Obama i Cairo: En Bush i fåreklæder
af Ali Abunimah
Bortskræller man mujamalat´en – høflighederne udvekslet mellem gæst og vært – indikerer substansen i præsiodent Obamas Cairo-tale, at der med hensyn til forandring er sket meget lidt med amerikansk politik. Det er ikke nødvendigt at spekulere i Obamas intentioner. Han kan være ekstremt ærlig, og det tror jeg såmænd, at han er. Det er hans analyse og hans foreskrivelse af, hvad der må gøres, der i de fleste henseender efterlader fejlagtig amerikansk politik intakt.
Selvom han lovede at “tale sandt, så godt jeg kan”, var der meget, som præsidenten udelod. Han talte om spændingen mellem ”USA og Islam”; det første som et konkret og specifikt sted, det sidste en vag konstruktion, der subsumerer mennesker, praktikker, historier og lande, der er langt mere forskellige, end de er ens.
At prædikere Amerikas ”anden” som en uklar og altomfattende ”Islam” er (uanset forsikringer om respekt og tilnærmelse), en måde at undgå erkendelse af, hvad der faktisk forener og mobiliserer mennesker på tværs af mange lande med muslimsk majoriotetsbefolkning: Overvældendende folkelig modstand mod stadigt mere indgribende amerikansk intervention i mange af disse lande. For mange tilhængere af denne amerikansk intervention, er modstanden mod den nu blevet synonym med Islam.
Det var skuffende at se Obama genbruge forgængerens begreb om “voldelig ekstremisme”, som om det eksisterer i et vacuum, og uden relation til Amerikas (og de amerikanske stedfortrædernes) langt mere omfattende brug af vold, både før og efter 11. September. Han dvælede ved det ”enorme traume”, som USA var blevet udsat for, da næsten 3.000 blev dræbt den dag, men nævnte ikke med et ord de hundredetusinder af irakiske forældreløse og enker, som Muntazer al-Zaidi´s flyvende sko mindede amerikanerne om i et par sekunder sidste år. Han ignorerede de dusinvis af civile, der dør hver uge i den ”nødvendige” krig i Afghanistan, eller de millioner af flygtninge, der flygter fra den amerikansk initierede eskalation i Pakistan.
Ganske som præsident Bush ofte gjorde det, gentog Obama, at det kun er en voldelig minoritet, der skænder det store og fredselskende muslimske flertal. Men straks efter mistænkeliggjorde han alle muslimer, idet han sagde at ”jo snarere muslimske ekstremister er isolerede og uvelkomne i muslimske samfund, jo snarere vil vi alle være sikrere”. Intet sted var disse blinde pletter mere tydelige end i det, han sagde om Palæstina og Israel. Han gav sit publikum en detaljeret redegørelse, og brugte det eksplicit som retfærdiggørelse for oprettelsen af Israel. ”Det kan heller ikke nægtes”, sagde præsidenten, ”at det palæstinensiske folk – muslimer såvel som kristne – har lidt i deres bestræbelse på at få et hjemland. I mere end 60 har de lidt under deres hjemløsheds smerte”.
“Lidt i bestræbelsen på at få et hjemland”?. “Hjemløshedens smerte”?. De havde allerede et hjemland, og de led under at blive fordrevet fra det og holdt fra at vende tilbage, fordi de havde den forkerte etnicitet. Hvorfor er det stadig så svært at sige?
Han belærte palæstinenserne om, at voldelig modstand og drab er forkert og udsigtsløst. Han sagde, at ”det ikke er et tegn på mod eller magt at affyre raketter mod sovende børn, eller at sprænge gamle damer I luften i en bus. Det er ikke sådan, man vinder moralsk autoritet. Det er sådan, man mister den!” Rimeligt nok, men forestillede Obama sig virkelig, at sådanne ord ville gøre indtryk på en arabisk offentlighed, der så til I rædsel sidste vinter, da Israel slagtede 1400 mennesker, inclusive hundreder af sovende, flygtende eller rædselsslagne børn, alt sammen med amerikansk leverede våben. Troede han, at hans tilhørere ikke ville huske, at antallet af palæstinensiske eller libanesiske civile dræbt af Israel, altid langt har overgået antallet af israelere dræbt af arabere. Og det netop i kraft af de våben, som han lovet at fortsætte leverancerne af, uden at satille nogen nogen form for krav til israelernes anvendelse af dem. Amnesty International har just bekræftet, hvad palæstinenserne længe har vidst: At det var Israel der brød våbenhvilen den 4. november sidste år. Og at det brud var anledning til gengældelsesangrebene med raketter, som ikke kostede menneskeliv, førend Israel begyndte sit langt voldsommere angreb på Gaza . At han fortsætter sin tavshed om, hvad der skete i Gaza, og nægter at holde Israel ansvarlig for det, demonstrerer alt muligt andet end en forpligtethed til at tale sandt. Nogle er parate til at se bort fra alt dette, fordi Obama I det mindset taler rent ud af posen om israelske bosættelser på Vestbredden. I Cairo sagde han: ”De Forenede Stater accepterer ikke legitimiteten af fortsat Israelsk bosættelsesaktivitet. Opførelsen af bosættelser er et brud på tidligere aftaler og underminerer bestræbelserne på at opnå fred”. Dette omhyggelige ordvalg fokuserer alene på det fortsatte byggeri, ikke på selve eksistensen af bosættelser; ordene er fuldstændigt i tråd med fredsprocesindustriens konsensus om, at de eksisterende bosættelser skal eksistere for altid.
Dette rejser spørgsmålet om, hvor Obama tror, at han er på vej hen. Han opsummerede palæstinensernes legitime aspirationer som værende ”etableringen af en stat”. Det er blevet et bekvemt slogan, der skal erstatte palæstinensernes kamp for rettigheder og retfærdigheder, som den foreslagne stat i praksis vil nægte dem. Obama har allerede talt imod de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, mens han aldrig har støttet de israelske palæstinenseres ret til at være fri for den racistisk og religiøst motiverede politik, der proveres af de allerhøjest placerede israelske politikere, og som er indskrevet i Israelsk lovgivning.
Obama er muligvis mere målrettet end sin forgænger, men han har stadig forpligtet sig på en umulig tostatsløsning, der i retter sig imod en virkeliggørelse af palæstinensiske rettigheder, men sigter på et opretholdelse af Israel som en enklave af israelsk-jødiske privilegier. Det er en blindgyde.
Der var imidlertid en sætning i hans tale, som jeg bifaldt, og som jeg synes han skal tage alvorligt: I betragtning af vores gensidige afhængighedsforhold vil enhver verdensorden, hvor en nation eller gruppe af mennesker dominerer en anden, uundgåeligt være dømt til at fejle.
Oversat for DPV af Lars Ploug