Gaza-striben – klemt af strategier og fravær af samme

Ole Olsen, DPV

Gaza-striben – klemt af strategier og fravær af samme

Ahmed Sourani er leder af PARC (Palestinian Agricultural Relief Committee) afdeling i Gaza. Han har nylig sendt DPV en aktuel vurdering af forholdene i det palæstinensiske samfund her. Han er stærkt bekymret for at organisationer er ved at give op, og han peger på et alarmerende problem som konsekvens af, at Israel har defineret en bred sikkerhedszone inde i Gaza.

Han skriver indledningsvis, at der netop er blevet fastlag en plan for at komme landbrugssektoren i Gaza til undsætning – i samarbejde mellem både lokale og internationale aktører. Men udfordringerne er utallige, og der er flere grund til at tvivle på at planerne kan holde.

For det første står den kortsigtede nødhjælp og genopbygning af bombede boliger fortsat øverst på dagsordenen. De mere fremadrettede tiltag, genopbygning af produktion og økonomi, kommer lige nu i anden række.

For det andet har de lokale organisationer haft svært ved at tage hånd om de mange ødelæggelser og de internationale organisationer har været vitale for at håndtere krisen. Det palæstinensiske samfund i Gaza er splittet på mange leder, partimæssigt og også på anden måde desorganiseret. Der er lige nu ikke en samlet palæstinensisk plan på bordet, skriver Ahmed.

De internationale organisationer gør hvad de har erfaring med og bliver påvirket til udefra. De leverer nødhjælp og genhusning. Her har de palæstinensiske organisationer en stor opgave med at presse på, for at der også sker en fremadrettet udvikling samt at Israel åbner for varestrømmen, sådan der kan komme reelt gang i genopbygning og udvikling, baseret på de konkrete udviklingsbehov.

Lige nu oplever befolkningen i Gaza masser af hjælpeaktiviteter baseret på humanitære behov, men ikke på udviklingsbehov og menneskelige rettigheder. Mange internationale NGO’er synes at være i tvivl om, hvad de bedst gør i situationen. Man skal være opmærksom på at problemerne i Gaza ikke kun stammer fra den seneste krig, men rækker år tilbage.

NGO’er konkurrerer om kontrakter

Som følge af de ydre vilkår er der opstået konkurrence og overlap ngo’er imellem. Mange kæmper om at erobre dagsordenen, herunder de palæstinensiske lokale organisationer. Ahmed frygter at manglen på en fælles palæstinensisk strategi fører til, at mange lokalt ”køber” den internationale dagsorden om, at problemerne i Gaza primært skal ses humanitært (og ikke politisk)

De palæstinensiske organisationer burde efter krigen have startet på en frisk og opstillet en ny fælles strategi. De mange lokale NGO’er vil senere vil ærge sig over fraværet heraf.  Det går ud over hele vores samfund. Det første tegn er kampen om kontrakter i nødhjælpsarbejdet – det vil kræve mange af vores ressourcer som plejer at blive brugt mere strategisk til fordel for det palæstinensiske samfunds udvikling. Vores værdigrundlag risikerer at skride til fordel for kortsigtet indtjening, skriver Ahmed bekymret.

Det er svært at finde positive tegn lige nu. Der er i stedet skuffelse og pessimisme, blandt andet som følge af, at der ikke er fremskridt på det politiske niveau, hvor krisen er dyb. Der er en tendens til at finde sig i den nuværende situation og blot tilpasse sig. Og hvis den palæstinensiske splittelse fortsætter, bliver det svært at få skabt et palæstinensisk partnerskab om hjælp og udvikling, baseret på konkret viden og folkelig opbakning. Vi har hårdt brug for at samfundet igen bliver mere åbent og at alle kommer frem med deres ønsker og synspunkter.

Ahmed skriver, at han er bekymret over fraværet af reelt partnerskab og af et aktivt civilsamfund. Det plejer at reagere aktivt på initiativer fra politikere og institutioner. Lige nu er civilsamfundet reduceret til organisation og konfus kommunikation, mens der er fravær af strategiske tiltag som skaber sammenhæng.

Gaza berøvet store ressourcer

Lige nu står Gaza med en enorm udfordring som vi skal bruge styrke og indflydelse på: Den israelsk definerede sikkerheds-buffer inden for landegrænsen – 60 km lang og 300-1000 m bred, som er blevet skabt ved at konfiskere bønders frugtbare jord. Det har skabt en forfærdelig situation for de der er blevet tvunget til at forlade området – med husdyr og anden ejendom. Det som israel kalder en sikkerhedszone, er 25 pct. af Gaza’s landbrugsjord og bopæl for 16 pct. af landbrugsfamilierne.

Det er mere end beklageligt, at de internationale dagsordner – og dermed også i høj grad de lokale – ikke inddrager dette såkaldte sikkerhedsområde og de fordrevne beboere i deres projektplanlægning eller lobbyarbejde, sådan at det igen kan blive en aktiv del af Gaza.

Den såkaldte buffer fungerer på mange måder som muren på vestbredden, skriver Ahmed. Den truer vigtige palæstinensiske ressourcer som landbrugsjord og grundvand. Og områderne er en helt nødvendig kilde til forsyning af fødevarer til Gaza.

Udviklingen i Gaza medfører et mere og mere åbenlyst problem. Udviklingen ligner nu en strategisk trussel mod befolkningens levevilkår. Det kan føre til, at gazanerne presses op i et hjørne eller mod halsen af den flaske, der peger i retningen af ørkenen, (hvor vi så kan forsvinde), slutter Ahmed Sourani.

Bearbejdelse og oversættelse af Ole Olsen

PS.  DPV’s aktuelle indsamling til Gaza går gennem PARC til værdigt trængende.

Comments are closed.