 71 procent af alle palæstinensere. Kun 29 procent har ikke været udsat for at blive fordrevet fra deres hjem med magt.

Det store flertal af fordrevne (6,2 millioner, 81,5 procent) er flygtninge som følge af fordrivelsen i 1948, hvor Israel gennemførte etnisk udrensning for at skaffe plads til Israel og dets nye befolkning. Tallet inkluderer 4,7 millioner palæstinensiske flygtninge, som er registreret i FN (UNRWA – FN organisations for Palæstina-flygtninge) ved slutningen af 2008. Den næststørste gruppe (940.000 – 12,5 procent) er palæstinensiske flygtninge fra 1967, fordrevet som følge af den arabisk-israelske krig (6-dages-krigen).

Der bør gives langt mere opmærksomhed til fænomenet tvangsfordrivelse eftersom det fortsat pågår!

Det stadigt stigende antal internt fordrevne palæstinensere er konsekvensen af forsat tvangsforflyttelse af palæstinensere internt i Israel (ca. 335.000 siden 1948) og i de besatte områder (ca. 120.000 siden 1967). Badils undersøgelser har identificeret et sæt af tydelige, systematisk og bredt favnende tiltag, som forårsager tvangsmæssig fordrivelse af den oprindelige palæstinensiske befolkning, herunder deportation, fratagelse af borgerrettigheder, husnedrivninger, konfiskation af jord, nye og udvidede jødiske bosættelser, udgangsforbud og adskillelse (Muren!), såvel som trusler mod liv og helbred gennem israelske militæroperation og overgreb fra racistiske jødiske grupper. Israelske regeringer gennemfører denne politik for at ændre den demografiske sammensætning både i visse områder (judaisering) og i hele Palæstina med henblik på udvidet kolonisering.

Tallene for den fortsatte fordrivelse af palæstinensere er mere indikerende end præcise, da ingen bestemt institution systematisk indsamler og dokumenterer dem. Det samlede antal fordrevne i 2007-2008 er ukendt. FN-organisationer bekræfter, at 100.000 i Gaza er blevet internt fordrevne af Israels angreb, at der er sket tvangsfordrivelse fra 198 bebyggelser i de besatte områder, og at 60.000 palæstinensere i Øst-Jerusalem risikerer at få deres hjem nedrevet af Israelske myndigheder.

Det palæstinensiske flygtningespørgsmål er uløst og tvangsfordrivelse fortsætter som følge af at vestlige regeringer og internationale organisationer er medansvarlige for Israels ulovlige politik og faktiske fordrivelse samt at de fuldstændigt har fejlet i forsøg på at beskytte den palæstinensiske befolkning. Illustrationer af manglen på beskyttelse af palæstinensiske flygtninge kan ses i Irak hvor tusinder af palæstinensere strandede ved Jordans og Syriens grænser til Irak (da de forsøgte at komme ud af Irak), i Libanon hvor 27.000 beboere fra Naher El-Bared lejren fortsat venter på at komme tilbage til lejren (ødelagt under kampe mellem libanesiske styrker og en islamistisk milits i 2007 og endnu ikke genopbygget) og i Gaza, hvor 1400 blev dræbt og 100.000 hjemløse – de fleste 1948-flygtninge.

På den Verdens flygtningedag opfordrer Badil alle som går ind for retfærdighed, menneskerettigheder og fred til at:

  • gå imod Israels racistiske idé om den “jødiske” stat og omgående få stoppet tvangsforflyttelse, fordrivelse og kolonisering;
  • styrke den globale kampagne for boykot, afstandtagen og sanktioner med henblik på at sikre at Israel og andre stater bliver ansvarlige over for international lov og vedkender sine forpligtelser;
  • forbedre de internationale beskyttelsesmekanismer sådan at alle palæstinensere får effektiv beskyttelse før, under og efter tvangsmæssig fordrivelse – herunder at retten til at vende hjem er et led i konkrete løsninger;
  • sikre at det palæstinensiske flygtningespørgsmål bliver behandlet i overensstemmelse med international lov og FN-resolutioner i fremtidige fredsforhandlinger – med sikring af retten til at vende hjem og til at få kompensation.

Oversættelse af Ole Olsen

Originaltekst og flere informationer på www.badil.org

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.