Mulighed for positive ændringer i Mellemøstpolitik

DPV´s landsbestyrelse, DPV

Mulighed for positive ændringer i Mellemøstpolitik

Udtalelse fra DPV´s landsbestyrelsesmøde den 13. juni 2009

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening ser positive muligheder for at målsætningen om en to-statsløsning nu kan blive andet end tom snak. De senere år har vesten reelt støttet Israels fortsatte kolonisering af palæstinensisk land og marginalisering af det palæstinensiske folk – herunder den ødelæggende og folkeretsstridige blokade af befolkningen i Gaza siden efteråret 2007. Denne politik har undermineret palæstinensernes muligheder.

Den vigtigste faktor for forandring lige nu er, at USA med præsident Obama synes at have skiftet fra en helt ensidig Israel-støtte til en mere balanceret holdning – selv om der endnu mangler handling, der kan vise hvor meget der reelt er ændret. Men det forpligter, at Obama i sin tale i Cairo erkendte, at palæstinenserne lever under ”ubærlige” forhold.

DPV noterer sig med tilfredshed, at Obama ikke afviste Hamas, men erkendte organisationens store folkelige opbakning. Den hidtidige vestlige dæmonisering af Hamas har stået i vejen for politiske resultater. Boykotpolitikken over Hamas har tværtimod gavnet den israelske højrefløj og skadet mulighederne for genskabelsen af palæstinensisk enhed.

Også i den danske politik forventer DPV nu forandringer, både i lyset af en ny amerikansk holdning, men også som følge af, at den Israel-fascinerede danske statsminister Anders Fogh Rasmussen er ude af dansk politik.

DPV satser ligeledes på, at der på EU-plan sker en ændring i den fælles holdning over for Israel. Det israelske valg af en uforsonlig regering har gjort det åbenlyst, at det var en fejl at forvente at kunne påvirke Israel i fredelig retning ved – på forhånd – at belønne med mere kontakt og flere økonomiske privilegier i EU.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening arbejder for en selvstændig palæstinensisk stat i de områder, som Israel har holdt ulovligt besat siden 1967. Det er disse områder, som er kernen i en værdig fremtid for det palæstinensiske folk. I fuld overensstemmelse med Folkeretten indebærer det blandt andet:

– at Israels 500.000 bosættere rejser hjem til Israel og at muren på Vestbredden rives ned.

– at en palæstinensisk stat får hovedstad i Øst-jerusalem.

– at der findes en løsning for de palæstinensiske flygtninge baseret på retten til at vende hjem.

– at befolkningen i Gaza og på Vestbredden får muligheden for fri bevægelighed og sameksistens.

Venskabsforeningen opfordrer alle politikere og andre medborgere til at medvirke til nu at bakke op om at få vendt udviklingen i Palæstina-politikken. 10 millioner palæstinensere venter på svar på om deres rettigheder som folk kan blive opfyldt – eller om de også fremover skal være et folk uden land.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.