Det er ikke nok med et bosættelsesstop – der skal mere til!
Opbygningen og udvidelsen af bosættelserne er tæt integreret i alle sektorer af det israelske samfund, militært, økonomisk og socialt. Et sådant stop vil derfor kun være realistisk i forbindelse med en afslutning af den israelske besættelse af de palæstinensiske territorier og en omstrukturering af det israelske samfund. Men hvilken israelsk regering kan tage en sådan politisk beslutning?
De sidste 40 års historie viser at al snak om fastfrysning kun er tomme ord.
Første skridt må være en evakuering af bosættelserne fulgt op af en afslutning på den israelske besættelse og en oprettelse af 2 stater, Israel og Palæstina.
Fastfrysning af bosættelser.
Både tilhængere og modstandere af Israels stadige udvidelser af netværket af civile bosættelser i de besatte områder betragter disse udvidelser som den mest betydningsfulde forhindring for oprettelsen af en levedygtig, suveræn palæstinensisk stat. Som betingelse for at genoptage diskussioner med Israel har den palæstinensiske formand for Palestinian Authority, Mahmoud Abbas, maj 2009 krævet et israelsk tilsagn om at fastfryse al bosættelse. Hermed gentager Abbas et krav, der oprindelig blev stillet i 1992 under de forberedende Oslo samtaler.
”Vi betragter bosættelserne som et centralt spørgsmål”, forklarer den palæstinensiske delegationsleder Haidar Abdel Shafi i et memorandum fra januar 1992, ”og hvis bosættelses processen ikke ophører, betyder det i praksis, at der ikke er nogen fredsproces.”
Et bindende tilsagn om et bosættelsesstop betragtes af tilhængere heraf som et nødvendigt bevis på god vilje overfor en diplomatisk proces, der skal føre til en afslutning på besættelsen og oprettelsen af sikre og anerkendte grænser for de to stater- Israel og Palæstina. Dog i mere end 3 årtier har skiftende støtte og modstand fra USA til fastfrysning af bosættelser ikke været i stand til at sænke hastigheden i en stadig udvidelse af bosættelserne og dermed undermineret det amerikanske diplomatis troværdighed. For det meste endte disse forsøg på at skabe en fastfrysning i stedet i amerikansk støtte til udvidelse af bosættelser, mest bemærkelsesværdigt Clinton administrationens støtte til bosættelsernes ”naturlige vækst”.
En fastfrysning er ikke nok. Bosættelserne skal fjernes
Bosættelserne skal evakueres som del af en endelig status plan, der skal fastslå palæstinensisk suverænitet og forhøje israelsk sikkerhed, men dette vil kræve en grad af forpligtigelse til – ikke bare at fastfryse bosættelserne men til at fjerne dem – en forpligtigelse, som hverken Israel eller det internationale samfund endnu har været i stand til at mønstre.
Obamas fastfrysningsplan
Præsident Barack Obamas administration overvejer at genoplive fastfrysningsidéen som et nøgleelement i deres politik. Israels premierminister Benjamin Netanyahu har signalleret sin modstand og bemærket, at ”hvis israelere ikke kan bygge huse på Vestbredden, kan palæstinenserne heller ikke”.
Amerikanske embedsmænd mener, at selvom tidligere forsøg på at fastfryse bosættelser har været mislykkede, er der stadig visse fordele ved idéen. Men hvis man ønsker at opnå fred og sikkerhed for både israelere og palæstinensere, kræver det en strategi, der har rødder i begge folks historiske erfaringer og vitale krav. En fastfrysning af bosættelserne lever ikke op til en sådan strategi.
Evakuering af bosættelserne, ikke en fastfrysning, er et mere troværdigt og nødvendigt mål, der stemmer langt bedre overens med begge parters essentielle interesser på langt sigt og som har dybe rødder i tidligere israelsk praksis senest i Gaza (2005).
Fokuseringen på fastfrysning som det centrale element i USA´s sidste diplomatiske bud, som opfordrer til tillidsskabende tiltag fra alle parter, inviterer til fiasko og nedbrydning af troværdigheden af det med længsel ventede amerikanske forsøg på at afslutte konflikten. Den eneste sammenhæng, hvor en fastfrysning kunne gennemføres, vil være som en konsekvens af en israelsk beslutning om at fjerne bosættelserne og den israelske hær fra de besatte områder. De sidste 40 års historie antyder, at hvis Israel tager en så overvældende beslutning, så vil fastfrysning af bosættelser udløse voldsomme problemer.
En fastfrysning indebærer langt mere end blot et tillidsbyggende tiltag. Det vil medføre en voldsom ændring af hele det israelske samfund.
Et stop for bosættelser kræver, at Israel afviser sammenkædningen mellem bosættelse, sikkerhed og suverænitet, som udgør selve hjertet i dets forsvars-og bosættelses doktrin i de besatte territorier. Hverken israelere eller palæstinensere opfatter en israelsk fastfrysning som et simpelt tillidsbyggende tiltag , men som et forstadium til en bosættelsesevakuering, der markerer et radikalt omslag i Israels centrale principper om sikkerhed, politik og ideologi.
Den aktuelle brug af begrebet ”fastfrysning” forholder sig slet ikke til det symbiotiske forhold mellem bosættelser og sikkerhed, som er hjertet i Israels besættelsespolitikog bosættelsespolitik.
Den forudsætter, at bosættelsesproblemet kan løses, men den ignorerer den bredere sikkerhedsramme, som det indgår i. Hvis Obama administrationen er besluttet på at afslutte konflikten, så er promoveringen af en fastfrysning af mindre betydning end et direkte initiativ for at skabe en ny sikkerhedsramme, der beskytter legitime israelske og palæstinensiske nationale sikkerhedsinteresser og sikrer fjernelsen af bosættelserne og en israelsk militær tilbagetrækning fra de besatte territorier.
For at opfylde kravene til en effektiv fastfrysning af bosættelser vil Israel være nødt til at ophæve det system, det har skabt, hvor militæret , statens lovgivende og udøvende institutioner, bosættere, og offentlige, private og overnationale fælles organisationer samarbejder om at opmuntre og udvide bosættelser. Love, der giver enkeltpersoner og private og offentlige organisationer magt til at øge bosættelser må ophæves, og militære ordrer må tilbagekaldes og nye udstedes. Store dele af den nationale lovgivning og administrative praksis, der har overdraget planlægning og budgetering til bosættelserne, må tilbagekaldes sammen med den myriade af beslutninger, der er taget af bosættelsernes repræsentative råd. Beføjelser over skattefastsættelse, planlægning, domstole og byggeri skal revideres radikalt i tilfælde af en fastfrysning, på samme måde som det komplekse system af materielle og budgetmæssige incitamenter der er skænket til enkeltpersoner og forretningsforetagender for at opmuntre til udvidelse af bosættelser.
De nødvendige krav, der stilles til en effektiv fastfrysning af bosættelser, afslører det uhyre omfang af de komplekse konsekvenser, og en israelsk politisk beslutning af et sådant omfang af ingen israelsk regering vil kunne tage den undtagen som et resultat af en endnu større beslutning om at afslutte besættelsen.
Evakuering. Ikke en fastfrysning
Det er vigtigt at huske på, hvorledes Abdel Ahafi i 1992 advarede mod den underminering af Osloprocessens troværdighed, der ville finde sted, fordi både USA og Israel antog at fred og bosættelsesudvidelser var forenelige. Osloprocessen led ligeledes, fordi Israel nægtede at imødekomme selv beskedne amerikanske krav om begrænsning af bosættelsesudvidelser og nedlæggelse af nye bosættelser, og fordi Israel aldrig blev straffet for denne holdning.
Hvis Israel på samme måde i dag undlader at samarbejde om en fastfrysning, vil genskabelsen af den amerikanske diplomatiske proces hurtigt blive undermineret. Det er meget sandsynligt, at israelerne tror, at det fornyede amerikanske fastfrysningsinitiativ ligesom tidligere blot kan udnyttes til at konsolidere bosættelserne og besættelsen i stedet for som planlagt at lede frem til en aftale, der vil kræve evakuering af bosættelserne .I det tilfælde, at Israel vælger at indgå i forhandlinger med Washington, kan det meget vel betyde en opskrift på skakmat snarere end et udtryk for goodwill.
Oversat for DPV af Marianne Risbjerg Thomsen